Hvis du har været på klub bare en enkelt gang på et givent tidspunkt efter 1977, så har en ganske særlig 79-årig italiener med ret stor sandsynlighed haft indflydelse på dit liv.
Du kender ikke nogen pensionsmodne italienere, siger du?
Så hæng lige på et øjeblik.
For har du nogensinde hørt powerballaden 'Take My Breath Away' fra 'Top Gun'-filmen? Eller hvad med det sveddryppende dansenummer 'Flashdance… What a Feeling'? Eller måske Donna Summers legendariske discohits 'I Feel Love', 'Hot Stuff' eller 'Bad Girls'?
Så kender du faktisk også Giorgio Moroder, selvom du måske aldrig har hørt hans navn før.
Op gennem 1970'erne var han nemlig produceren bag mange af årtiets mest succesfulde og fremsynede numre i den (på det tidspunkt) allestedsnærværende disco-genre.
Og i 1980'erne undergik han en musikalsk metamorfose og blev Hollywoods go-to-mand nummer et, når der skulle laves et stort, bombastisk og mega succesrigt filmsoundtrack.
I dag, tre Oscar-statuetter, fire Grammy'er og fire Golden Globes senere, er hans status som musikalsk legende uomtvistelig.
Og i dag, lørdag, skal han for første gang spille på den danske festival Tinderbox.
Kickstarter en hel genre
Det helt store gennembrud for den tysksindede italiener (han blev efter sigende kaldt Hansjörg af sin mor) kom tilbage i 1977, fortæller radiovært og musikekspert Henrik Milling.
Her rammer den hårdtpumpede 'I Feel Love' nemlig radiostationer og diskoteksgulve verden over – og det er faktisk verdens 'første fuldgyldige elektroniske dance-track'.
- 'I Feel Love' er raketten, der fyrer både Giorgio Moroder og Donna Summer direkte op på den musikalske superstjernehimmel. Der er ikke en dj i hele verden, som ikke elsker det nummer den dag i dag, siger Henrik Milling.
- Med det her nummer lykkes det ham at kickstarte hele den genre, vi i dag kalder for elektronisk dance-musik.
Lyt til 'I Feel Love', mens du læser videre:
Nummeret blev til i forbindelse med Donna Summer-pladen 'I Remember Yesterday', der skulle reflektere forskellige musikalske perioder, herunder fremtiden.
Og lyden af fremtiden blev til lyden af den såkaldte Moog-synthesizer; en hårdtslående, dunkende basrytme, der drøner igennem 'I Feel Love' som tung trafik på en tysk autobahn.
Le Gammeltoft, der er dj, radiovært og indehaver af det danske kultursite Heartbeats, kalder sangen for 'tidløs':
- Han skaber et kæmpe hit med den her sang. 'I Feel Love' er blevet et af de her tidløse numre, man stadig kan fylde et dansegulv med, selvom det er fra 1977. Jeg er sikker på, det også vil vække genklang hos de unge på Tinderbox.
'I Feel Love' bliver til i Moroders Musicland-studie i München, forklarer Henrik Milling:
- Med det nummer begynder Musicland-studiet at blive et powerhouse inden for dance-genren, og så begynder alle mulige fantastiske mennesker at komme forbi Moroder for at få lavet numre. Men Donna Summer er og bliver førstedamen i hans musikalske imperium.
Må sove i sin bil
Historien om Giovanni Giorgio Moroder begynder dog ikke i München i 1977, men i det allernordligste Italien i 1940. Han bliver født 26. april i den del af Italien, der hedder Sydtyrol og lægger klos op ad Østrig mod nord.
Her går lille Giorgio rundt med en drøm om at være musiker.
Spol så tiden frem til slutningen af 1960'erne og de tidligste 1970'ere: Her er den musikalske karriere så småt begyndt at tage form for Moroder, dog ikke mere, end at han stadig må sove i sin bil mellem spillejobs, fortæller Henrik Milling.
- Der er en lang periode, hvor han kører fra sted til sted på spillejobs og så simpelthen bor i sin bil mellem jobbene.
Finder sin muse – og får succes
Han får dog så småt startet Musicland-studiet i München, og så møder han pludselig en helt særlig kvinde.
- Han finder denne her ukendte amerikanske musicalstjerne, der hedder LaDonna Adrian Gaines, der er gift med den østrigske skuespiller Helmuth Sommer. Hun skifter dog hurtigt o'et i sit efternavn ud med et u. Og det er selvfølgelig hende, vi kender som disco-legenden Donna Summer i dag.
Donna Summer bliver hurtigt Giorgio Moroders helt store inspiration og muse og hans vej til verdensomspændende, musikalsk succes.
- Giorgio Moroder og Donna Summer laver 'Love to Love You Baby' i 1975, og det er nærmest et porno-koncept-nummer. De lykkes med at lave et fedt nummer og får samtidig kæmpe stor opmærksomhed, fordi det simpelthen er så provokerende, siger Henrik Milling.
- Det er 17 minutter med skrupliderlige kvindestøn.
