Det er tidlig morgen. Fuglene kvidrer, og solen har for længst startet sin færd mod himlen, da 24-årige Christian og Anders stiger ud af bilen. De har været på arbejde hele natten.
Midt i sommernattens mulm og mørke har de kørt de danske landeveje tynde for at optræde på det ene diskotek efter det andet.
Nu er klokken seks om morgenen, og de to drenge kan - måske - nå at komme bare lidt af den tiltagende søvnmangel til livs, inden de næste diskoteksjobs i rækken venter igen i næste weekend.
Sådan så livet ud for de to venner Christian Møller Nielsen og Anders Øland for knap 20 år siden. Navnene siger dig måske ikke det store, men sammen udgjorde de en duo, du helt sikkert har hørt om: Barcode Brothers.
- Det var en helt magisk tid, fortæller Christian Møller Nielsen om de første spæde år med Barcode Brothers, én af dansk musiks største dancesucceser.
Hitbandet Aqua havde banet vejen for dancemusikken op gennem 90'erne, og i det nye årtusinde var der blevet skruet ekstra højt op for bassen og de elektroniske elementer.
I en broget skare, der talte navne som DJ Aligator, Safri Duo og DJ Encore, var Barcode Brothers blandt bannerførerne for den hårdtslående og dansable dancemusik i Danmark.
Eventyret begyndte i 1999 med debutsinglen 'Dooh Dooh' - du ved, den sang der senere blev brugt som titelmelodi til tv-showet 'Dybvaaaaad!' på TV2 Zulu - men det var langt fra alle, der var begejstrede for drengenes musik.
- Første gang de havde spillet 'Dooh Dooh' på P3, kan jeg huske, at værten sluttede af med at sige: 'Ja, det var så et nummer med den nye gruppe Barcode Brothers. Tre og et halvt minut langt var det, og det kunne nok godt have været tre og et halvt minut kortere', husker Anders Øland tilbage.
Hør hittet 'Dooh Dooh' her, mens du læser videre:
Radioværtens kække bemærkning var i Christian Møller Nielsen og Anders Øland øjne symptomatisk for en tid, hvor mange radiokanaler ikke var meget for at røre ved drengenes projekt.
Men da 'Dooh Dooh' langsomt strøg til tops på den danske dance-hitliste, måtte radiocheferne bøje sig, og flere og flere begyndte at spille tidens nye toner.
'Kan I ikke finde nogen, der kan gå ud og optræde?'
Hos drengenes pladeselskab, Universal Music, var man oppe at køre over debutsinglens succes og var ivrige efter at få sendt musikken ud på landevejen. 'Hey, det her nummer hitter helt vildt, kan I ikke finde nogle, der kan gå ud af optræde med det?' lød beskeden fra pladeselskabet.
Problemet var, at Barcode Brothers egentlig blot var tænkt som et 'producer-projekt'. Drengene ville gerne lave musik, men de havde aldrig tænkt, at de selv skulle ud og lege popstjerner.
- Samtidig kunne vi mærke, at det ikke føltes rigtigt bare at gå ud og finde nogle andre, der kunne spille vores sange, fortæller Christian Møller Nielsen.
Duoen vendte problematikken med kollegaen Søren Rasted, som de tidligere havde arbejdet sammen med på en del af Aquas sange.
- Jamen, skal det ikke bare være jer to?, lød svaret fra Raasted.
Samme weekend drog Barcode Brothers ud på landevejen og spillede deres første fem shows i løbet af blot to dage.
- Du var jo ved at blive skizofren, når du det ene øjeblik drønede rundt fra diskotek til diskotek, hvor folk gik helt amok over din musik, og lige pludselig er du hjemme i din lejlighed igen og står og skændes med kæresten, husker Anders Øland tilbage.
Nickelback løb med opmærksomheden
Tilværelsen som popstjerner var for alvor skudt i gang, og i tiden efter hittede Barcode Brothers stort med sange som 'Flute' og 'It's a Fine Day' i både Danmark og Tyskland.
