"Det er jo den her musik, du altid har spillet. Det er ligesom dengang, vi var syv år gamle, og du sad og spillede for mig."
Så genkendeligt lød det for Barbro Kuypers' barndomsveninde, da hun første gang hørte de sange, den 25-årige musiker er aktuel med under kunstnernavnet Barbro.
Det fortæller Barbro til dr.dk før en af musikerens første festivalkoncerter i eget navn på den alternative udgave af Alive Festival, Alive i Haven, i Thisted.
Barbro Kuypers, der er ikke-binær og derfor foretrækker at blive omtalt som dem og de, har gennem årene spillet i flere bandkonstellationer og afprøvet mange musikalske genrer. Men aldrig forrest på scenen med sin helt egen musik.
Det har nemlig taget en del år at samle mod til at springe ud med - eller måske nærmere vende hjem til - et lydunivers, som er helt deres eget. En lyd, som folkene bag festivalen i Thisted for eksempel beskriver som "store kompositioner og dramatiske ballader, men i et skrabet, råt format bestående primært af guitar, klaver og strygere."
Og ligeledes mod til at stå i front på scenen med de personlige sange.
Barbro har indtil videre udgivet fire singler i år, som allerede har fået en del opmærksomhed i flere musikmedier, er blevet spillet i radioen og har resulteret i en pæn række festivalbookinger.
- Det har været long time coming, men fordi jeg har spillet i en del pop- og rockbands, så tror jeg ikke, jeg helt har anerkendt den her slags musik overfor mig selv, fortæller Barbro Kuypers, der senest har spillet synthesizer i punkpop-trioen Jenny, som nåede at udgive to hypede singler, inden de for godt et år siden opløste projektet.
Tilfældig start
I kølvandet på Jenny opstod soloprojektet Barbro.
Bandet blev nemlig kontaktet af et velgørenhedsprojekt, der bad om bidrag til fordel for de afviste asylansøgere på Udrejsecenter Sjælsmark. Men da de ikke længere producerede musik sammen, tilbød de tre bandmedlemmer i stedet at sende nogle soloting.
En manager hørte Barbros bidrag - og var vild med det.
- Det satte gang i ret meget for mig. Også helt lavpraktisk. De projekter, jeg har spillet i før, har krævet øvelokaler, mennesker, teknik. Men mit eget her kræver kun mig selv, min guitar og mit elklaver, forklarer Barbro Kuypers, der derfor har udnyttet coronamånederne til at skrive sine egne numre.
Debutsinglen 'I'm Fine', der udkom i januar i år, har de dog hevet frem fra skuffen. Den blev til for fire år siden, da Barbro Kuypers på grund af seneskedehindebetændelse pludselig ikke kunne spille klaver eller synthesizer.
- Men jeg havde en guitar og sad og klimprede lidt på den og fandt det faktisk helt vildt befriende ikke at vide, hvad jeg lavede, fortæller Barbro.
Skulle overbevise sig selv om at være 'okay'
'I'm Fine' blev på den måde "starten på alt muligt", som Barbro selv siger, som for eksempel at de nu er på festivalturne - og den er derfor blevet fast startsang til koncerterne.
Teksten handler om at have oplevet nogle voldsomme ting og at have behov for at insistere på at være okay. Især over for sig selv.
Lyt til 'I'm Fine', mens du læser videre:
- Jeg skrev den i en meget stærk selvoverbevisning om, at jeg havde det helt okay. Der var nogle traumer, som jeg slet ikke kunne finde ud af at bearbejde på det tidspunkt, siger Barbro Kuypers og uddyber:
- Det var både et nært dødsfald og et seksuelt overgreb, som jeg oplevede for fem år siden, og som jeg slet ikke forstod dengang.
De samme temaer vender Barbro Kuypers tilbage til i flere af sine andre solosange, men fra forskellige perspektiver.
- De er mere sådan: "Måske var det det her, der skete", hvor 'I'm Fine' er sådan: "Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg har det fint."
