Mads & Monopolet til 26-årige Tina: Skam dig ikke over dine sexpartnere

Især ét dilemma fik Monopolet til at reagere, da de sendte live fra Smukfest lørdag formiddag.

Radiovært Mads Steffensen sendte Mads & Monopolet live på Smukfest lørdag formiddag, men måtte afbryde undervejs på grund af kraftigt skybrud. (Foto: © screendump, DR)

Skal man skamme sig over antallet af sexpartnere?

Sådan lød det store dilemma fra 26-årige Tina, der fik Mads & Monopol-panelet til at reagere med et meget klart og rungende: 'Nej!' under live-sendingen fra Smukfest lørdag formiddag.

Tina har lige mødt en sød fyr på samme alder, som hun er meget glad for. Hun har dog en stor bekymring, da det er hendes indtryk, at den nye fyr har haft flere lange forhold og meget få sexpartnere. Og det får Tina til at få det dårligt med, at hun selv har haft 16 sexpartnere, siden hun var 19 år.

- Gør det mig promiskuøs? Det gør mig så ked af det, fordi jeg så gerne vil ændre min fortid. Det er ubærligt, og jeg overvejer at droppe ham på grund af det. Jeg har været naiv og mødt nogle forkerte fyre tidligere, og nu betaler jeg prisen. Hilsen Tina - pigen, der lige nu skammer sig, skrev hun.

Hun ville høre Monopolet, om hun skal fortælle den nye fyr, hvor mange hun har været i seng med - og i så fald, om det kan være en idé at lyve om antallet.

Det fik Monopolet til at reagere prompte. Det bestod lørdag af Simon Juul, Søren Pind, Mads Langer og Stéphanie Surrugue. Sidstnævnte lagde ud.

Monopolet bestod lørdag formiddag af Mads Langer, Simon Juul, Stéphanie Surrugue og Søren Pind. (Foto: © screendump, DR)

- 16 sexpartnere på syv år. Det vil sige cirka to om året. Der er intet at skamme sig over, slog journalist Stéphanie Surrugue fast, mens alle i publikum klappede og hujede.

Hun kom i stedet med en opfordring til Tina.

- Jeg synes, hun opremser så mange grunde til, at hun skal skamme sig, og hun overvejer at gå fra ham. Hun skal tage en dyb indånding, alt er godt. Hun skal være helt rolig, der er slet ingen grund til at stresse, lød det.

- Han bliver da glad, sagde Søren Pind.

Det var Simon Juul enig i.

- Han bliver da absurd glad. Erfaring er en åbenbaring, lød det fra Simon Juul, som sagde, det kunne lyde som om, hun var opdraget i en sekt eller andre steder, hvor det bliver set på som noget dårligt.

- Du er på den grønne gren, du er lige så ren som vand i kirken, forsikrede han.

Se hele klippet med Simon Juuls svar til 26-årige Tina her:

Mads Langer var enig i, at Tina ikke har noget som helst at skamme sig over. Nærmere tværtimod.

- Jeg synes jo som udgangspunkt, at det er vigtigt, man ikke er nærig med sig selv, lød det fra musikeren.

'Man må godt lyve'

Radiovært Mads Steffensen ville dernæst vide, om Tina skulle sige det til sin kæreste - og i så fald hvordan, og om hun skal lyve lidt. Her var der lidt delte meninger.

- I sådan en snak må man godt lyve. Det kommer helt an på situationen. Hun har intet at skamme sig over. I virkeligheden bør han bare få at vide, at det er 16, hvis han spørger. Hvis det nu var 300, kan det da godt være, jeg ville mene, hun skulle dosere sandheden lidt, sagde Stéphanie Surrugue.

- Hvis man sidder over for en, der er jaloux anlagt, eller en, der synes, jomfruelighed er det bedste i verden, synes jeg godt, man må gå lidt ned i tal for husfredens skyld. Det, synes jeg, må høre ind under 'hvid løgn', uddybede hun.

Mads Langer, som blev gift i sidste måned, mener derimod, man skal starte et forhold med at være helt ærlige over for hinanden, da løgnen ellers kan blive noget rod senere i forholdet. Dog er der enkelte undtagelser.