I 2002 skulle duoen med deres anden plade bevise, at den indledende succes ikke blot var resultatet af et utroligt begynderheld. Førstesinglen 'SMS' blev et hit, men albummet tog aldrig rigtig fart.
- Dance havde virkelig været stort, men pludselig skete der et skift i musikbranchen. Særligt rock var blevet mere populært, og da vi var klar til at udgive vores andet album, var et navn som Nickelback pludselig blevet kæmpestore, og vores musik rykkede ikke rigtig så meget, som både vi og pladeselskabet nok havde forventet, siger Anders Øland.
De store hits udeblev, og manglen på succes blev samtidig begyndelsen på enden for duoen. Selvom de, som Anders Øland påpeger, aldrig officielt er gået i opløsning, kom der aldrig mere ny musik fra Barcode Brothers.
Trods konkurrencen fra Nickelback, blev 'SMS' en sand landeplage. Hør eller genhør hittet her:
Grundstenen i tilblivelsen af Barcode Brothers havde været en fælles interesse for musik og tidens moderne computerteknologi, og mens musikken efter duoens andet album blev lagt lidt på hylden, begyndte Anders Øland og Christian Møller Nielsen i stedet hver for sig at dyrke deres interesse for samspillet mellem lyd og teknologi.
Christian Møller Nielsen arbejder i dag med at sammensætte musik til brug under musikterapi hos blandt andet ældre og patienter i psykiatrien, mens Anders Øland for år tilbage rejste til USA for at dyrke interessen for teknologi.
Om få måneder færdiggør han sin doktorgrad i kunstig intelligens efter knap seks års studier på Carnegie Mellon University i Pittsburg, Pennsylvania, USA.
Hør Barcode Brothers fortælle historien bag deres navn i dette kække sms-interview i musikprogrammet 'Boogie':
Rørende at stå på scenen igen
Men selvom drengene altså i dag har fundet andre leveveje, er Barcode Brothers aldrig blevet lagt helt i graven.
Gennem årene har Anders Øland og Christian Møller Nielsen med jævne mellemrum støvet de gamle hits af og spillet en række koncerter hist og her.
Med indtoget af nostalgi-fester som 'Vi elsker 90'erne' er drengenes kalender blevet mere og mere fyldt, og i år var er de også at finde på den fynske Tinderbox Festival, hvor de også spillede i 2018.
- Det er sjovt, for vores musik rammer både dem, som festede til vores sange i deres ungdom, men vi har også optrådt for unge, som altså sad og legede med legoklodser, da vi hittede – og de går lige så meget amok, siger Anders Øland med et grin.
I 1999 fik fløjten et ordentligt blæs på hittet 'Flute', som du kan høre her:
Og der er noget særligt over at stå og spille de gamle sange her 20 år senere, forklarer Christian Møller Nielsen.
- Anders og jeg har jo lagt følelser og kærlighed i hvert Barcode Brothers-nummer, så at stå i et propfyldt telt så mange år senere og mærke, at sangene stadig rammer noget i folk… Det gør mig rørt. Det går altså lige i hjertet, siger han og fortsætter:
- Der kommer et eller andet op i én, når vi spiller. Der er noget at leve op til, og du skal være tro mod Barcode Brothers-ånden fra dengang. Nogle gange kan jeg ikke genkende mig selv efter en koncert, fordi jeg bliver en helt anden person på scenen. Dér bliver du lige sendt 20 år tilbage i tiden, siger Christian Møller Nielsen.
Anders Øland stemmer i:
- Det er stadig røvfedt at være ude at spille og mærke, at sangene stadig kan starte en fest. Det er jo ren nostalgi for os, siger han og tilføjer med et grin:
- Men når det er sagt, er jeg sgu glad for, at 00'er-tøjet har fået en upgrade i dag.