Flygtede fra nazisterne og var gift med filmstjerne: Legendarisk musiker er død

André Previn, der var gift med Mia Farrow og fik fire Oscar-statuetter, blev 89 år. Sådan cirka.

André Previn blev født i Berlin. Han blev døbt Andreas Ludwig Priwin, men skiftede senere navn til André Previn. (Foto: © Urs Flueeler, Scanpix)

André Previn har i sin karriere snuset til stort set alt inden for musik - jazz, klassisk og pop.

Han været nomineret til 11 Oscar-statuetter og modtaget hele fire - blandt andet for musikken til filmversionen af 'My Fair Lady' fra 1964 - og så har han dirigeret musik til 'Jesus Christ Superstar'.

Torsdag aften døde han i sit hjem på Manhattan i New York – angiveligt i en alder af 89 år. For ingen har rigtig med 100 procent sikkerhed vidst, hvor gammel han var. Ikke engang ham selv.

André Previn blev født i Berlin – så vidt vides i 1929. Da nazisterne fik magten, flygtede han og familien til USA, men i hasten glemte familien hans fødselsattest i Berlin.

Han voksede op i Los Angeles og begyndte i efterkrigstiden at skrive musik til film, men arbejdede også som jazzpianist for blandt andre Ella Fitzgerald.

Senere blev han ledende dirigent på London Symphony Orchestra, hvor han var i 11 år. Under sin periode i London havde han også sit eget program på BBC's radiostation, hvor han hver uge var vært på 'André Previn's Music Night'.

Mia Farrow og André Previn har været gift. Billedet stammer fra 1971. (© Photoshot. All rights reserved.)

En musikalsk kamæleon

Søren Schauser, der er anmelder på Berlingske, karakteriserer ham som en kamæleon, der kunne lave vidt forskellige typer af jazz, men også klassisk musik.

- Han var en all around-musiker, når han dirigerede. Han kunne alt, og han var god til at fremhæve det vigtige. Hvis man hørte et klassisk orkesterværk, så havde han sørget for, at det, man lige skulle høre, som for eksempel et slag på gongen, det kom frem.

André Previn var gift hele fem gange. Blandt hans hustruer var skuespilleren Mia Farrow og den verdenskendte violinist Anne-Sophie Mutter.