- Jeg har en ven, der hævder, at han har været sammen med 3.500 kvinder. Det ville jeg måske ikke indlede en samtale med i et nyt forhold, sagde han.

Afbrudt på grund af skybrud

Undervejs i Mads & Monopolet kom der et skybrud af den anden verden, der fik det populære radioprogram til at afbryde sendingen i en halv time, da festivalens strømforsyning blev oversvømmet.

24-årige Malthe Raaby stod med begge ben begravet i vand, mens han så Mads & Monopolet, der sendte live fra Smukfest. Han har været med på Smukfest hvert eneste år, siden han var en baby, og mindes kun ét andet år, hvor det regnede lige så meget som lørdag. (Foto: © Rikke Bjerge, DR)

Det trofaste publikum udvandrede dog ikke, men ventede tålmodigt, til regnen stoppede, og programmet atter kunne fortsætte.

De tre veninder Isabella Billing på 29 år, Malene Brøndum på 30 år og Lou Ebbesen på 33 år, var blandt dem, der holdt ud trods heftig regn. De var meget enige med Monopolet i, at Tina, der havde skrevet ind, ikke har noget som helst at skamme sig over.

Malene Brøndum (tv.), Isabella Billing (i midten) og Lou Ebbesen (th.) trodsede regnen og hørte Mads & Monopolet, som lørdag formiddag sendte live fra Smukfest.

- Det er ærgerligt, at den følelse overhovedet kommer op i hende. At hun overvejer, om hun overhovedet skal gå ind i det her forhold, fordi hun har været sammen med 16 er i mit hoved helt forkert, sagde Malene Brøndum.

- Det er synd for hende, at hun skammer sig. Det er en forfærdelig følelse, og det er helt forkert, sagde Isabella Billing.

De tre veninder mente ikke, at man skal lyve om antallet. Dog kan det måske være nødvendigt at modificere det en lille smule, hvis han er typen, der slet ikke kan acceptere det.

- Men hvis det er en helt normalttænkende ung mand, hun har fundet, er det da underligt at starte forholdet med at lyve, mente Lou Ebbesen, som håbede, Tina ville komme til at forstå, at der absolut ikke er noget at bekymre sig over.

- Hvis man virkelig holder af hinanden, bør tallet ikke gøre en forskel, sagde Malene Brøndum.

Ikke et typisk mande-dilemma

Veninderne havde svært ved at se en mand skrive ind til Mads & Monopolet med samme dilemma.

- Det ville være rart, hvis vi piger og kvinder ikke bekymrede os så meget, som vi gør om alt muligt, sagde Malene Brøndum.

- Måske ville det nærmest være omvendt. Han ville skrive ind og skamme sig over, at han ikke havde været sammen med flere, sagde Isabella Billing.

Det var Petter Tofting Aas på 38 år enig i. Han havde også trodset vejrguderne og set Mads & Monopolet til ende.

- Fortid er fortid, mener Smukfest-gæst Petter Tofting Aas, som ikke synes, man behøver at blande sig i, hvor mange sexpartnere ens nye kæreste har haft. (Foto: © Rikke Bjerge, DR)

- Jeg tænker ikke, at en mand ville skrive ind med samme dilemma. Det er, som om det er mere legalt, når det er mænd, der er sammen med flere, end når det er kvinder. Selv om det burde være ens, understregede han.

Han mente, det er helt forkert, at Tina er flov og skammer sig over at have været i seng med 16 personer.

- Som de sagde i panelet, så er det to mænd om året. Jeg ville overhovedet ikke blive skræmt væk. Jeg tænker lidt, som Simon Juul sagde, at det er meget fint med noget erfaring. Jeg tænker, det er helt i orden at møde nogle forskellige mennesker, når man ikke er i et parforhold. Det skal hun overhovedet ikke undskylde for.

Skal hun lyve om antallet til sin nye kæreste?

- Nej, jeg synes aldrig, man skal lyve. Men jeg synes heller ikke, der er nogen grund til at nævne det, hvis det ikke kommer op af sig selv. Jeg ville ikke selv have behov for at spørge ind til det, det er fortid, lød det fra Petter Tofting Aas.

Du kan høre hele live-sendingen af Mads & Monopolet her.