Lyt til 'Love to Love You Baby', mens du læser videre:
Der bliver hurtigt bygget videre på opmærksomheden og den musikalske succes, og op igennem anden halvdel af 1970'erne bliver Summer og Moroder discoens ubestridte power-par.
- En ting er, hvad han selv har skabt af musik, men det er også helt vildt, hvordan han har været med til at bane vejen for andre musikere, mener Le Gammeltoft.
Ud over Donna Summer laver Moroder også musik for blandt andet David Bowie, Kylie Minogue, Irene Cara, Janet Jackson og Blondie.
Skaber 1980'ernes største soundtracks
Og Moroders succes breder sig snart tværs over Atlanten til USA, forklarer Henrik Milling.
- I USA begynder man at sidde og slikke sig om munden, fordi man kan øjne profit. Giorgio Moroder tager så springet til USA omkring 1979-1980. Og så ændrer hele hans virke sig, forklarer radioværten.
Med nærmest et trylleslag undergår Giorgio Moroder i USA en musikalsk forvandling; fra at have været discoens førstemand i sidste halvdel af 1970'erne til at være 1980'ernes filmmusikmand nummer et.
Og hvis du er stødt på musikken til film som 'Top Gun', 'Flashdance' eller 'Midnight Express', ja, så har du også fået en dosis Moroder.
- Han havde ikke noget problem med at skifte musikalsk retning, for han har altid været en mand med et godt øje til tidens lyd, mener Henrik Milling.
- Men hvor han havde en credibility som discokunstner, så bliver han til et generations-fænomen, når han går 'fuld pop'. Han er lyden af ungdommen for dem, der var unge i 1980'erne, men ikke for ret mange andre. Det vil sige, at han så må leve med risikoen for at blive hældt ud med badevandet fra den ene dag til den anden.
Og det bliver han, til trods for, at han i løbet af 1970'erne og 1980'erne vinder intet mindre end tre Oscar-statuetter, fire Golden Globes og fire Grammy'er for sin filmmusik.
- Da 1980'erne bliver til 1990'erne, er han simpelthen blevet gammelhat, siger Henrik Milling.
Genopstår med Daft Punk
Mellem 1992 og 2015 udgiver Giorgio Moroder ingen albums i eget navn overhovedet.
- Han sælger sit studie, passer sin golf og sin formue og har egentlig ikke planer om, at der skal ske så meget mere, siger Henrik Milling.
I 2013 genopstår han imidlertid med et basdunkende, musikalsk brag, der måske ikke er set, siden Cher genopfandt sig selv med 'Believe' i 1998.
For her udgiver den franske electro-duo Daft Punk nemlig det både anmelderroste og kommercielt succesfulde album 'Random Access Memories'. Og på det album er der et nummer, der hedder 'Giorgio by Moroder'.
- Folk, der er 30 år i dag, kender ham nok primært som ham med den sjove tyske accent, der er med på et Daft Punk-nummer, siger Henrik Milling med et smil på læben.
Lyt til 'Giorgio by Moroder', mens du læser videre:
Moroder selv udgiver dog sit 16. album i eget navn i 2015. Det bærer titlen 'Déjà Vu' og indeholder musikalske samarbejder med alle fra Britney Spears til Sia og Charli XCX.
'Han er en legende'
Nu gælder det imidlertid snart et feststemt publikum på Tinderbox.
Og der er god grund til at gå til den koncert, hvis man alligevel befinder sig i Tusindårsskoven, hvor Tinderbox finder sted, mener Le Gammeltoft.
- Han er the father of disco, fordi han simpelthen er blevet hængende. Der er mange kunstnere fra den periode, der har lavet et eller to fede numre eller albums. Men han er her stadig og er stadigvæk aktuel og relevant. Det er jo helt vildt at spille på Tinderbox i en alder af 79!
- Man får med al sandsynlighed chancen for at se Miley Cyrus (som spillede på Tinderbox fredag) igen en anden god gang, men jeg tvivler på, man nogensinde får chancen for at se Giorgio Moroder i Danmark igen.
- Han er og bliver en legende.
De 3 bedste fra Giorgio Moroder - ifølge Henrik Milling
'I Feel Love', sunget af Donna Summer
- •
Nummeret er egentlig lavet som lidt af et ups, men med det her nummer lykkes det Giorgio Moroder at kickstarte hele den genre, vi i dag kalder for elektronisk dance-musik. 'I Feel Love' er fundamentet for hele den genre – det er det første fuldgyldige elektroniske dance-track, og det er ubetinget hans karrieres bedste nummer. Det er dét, der skal stå på hans gravsten.
'Hot Stuff', sunget af Donna Summer
- •
Det er et spørgsmål, om man overhovedet har rytme i kroppen, hvis man ikke synes, det er fedt, når 'Hot Stuff' går direkte over i 'Bad Girls', som er de to numre, der åbner 'Bad Girls'-albummet.
'Bad Girls', sunget af Donna Summer
- •
Det er måske den vildeste åbning på et album nogensinde - held og lykke med at sidde stille!