Kvindefrigørelse og sexpositivitet
Den spørgende, undersøgende tilgang er typisk for Barbro Kuypers, der beskriver sine sange som en slags "indre samtaler". Et andet eksempel er den seneste singleudgivelse, 'Sweet Liberation', hvor de beskriver en særlig splittelse mellem krop og sjæl:
- Den handler om at have et sjæleligt jeg, der har alle mulige ideologier og tanker, og som synes, at kvindekroppen er stærk i sig selv, og patriarkatet skal fucke af, men som samtidig også er blevet udsat for ting.
Den konflikt er især tydelig i omkvædet, som starter med linjerne "Sweet liberation, tell me what to do / If I can't even touch myself, can I still be free?" (Søde befrielse, fortæl mig, hvad jeg skal gøre / Hvis jeg ikke engang kan røre ved mig selv, kan jeg så stadig være fri?), forklarer Barbro.
- Den taler ind i alle de her gode ting med kvindefrigørelse og sexpositivitet, men som jeg ikke selv har kunnet praktisere på grund af de ting, jeg har oplevet. Men må jeg så stadig godt være en del af det her projekt, vi har kørende, hvis jeg ikke selv kan leve op til den måde at være frigjort på? spørger Barbro Kuypers - og tilføjer:
- Jeg tror, mange af mine sange er lavet i en samtale mellem de to positioner, mellem alle de gode ting, der sker i verden og ting, jeg mener skal ændres - og så et ønske om at sende al den energi ned til min egen krop og sige: "Det gælder også for dig."
Gemte sig bag sine instrumenter
På det musikalske plan har frigørelsesprojektet fra bandmusiker til soloartist blandt andet handlet om at turde kalde sig selv kunstner og ikke "bare" se musikken som et håndværk.
- Jeg har altid øvet mig vildt meget og været meget disciplineret omkring musikken, fortæller Barbro Kuypers, der startede med at spille violin som femårig og gennem hele sin skoletid nærmest levede på den lokale musikskole i Kolding, hvor de er vokset op.
I mange år handlede det om at blive så teknisk dygtig på instrumenterne som muligt for at overbevise andre og sig selv om, at de kunne mere end synge.
Til sidst blev instrumenterne et værn mod verden:
- I alle mine projekter har jeg gemt mig bag en mur af keyboards eller haft håret nede i en trommemaskine hele tiden. Jeg har aldrig stået loud and proud på en scene på den måde, jeg gør nu. Det har taget mig virkelig lang tid at finde ud af, at jeg også godt må kalde mig kunstner.
Den insisteren har også været en vej til at genfinde noget selvrespekt, forklarer Barbro Kuypers, der er gået fra at se sig selv som en "bikarakter" i sit eget liv til nu at spille hovedrollen.
- Nu siger jeg fra, laver mit eget projekt, insisterer på mit køn og snakker om de problemer, jeg synes, der er i verden - og bare gør de ting, der er gode for mig. Og det har taget mig lang tid at finde ud af, at det må jeg godt, siger Barbro Kuypers.
Har 'fucking meget' at sige
Festivalkoncerterne er først lige begyndt, og til efteråret venter et par spillestedskoncerter. Og der går nok nogle år, før de oplevelser har lagret sig og er klar til at blive bearbejdet og måske ende som nye solosange.
Men én ting er sikkert: Barbro Kuypers har masser på hjerte, som de gerne vil dele ud af.
- Jeg tror bare aldrig, jeg har tænkt, at jeg skulle have så meget plads. Jeg havde ikke rigtigt noget at sige. Det var der nogle andre, der kunne gøre. Men det har jeg, jeg har fucking meget at sige. Og jeg vil gerne sige det.
Lyt til Barbro med 'Don't You Wait For Me (feat. Debbie Sings)':
Første gang, Barbro Kuypers stod på scenen i eget navn og insisterede på, at de havde noget at sige, var til 'Vegas udvalgte' på spillestedet Vega i København tidligere i år. Udover at være en bekræftelse i, at soloprojektet er det helt rigtige lige nu, blev de også mindet om noget, coronatiden næsten havde fået dem til at glemme.
- Det fedeste var egentlig, at det var fucking sjovt at spille musik. Åh, det havde jeg glemt, siger de og udleder et dybt suk:
- Man sidder bare derhjemme og har det mega skrøbeligt og intimt og bliver ked af det og alt muligt og glemmer, at det er helt vildt sjovt at spille sammen med andre mennesker og for andre mennesker.