Hitband genopstår efter fire års pause: 'Det var aldrig planen at finde sammen igen'

Duoen Julias Moon er tilbage med helt ny musik efter flere års pause.

Julias Moon består af Oliver Kincaid (tv.) og Louis Samson (th.). Duoen gik i opløsning i 2016, men har nu fundet sammen igen. (Foto: © Polina)

Du husker dem nok bedst for sange som 'Palace' og 'Lipstick Lies', men nu er hitmagerne i Julias Moon tilbage med helt ny musik.

Bandet fik deres store gennembrud, da de i 2013 bragede ind på den danske popscene. I de efterfølgende år var gruppen ét af den danske musikscenes mest populære popnavne, indtil de i 2016 valgte at trække stikket og opløse bandet.

Men nu er Julias Moon altså genopstået efter fire års pause - til duoens egen store overraskelse.

- Det var aldrig meningen, at vi skulle finde sammen igen, fortæller forsanger Louis Samson.

Bruddet i 2016 var nemlig ikke en pause, men netop et brud. Julias Moon eksisterede ikke længere, og efter opløsningen så Louis Samson og Oliver Kincaid, den anden halvdel af bandet, ikke hinanden i flere år.

De havde brug for en pause fra hinanden efter at have brugt stort set alle vågne timer sammen i forsøget på at følge med den enorme succes, der ramte Julias Moon i midten af 10'erne.

Men da de sidste jul mødtes til en uforpligtende øl - mest bare for at catche op - og senere endte i musikstudiet sammen, ramte tanken pludselig dem begge: Skulle de gendanne Julias Moon?

- Jeg havde ikke regnet med, at vi skulle finde sammen igen, men den musik, vi endte med at lave sammen i studiet, var bare så fed, at vi ikke kunne lade være. Jeg tror, det tog røven på os begge, at vores kreative kemi stadig var så stærk, fortæller Oliver Kincaid og tilføjer:

- Og så var der bare ingen vej tilbage.

Nervepirrende at udgive ny musik

De sidste par måneder har duoen derfor arbejdet på ny musik, og fredag udgav Julias Moon så singlen 'Drive', der er det første skud på bandets nye, musikalske stamme.

- Det er supernervepirrende, men også helt vildt fedt at få lov til at udgive ny musik. Vi har glædet os til det sygt længe, så det bliver rart at dele den med verden, så det ikke bare er noget, der ligger på vores computere, lyder det fra Louis Samson med et grin.

Hør 'Drive' her, mens du læser videre:

- Sangen handler om at stikke af. Ikke nødvendigvis at gøre det, men lysten til at gøre det. Længslen efter eventyret og følelsen af have lyst til at sige: "Fuck det hele, nu tager vi bare ud i verden uden at skulle forholde os til andet end lige nu og her", forklarer Samson om nummeret.

Skal starte helt forfra

Lige nu er planen, at 'Drive' til foråret skal følges op med et helt album, som rent faktisk bliver duoens allerførste af slagsen. En udgivelse, som både giver Louis Samson og Oliver Kincaid kriller i maven og sved på panden - men også markerer en stor milepæl i duoens karriere.

- Det, at udgive et album, er i sig selv et kæmpe flueben på vores bucket list, siger Samson og fortsætter:

- Vi bliver selvfølgelig virkelig glade, hvis det går godt med de nye sange. Det ville jo være for sindssygt at opnå den succes igen, som vi har oplevet tidligere. Men først og fremmest er vi bare rigtig glade for at få lov til at udkomme vores musik, fordi vi selv synes, de nye sange er virkelig, virkelig gode.

Julias Moon, der dengang var en trio, ses her på den røde løber til Gaffa-Prisen i 2014, da karrieren var på sit højeste. (Foto: © Jonas Skovbjerg Fogh, Ritzau Scanpix)

Og noget tyder da også på, at Julias Moon har været savnet i de næsten fire år, der er gået siden bandets brud. Nyheden om duoens gendannelse er i hvert fald allerede blevet taget godt imod, fortæller Louis Samson.

- Jeg synes, reaktionerne har været overraskende positive. Det er kommet vildt meget bag på mig, at der er så mange, der faktisk lader til at give en fuck for, at vi er tilbage, siger han med et grin og fortsætter:

- Vi er begge ret indforståede med, at fire år er lang tid at være væk, og at vi på en måde skal starte forfra og bygge tingene lidt op igen med de her nye sange. Men det er optur at mærke, at der åbenbart er folk derude, der er glade for, at vi er tilbage.