Når de forventningsfulde festivalgæster står med iglotelte under armene og venter på at komme ind på campingområdet, følger Signe Lopdrup spændt med på sidelinjen.
Og når startskuddet går, og den enorme bunke af glade, unge mennesker løber ind, sætter stænger i teltene og knapper den første øl op, bliver hun bevæget ved synet.
- Det er sådan nogle 'moments', hvor man altid bliver rørt, siger hun.
I mange år havde Roskilde Festival problemer med, at deltagerne, der havde ventet i flere døgn, væltede hegnet.
Men nu er det festivalgæsterne, der selv holder snoren og bliver stående, til de får tegn til, at de må løbe ind. Og det er en succes.
- Jeg synes, at det, der foregår derude, er et helt unikt billede på, hvad vores fællesskab kan, og hvad vi som organisation kan gennemføre ved hjælp af vores tro på mennesker, siger hun.
DR møder Signe Lopdrup, to dage før festivalen åbner for campingområdet.
Solen skinner, himlen er blå, og hun er allerede sommerbrun med sit blonde hår og røde læber. Støvet står i små skyer efter hendes hvide Adidas-sneaks, mens vi traver hen over festivalpladsens gule græs og tørre jord.
- I år er vores største udfordring at sikre underlaget i forhold til støv. Man kan vande, men det hjælper desværre ikke radikalt, siger hun og kigger ned på det knastørre underlag.
Ellers er de godt med. Faktisk to døgn foran tidsplanen. Og da festivalen blev udsolgt allerede i starten af maj, har det betydet, at endnu flere frivillige end ellers har meldt sig under fanerne til at tage en tjans.
Fra jazz til rock og frivillighed
Det med at drive en festival er ikke nyt for 50-årige Signe Lopdrup. Hun har masser af erfaring blandt andet som leder af Copenhagen Jazz Festival i ti år.
Men der er stor forskel på en jazz-festival, som foregår rundt om på spillesteder i København, og en begivenhed som Roskilde Festival, hvor en hel ny by på størrelse med Aalborg skal bygges op fra bunden og et hav af arrangementer og infrastrukturer skal etableres.
På Roskilde er den afgørende forskel de mange frivillige, så da Signe Lopdrup i 2016 fik jobbet som administrerende direktør, tog hun sine sneakers på og gik i gang med at trave festivalpladsen tynd.
Nu skulle hun tale med alt fra scenefolk til medarbejdere i madboden, toiletpassere og områdeansvarlige.
- Jeg galopperede rundt på pladsen for at få talt med folk, nu de var her. Jeg ville høre, hvad der var svært, godt og sjovt. Hvorfor er du her, og hvad laver du her? Alt det der som det er så vigtigt at få en dyb forståelse af, siger Signe Lopdrup.
Hun peger op mod Orange scene, der er ved at blive bygget helt færdig. På toppen af den Orange dug er fastgjort en gul badeand, som senere skal skjules af ledninger og scenelys.
- Det er byggelederen på Orange scene, som kaldes "Anden", der har sat den der. Badeanden er hans signatur. Han har været med i mange, mange år, siger Signe Lopdrup.
Weekenden før Roskilde Festival åbner, skriver "Anden" altid ud til alle de frivillige, at nu må man gerne komme og være med til at rulle den kæmpestore orange dug ud.
- Det er meget rituelt for organisationen. Alle dem, der kan, kommer forbi og hjælper med at rulle dugen ud. Og når scenen står der, får man et sug i maven.
Fællesskabet skal fungere
Roskilde Festival er skabt, bygget, udviklet og driftet af 31.000 frivillige, som er med til at drive den festivalby, der opstår i otte dage hvert år. Og det at arbejde for en organisation af den karakter, er det, der motiverer Signe Lopdrup.
- Det interessante og engagerende er vores helt særlige fællesskab. Og det fællesskab rækker langt ind i den måde, vi organiserer os på og driver ledelse på, siger hun.
Signe Lopdrup ser ikke sig selv som den, der står i spidsen for det hele eller som den, der får maskineriet til at køre. Nej, hendes rolle er at få fællesskabet til at fungere på gode vilkår.
- For mig handler det om at facilitere. At det store samlende fællesskab fungerer og at give rum til, at det engagement, der er omkring at være frivillig, kan leve. Så det betyder i virkeligheden at give meget fri som leder, siger hun.
Studenteroprør og Thylejr
Signe Lopdrups barndom var også præget af frihed og fællesskab. Hendes mor og far var begge studerende, da de mødte hinanden på historiestudiet på Københavns Universitet, og som henholdsvis 21- og 26- årige fik de Signe.
Dengang var det svært at få en lejlighed i København, og det var endnu mere vanskeligt, når man ikke var gift. Men parret, som var en del af 70'ernes studenterbevægelse, fik heldigvis plads på kollegiet "Solbakken", der var indrettet til unge familier.
Stedet var en fest for Signe Lobdrup. Der var altid nogle børn at lege med på den store græsplæne bag den høje, grå kollegiebygning, der lå på Vesterbro.
- Det der med at være en del af noget, har jeg virkelig taget med fra min barndom. Vi var aldrig alene, og jeg husker min barndom som meget fællesskabsorienteret, fortæller hun.
Da Signe var omkring fire år, flyttede hendes mor og far fra hinanden. Faren tog i et kollektiv i Krogstrup ved Skibby i Nordsjælland.
Her kredsede samtalerne rundt om middagsbordet om kvindebevægelse, opgør med autoriteter, og hvordan man kunne bidrage til fællesskabet.
Ferierne gik til Thylejren, Signe Lobrup kom med til både klima- og Vietnam-demonstrationer og gik med under de røde faner 1. maj.
- Der er noget fra den tid, som sætter sig i ens dna. Og det er en meget stærk tro på fællesskabet, siger Signe Lopdrup og smiler, mens hun kigger ud på festivalpladsen.
- Vi er jo næsten jævnaldrende, mig og Roskilde, ik'? Det er på én eller anden måde ikke så underligt, at jeg har det sådan. Det er et spørgsmål om tidsånd, siger Signe Lopdrup.
Netop den ånd er det lykkes Roskilde Festival at holde fast i, mener Signe Lopdrup.
Men Roskilde er noget helt andet i dag, og det hænger sammen med, at festivalen fornyer sig år for år i kraft af den cyklus, den har.
- Der er sådan en rytme med, at man skal bygge fra bar mark hvert år. Man starter ligesom forfra år efter år. Og så skyldes det en beslutning om, at man vil holde fast i det, man kommer fra, nemlig ungdomsoprøret. Det holder vi fast i, når vi lægger programmet, insisterer på at være først med de nye tendenser og har de relevante samtaler for ungdomsgenerationen, siger hun.
Og det bringer os frem til et af Signe Lopdrups absolutte yndlingsøjeblikke på festivalen. Det er, når den unge flok er løbet ind på campingområdet, har fået sat deres telte og pavilloner op og roen falder på.
Fællessang med guitar i den ene lejr og tung technomusik i den anden, folk er klædt ud og krammer hinanden. Så går Signe Lopdrup en tur på campingområdet kl. 22 og kigger sig omkring.
- Det er kulminationen for mig. Jeg elsker bare, når vores by lever igen efter sådan et helt år, siger hun.
- Og når jeg så går i seng i min skurvogn alt for sent, og jeg ligger der og kan høre byen og mærke dens puls, går det i ét med mit hjerte, og jeg bliver helt opfyldt af, hvor fedt det er at få lov til at være med til at skabe det her sammen - i fællesskab. Det er virkelig stort, siger Signe Lopdrup.