Det skete lige der ved G-tårnet på Roskilde Festivals campingområde. Solen skinnede, musikken bragede derudaf med 90’er hits, og Moeisha stod og fyrede den af til festen med en veninde.
Nogle drenge kom og dansede med. Den ene præsenterede sig som Martin og virkede meget interesseret i hende. Hun fortalte ham, hvordan situationen var, men han var fuldstændig ligeglad. Så kyssede han hende. Midt der på det åbne festivalområde, hvor alle kunne se dem. Det var hendes 11. gang på Roskilde, men hendes første kys på festivalen.
- Han var fucking dejlig. Han gav mig den der normale oplevelse, som mange andre piger har. Det var super fedt, siger Moeisha Ali Aden og smiler ved mindet om det øjeblik, hvor hun bare var en af alle de andre.
For som transperson er der i Moeishas liv ikke mange stunder, hvor hun bliver behandlet på lige fod med andre piger, uden at der er tusind private spørgsmål, hun lige skal svare på om sig selv.
Nu møder vi hende her i år på samme område på festivalen. Hun er ikke svær at få øje på i mængden af tusinder af festivalgæster. Graciøst kommer hun gående mellem teltene på campingområdet iført en stor sort hat, bling om halsen og et glimt af en rød BH under den sorte trenchcoat. Hun ved, hun skiller sig ud, uanset hvad hun har på, så som hun siger ’fuck it, jeg kan lige så godt gå hele vejen’.
En af drengene
Siden 2007 har hun været på Roskilde hvert år. De første mange år som drengen Mahamed, indtil hun i 2016 tog mod til sig og skiftede ham ud med Moeisha og begyndte på hormoner for at blive den, hun inderst inde altid har været.
- Jeg var en af drengene og tog på Roskilde med mine straight ciskønnede drenge, hvor vi lavede alt det, man nu gør i en drengecamp. Byggede højttaler-anlæg, var med til ølbong, løftede pigerne op, gav dem karakterer, når de gik forbi. Det var min verden indtil 2016.
Så det var noget af en overvindelse at springe ud som Moeisha.
- Jeg var faktisk ikke så nervøs for, om mine drenge ville acceptere det. Jeg var mere nervøs for, om jeg stadig kunne være en del af gruppen og stadig ligge i vores camp med alt, hvad det indebærer. Jeg vidste, der ville komme reaktioner fra andre, så jeg var bange for, om både de og jeg ville kunne være i det, siger hun.
Folk råbte efter mig
Drengegruppen accepterede hende straks og bød deres nye veninde Moeisha velkommen med åbne arme, og de er i dag meget tætte. Hun får stadig invitationer til alt fra hytteture til at bo i Roskilde-campen, som hun også skal i år. Men selv med vennernes accept var det et forandret Roskilde, der mødte Moeisha i forhold til, da hun var Mahamed.
- Mit første år herude som kvinde - før hormonerne virkede - kunne alle se, at jeg 'bare' var en mand i kjole og makeup. Jeg var utryg, og folk råbte efter mig. Man kunne se det i folks ansigt, den der foragt. Jeg besluttede mig for at komme og besøge campen og se koncerter om dagen, men jeg ville ikke bo på festivalpladsen, husker hun.
Samtidigt havde naboerne i teltområdet et tema, de kaldte 'Sydstatscamp', hvor de imiterede soldater fra den amerikanske borgerkrig. Og det følte hun sig ramt over som sort.
- Campingområderne var lige pludselig ikke et safe space for mig. Det var ikke et trygt sted, men et sted der var skabt til især hvide heteromænd, og det skulle vi bare finde os i. Det kunne jeg ikke leve med, siger hun.
Samtidigt oplevede hun, hvordan hun begyndte at tiltrække sig ufrivillig opmærksomhed.
- Hvis jeg står og snakker med mine venner, og jeg kan se, at nogle fyre kigger og virker interesserede, og de pludselig kan høre, jeg har en lidt dybere stemme, bliver de forvirrede. Jeg kan nærmest se det på deres ansigt. Så synes de, de kan tillade sig at afbryde min samtale med mine venner og spørge: ’Hvad er du, er du en kvinde eller en mand, er du en trans?’ eller ’hvor mange operationer har du fået. Er det ægte bryster?' Folk tror bare, de kan overskride private grænser, fortæller hun.
Det er især, når mørket falder på, og folk bliver fulde, at hun er klar over, at hun skal passe på.
