De mødtes første gang på Café Svejk på Frederiksberg i 2017.
Frida Diamant var ved at gå død alene i sit øvelokale. Hun spillede kun med andre til tilfældige jam-aftener.
Johan Bæk, Emil Bæk, Jeppe Tørsleff, Mikkel Wiberg og Jonas Nelausen havde spillet sammen på kryds og tværs siden folkeskoletiden. Både klassisk og rytmisk.
Men det tilfældige møde mellem de seks skulle vise sig at blive starten på noget nyt.
- Jeg kommer med sandheden, de giver det skønhed. Jeg har vildskaben, og de giver det stabilitet, fortæller Frida Diamant om det band, de sammen skulle vise sig at danne senere hen.
De gik i gang med at udvikle en fælles musikalsk identitet, og ingen længe prøvede de sig selv af på landets små scener.
Men først skulle bandmedlemmerne lige vide et par ting om deres nye frontkvinde.
- Lige inden vi skulle spille vores første koncert som band, fortalte Frida os, at hun var vant til enten at besvime på scenen eller drikke sig så fuld, at hun ikke kunne gennemføre det. Som regel endte hun med at betale for at spille, fordi der efterfølgende kom en regning for ødelagte ting, siger guitarist Johan Bæk med et grin.
Men det gik. Og det er kun gået fremad siden. Både musikalsk og personligt.
Lyt til Frida Diamants nye single 'Lille Barn', mens du læser videre:
Frida Diamant, som i dag er 24 år, har nemlig ikke haft en barn- eller ungdom som de fleste.
Hun har ikke et sted, hun kalder for sin hjemby, for inden hun endte i København som 18-årig, flyttede hun rundt til mange forskellige små byer på Sjælland. Men hun kender ingen nogen af stederne længere.
- Inden jeg mødte drengene, havde jeg altid været sammen med tosser. Vi drak meget og havde ligesom et fællesskab omkring mørke, som vi hjalp hinanden med at dulme, siger hun.
Men musikken blev hendes vej ud af mørket.
En ny start
Som ti-årig skrev Frida Diamant sit første digt.
Digtene udviklede sig med tiden til sange og guitarspil. Hun var rastløs i kroppen, så hun begyndte at slå og spille på ting. Det var sådan, det startede.
- Min tilværelse gav ikke mening, men det føltes meningsfuldt, hvis der var noget i min tilværelse, som var større end mig selv. Ligesom en tro, eller hvad fanden man skal kalde det. Jeg tror bare på musikken, siger Frida Diamant.
Som teenager mistede hun sin far og gennemgik en svær sorgproces, som gjorde, at hun havde brug for at starte forfra. En ren tavle, en ny historie og et nyt sted.
Hun ville hen, hvor ingen kendte hende. Derfor flyttede hun til København som 18-årig.
Men her endte hun med at se mest til byens bænke, øl, joints og de mennesker, der tilbragte dagene på samme måde.
Mennesker, som, ifølge Frida Diamant, i en tidlig alder har lært, at de ikke er noget værd. Og at alkohol hjælper på alt.
Lyt til Frida Diamants første single, 'Gigantisk jeg', fra 2018:
Sådan så hendes liv ud i et par år, indtil hun fik et bekendtskab, der fortalte hende, at der fandtes et bedre liv, hvor det kan lade sig gøre at vågne op om morgenen og have det godt. Et liv, som er rart at leve.
Men hun troede, det var løgn.
- Det er jo klart, at det, man vokser op i, er det, man tror, er det rigtige. Det tog mig en afvænning og halvandet års tid efterfølgende at komme ud af. Og det kan jo gå op og ned, sådan noget. Men man lærer at tackle det på en anden måde. Det har jeg gjort med musikken, forklarer hun.
Et hoved i krig
Mens teksterne i musikken kredser om Frida Diamants barndom og tidlig ungdom, begær, druk, destruktivitet og et dødsfald, trækker lyden på 1970'ernes rock.
Og det er der en grund til. Udover at alle seks medlemmer i bandet deler en kærlighed til navne som Fleetwood Mac og Led Zeppelin og klagende guitarer, repræsenterer årtiets fokus på kollektivet en særlig værdi for alle seks.
- I dag lever man adskilt fra hinanden, og vi er meget fokuserede på individet i den vestlige verden. Vi har brug for fællesskaber, men det er ikke interessant for medierne at fortælle historier om, fordi det er nemmere at forholde sig til én person. Men jeg tror, det er på tide at fortælle en historie om fællesskaber, siger guitarist Johan Bæk.
Og det er netop, hvad bandet Frida Diamant er; et kreativt fællesskab. Og ifølge sangskriver og sangerinde Frida Diamant gør det i den grad ensomheden mindre.
Hun har nemlig været vant til at køre sit eget løb uden venner og være alene om alting, og derfor er det en ny oplevelse for hende at være en del af en gruppe.
- Jeg har lært så meget i min relation til de her drenge. De er helt ærlige og nede på jorden, og der er intet mørke, som jeg kender til. Mit hoved er i krig, jeg bilder mig ind, de vil mig det ondt, og så bliver jeg usikker, fortæller Frida Diamant om det spirende venskab og de dårlige tanker, hun har med sig fra sin fortid.
- Men hvis jeg siger det højt, er der jo ingenting galt. De er bare helt rolige, der er ingen krig, og det skal mit system lære hen ad vejen. Det har næsten været mere en personlig end en musikalsk udvikling for mig. Når man har mærket så meget mørke og været ved at kradse af, så kan man altså også mærke lyset, når det er der, afslutter hun og suppleres af Johan Bæk:
- Der er meget mørke i bandet Frida Diamant, men der er også en masse lys. Grundkernen er, at vi alle brænder for at skabe noget i fællesskab.
Frida Diamant spiller blandt andet på Posten i Odense 31. maj, Nakkefestival i Rørvig 25. juli, Carpark Festival i København 26.-27. juli og Smukfest i Skanderborg 6. august.