En uge efter at Kim Larsen gik bort, har hans søn, musikeren Hjalmer, skrevet en besked på sin officielle side på Facebook for at sige tak til sin far.
- Du sagde tit, at du havde haft noget så usædvanligt som en lykkelig barndom. Det kor tilslutter jeg mig i dén grad. Og tilføjer så også teenage og voksenliv. Heldigvis sagde jeg det tit til dig selv, men det tåler uendelige gentagelser, skriver Hjalmer.
Hør Hjalmer synge sin egen 'Hvis du går', mens du læser artiklen
- Større kærlighed fandtes ikke, end den du øsede ud over mig og Lui dagligt og hele tiden.
'En tæt familie'
23-årige Hjalmer Larsen og hans lillebror, Lui på 20, er musiklegendens yngste børn ud af en flok på seks.
Hjalmer er gået i sin fars fodspor som musiker og debuterede i 2017 med sit første album. Og det er også musikken, som bragte familien Larsen sammen i den sidste tid.
- Vi var en tæt lille familie, men de sidste ni måneder røg det alligevel op på et helt andet niveau, skriver han og deler et billede, hvor far og søn jammer sammen på klaver og guitar med et godt fyldt askebæger i baggrunden.
Skrig og skrål
- Det her billede er fra maj i år. De mange mange timer vi tilbragte ved dit spillebord i stuen, og hvor vi drev resten af familien til vanvid med vores ubehjælpsomme håndtering af diverse instrumenter og skrig og skrål, fylder mig med stor glæde og længsel.
- Hver gang en af os i huset skulle gå, råbte de tre andre "Se dig for og vi ses!" op til flere gange. Så fra mig til dig: Se dig for lille far, og vi ses.
Hvis du vil synge farvel til Kim Larsen, så har du muligheden søndag aften. Her er der mindekoncert på Rådhuspladsen i København kl. 19.30 - og på storskærm i Aarhus, Odense og Aalborg. Du kan også opleve koncerten på DR1 og P4.