- Jeg laver aftaler med mine venner om, at jeg ikke går alene på festivalpladsen. Jeg går med nogen, det er sikkert, at jeg bliver antastet. Det gør jeg på godt og ondt, for efter hormonerne bliver jeg også antastet som en pige, og det skal jeg også lære at håndtere. Lige pludselig er det ikke mig, der råber efter pigerne, lige pludselig er det mig, der bliver råbt efter.
Kan ikke tisse op ad et hegn
Rent praktisk og logistisk har Moeisha også fundet ud af, at livet som mand var en smule lettere.
- Som mand plejede jeg seriøst ikke at tænke over, hvordan toiletforholdene er herude. Jeg plejede bare at stå op om morgenen og tisse hvor som helst. Det kunne jeg ikke lige pludselig, da jeg var en kvinde. Så jeg skulle pludselig til at planlægge, hvad jeg skulle drikke, og hvornår jeg tisser - velvidende at det at skulle stå i en lang kø til toilettet pludselig ændrer min måde at være her på, siger hun.
Og så er der hele bade-tingen, som hun ikke har fundet en holdbar løsning på endnu.
- Hormonerne virker nu, og jeg får bryster og hofter - alt forandrer sig. Skal jeg så gå i bad med drengene eller pigerne? Jeg har oplevet, at når jeg står i kø, er der kvinder, der rynker på næsen. Omvendt, hvis jeg var transkønnet mand ville det være endnu sværere at være på Roskilde, for du kan hverken gå i bad med kvinderne eller mændene, for du ved ikke, hvordan de vil reagere i situationen, siger hun.
Men Moeisha lod sig ikke slå ud af skældsord og andres trang til at glo. Hun holder på sin ret til at være her og nægter at blive hjemme.
Der er ikke et officielt tal for, hvor mange transpersoner, der er i Danmark, men LGBT Danmark anslår, at 200-400 søger om at skifte køn hvert år i Danmark. Moeisha vil vise andre minoriteter, at livet ikke handler om at gemme sig derhjemme.
- Første gang jeg var her med makeup og dametøj, var jeg rædselsslagen. Men undskyld mig, det er den danske ungdom, der er på Roskilde Festival, og den danske ungdom er også biseksuelle, bøsser, lesbiske og transkønnede. Så prøv at høre, jeg har lige så meget ret til at være her, som I har, siger hun og tilføjer:
- Jeg ser mig selv som aktivist, når jeg går på gaden med høje hæle og går her på Roskildes campingområder. Jeg vil gerne have, den danske ungdom skal se, at der er noget, der hedder transkønnede, og vi har været usynlige i mange år.
Muslim og transkønnet
Udover at være transkønnet er hun også flygtning fra Somalia og muslim. Især det sidste kan give anledning til store kontroverser og diskussioner.
- Jeg kan ikke være transkønnet og muslim på samme tid, siger folk. Men sjovt nok er jeg her, og jeg er ikke blevet ramt af et lyn fra Allah. Så jo, det kan jeg godt, slår hun fast.
Hun er utrolig træt af at høre andres holdning til, at de to ting ikke kan forenes.
- Især fordi jeg så godt ved, de selv laver 4-5 andre 'haram'. De ser porno, rører ved sig selv, har sex udenfor ægteskabet, drikker alkohol. Og sjovt nok stopper koranen ikke dem. Men når det handler om mig, vil de gerne bruge koranen mod mig. De er dobbeltmoralske. Alle, der bruger guds ord mod andre mennesker, er hyklere.
Giv familien sorgtid
Da Moeisha kom til Danmark som flygtning fra Somalia, var hun 11 år og hed Mahamed. Og det giver måske sig selv, at hendes skifte til kvinde ikke blev modtaget med ren begejstring hos alle i den store somaliske familie.
- Nogle mener, at jeg skal i helvede, andre mener, at det er fint nok og accepterer, at sådan er jeg. Det er forbandelsen af at have en stor familie, alle har deres mening om tingene. Men min familie kan hverken gøre fra eller til. De gør deres bedste for at overtale mig, men det bliver lidt svært efterhånden, og jeg tror, de er ved at opgive nu, når de ser mig og tænker ’ok, hun mener det virkelig’, siger Moeisha.
Men hun kan også se det fra deres side.
- Da jeg blev Moeisha, var det slut med Mahamed, så der var en søn, der døde, en fætter og bror, der døde. Det er en sorgproces, og det siger jeg også til de transpersoner, jeg rådgiver. Giv familien den tid, de har brug for til at sørge. Det tror jeg, har hjulpet mig meget, som hun siger.