I hiphop gælder det om at være den bedste. Sådan er det nu, og sådan var det i særdeleshed i starten af 80'erne, da de første danske hiphoppere definerede genren fra bunden.
Drengene fra Rockers By Choice bragte breakdance til Danmark og satte sig eftertrykkeligt på tronen i det københavnske hiphopmiljø. Derfor måtte dem, der ikke havde electric boogie-skills, se sig om efter andre måder at udtrykke sig på.
En af dem, der pænt måtte se til, mens RBC styrede dansegulvet, var Nikolaj Peyk. Ligesom alle andre på ungdomsklubben Thomas P. Hejle, hvor hiphopmiljøet mødtes, vil han være først, størst og bedst.
Til kamp med spraydåser
Da hans så graffitifilmen 'Wild Style', så han lyset – han skulle være den bedste graffitimaler. Så han gik i gang med spraydåserne, og hurtigt fik han mål: han ville lave den første danske 'whole car', en togvogn, der er malet helt over.
Sammen med sit maler-crew, Whap Gang, gik han i gang med at forberede det, men som du kan se i videoen ovenfor, der stammer fra DR2-dokumentaren 'Da hip hop ramte Danmark' (2006), blev han overhalet inden om.
Og det fik store konsekvenser for Peyk. I vrede droppede han graffitien og kastede sig i stedet over at lave rap på dansk.
Ikke nogen helt dum idé, for den gruppe, han efterfølgende dannede, var MC Einar, der revolutionerede dansk hiphop, og som du her kan se på slap line i 80'er-underholdningsprogrammet 'Under bøgen'.