Fredag løb andendagen af årets Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense af stablen under den danske sommersol, som i den grad holdt publikum varme, indtil mørket faldt på.
På musikfronten stod den blandt andet på australsk guitarpop, legendariske 80'er-hits, politiske opsange og danske klassikere.
Og så sørger en kæmpe opvaskemaskine i år for, at der ikke ender en masse engangsplastkrus i naturen, når den fynske festival takker af lørdag aften.
Læs, hvad der skete på Tinderbox fredag, herunder.
Australsk charmør blev overrasket af badebold
Der blev klappet i takt fra første nummer, og det virkede, som om australske Dean Lewis havde et godt tag i publikum under sin koncert fredag eftermiddag.
Under introen til sit andet nummer fik han dog - noget overraskende - en badebold i hovedet, og som konsekvens stoppede den populære sanger kortvarigt koncerten og henvendte sig til de forreste i publikum.
- Ah, det var lige vildt nok, kammerat. Kan du ikke lige skubbe bolden den anden vej? Han afsluttede dog med et grin og startede sangen forfra til stor begejstring for publikum.
Dean Lewis fik sit internationale gennembrud sidste år med hittet 'Be Alright', og under hittet blev der sunget så højt blandt publikum, at det næsten kunne konkurrere med Lewis' mikrofon.
Lyt til hittet 'Be Alright' her:
Skunk Anansie gav politisk opsang
De britiske rocklegender Skunk Anansie var i stødet, da de skød en solrig fredag i gang på Tinderbox.
Allerede fra starten af koncerten var der masser af attitude, da forsanger Skin med det borgerlige navn Deborah Anne Dyer stormede ind på scenen iført en glimmerdragt og sort maske.
Og der gik ikke længe, før Skin appellerede til publikums politiske engagement.
- Vi er fra Storbritannien, og vi er ofre for brexit-balladen. Det er så trist. Så kom op på barrikaderne, så I undgår en brexit som os, råbte Skin fra scenen, før hun fortsatte med at tale om flygtninge.
- Vi er alle flygtninge, hvis vi går langt nok tilbage i tiden. Hvis vi havde lukket grænserne, så havde ingen af os stået her som band i dag.
Derudover opfordrede Skunk Anansie til at reagere, hvis man oplever sexisme, racisme og homofobi, og det vakte stor begejstring hos publikum.
De politiske undertoner blev yderligere understreget, da bandet sluttede af med at skråle sangen 'Yes It's Fucking Political'.
Det er flere år siden, Skunk Anansie sidst stod på en scene, og bandet var tydeligt begejstrede for at være tilbage.
- Det er to-tre år siden, vi sidst optrådte, og vi er så glade for at være i gang igen, lød det fra scenen.
Lyt til nummeret 'Hedonism (Just Because You Feel Good):
Gnags flagede for hele verden
Briterne i Skunk Anansie var ikke de eneste, der fredag så deres snit til at sende politiske budskaber fra scenen.
Peter A.G. og resten af Gnags satte nemlig gang i en kæmpe fest foran Blå Scene med masser af fællessang til klassikere som 'Vilde kaniner' og 'Mr. Swing King'.
Og sangen 'Danmark' fremstod lige så aktuel, som da den udkom i 1986, da bandet understregede, at 'lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her' med flag fra hele verden på sceneskærmene.
Se Gnags optræde med nummeret 'Danmark' på Tinderbox i videoen herover.
Tuborg reducerer plastaffald med 13 meter lang maskine
Det lyder måske ulækkert, men skal man på mere end en af de store, danske festivaler i år, kan man risikere at drikke af det samme plastkrus flere gange.
Tuborg har nemlig sammen med Tinderbox, Northside, Roskilde Festival og Grøn Koncert besluttet sig for at sætte en stopper for de klassiske engangskrus, som smides væk, når indholdet er drukket.
I år får gæsterne på Tinderbox således serveret fadøl i tykke, genanvendelige plastkrus, som kan rumme 0,4 liter, og som efter brug returneres til barerne, der sender dem hen til en 13,5 meter lang opvaskemaskine på festivalen.
Her vaskes og tørres godt 9.000 krus i timen, inden de sendes tilbage til barerne. Og det sparer altså festivalerne, men også miljøet, for godt to millioner engangskrus, som Tuborg ellers ville have skullet producere i løbet af årets festivalsæson.
Til gengæld koster de festivalgæsterne fem kroner per krus, som de dog får igen, hvis de afleverer kruset ved køb af en ny øl eller sodavand.
Når Tinderbox slutter lørdag nat, skal krusene i al hast vaskes, tørres og sendes direkte til Roskilde Festival, som åbner samme dag.
Rick Astley sendte publikum på tidsrejse
Stemningen var høj, og luften var fuld af publikums forventninger, da det britiske 80'er-ikon Rick Astley indtog en proppet Teltscene fredag aften.
Og den i dag 53-årige poplegende skuffede da heller ikke. Der blev hoppet, sunget, klappet i takt og vrikket med hofter til både gamle megahits, sjælere og nye sange.
Rick Astley, som øjensynligt var i sit es, fortalte både om sit særlige forhold til Danmark på grund af sin danske kone og jokede med sin alder:
- Nu vil vi spille en langsom sang, og det er, fordi jeg er fyldt 53.
Undervejs blev både Rihannas 'We Found Love' og Rag'n'Bone Mans 'Human' flettet ind i sangerens egne hits, og han var heller ikke for fin til at levere energiske cover-versioner af AC/DC-klassikeren 'Highway to Hell', under hvilken han sprang over bag trommesættet, og ikke mindst The White Stripes' 'Seven Nation Army' som reaktion på publikums efterhånden obligatoriske måde at heppe på de optrædende kunstnere på.
Men de største bølger af eufori ramte ikke overraskende under den ikoniske 'Never Gonna Give You Up', som gav Astley et internationalt gennembrud tilbage i 1987, og som senere har gjort ham til et vaskeægte internetfænomen, som muligvis er årsag til, at yngre generationer i dag også er bekendte med hans musik.
Lyt til Rick Astleys megahit 'Never Gonna Give You Up' fra 1987: