En del af os har nok på et eller andet tidspunkt haft en lille drøm om at være musiker. Leve et kreativt liv i luksus, have fans og fyre den af på en scene.
Men for de fleste bliver den store musikkarriere bare i fantasien.
Vi har mødt fire unge danskere, som ikke bare vil nøjes med at drømme. De var lørdag med til at åbne Roskilde Festival i opvarmningsdagene med ti minutters optræden og fortæller her, hvordan det er at arbejde sig frem i den danske musikbranche.
Yakuza
Sangerinde og rapper fra København, der lige nu er ude med ny musikvideo til sangen Balenciaga.
Hvor lang tid har du været i gang som musiker?
Man kan sige, at jeg har været det hele livet, men jeg tog et turn, lige da jeg kom ud af gymnasiet, hvor jeg arbejdede to jobs i et halvt år og sparede op. Så tog jeg til London og studerede musik på Tech Music School. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at kontakte nogle producere og sendte min musik rundt.
Er det hårdt at prøve at slå igennem?
Det er det. Og jeg tror måske også, det er grunden til, at vi snakker om en mangel på kvinder på den danske musikscene.
Vi er ikke så store 'go-getters', som drenge er. Og vi har måske ikke lært fra små, at vi kan gå efter drømme på samme måde som drenge. De er producere, de er trommeslagere og nørder musik. Nu taler jeg generelt, og det er selvfølgelig ikke alle. Men jeg tror, det er noget med at tro lidt mere på, at man kan sine ting og vide, at det er hårdt arbejde. 'Jeg sætter mig ned og skriver en sang eller tekst om dagen.' Der er kun én vej frem.
Hvad er det hårdeste i branchen?
At få lov til at sige de ting, som jeg gerne vil sige. Der var en lang kamp, hvor jeg fik at vide, at jeg var for eksplicit, når jeg sendte mine ting rundt til pladeselskaber. Jeg fik lidt en mundkurv på: 'Det er folk ikke klar til at høre fra en pige'. Og jeg føler også, at drengene ikke har været helt så gode til at bakke os op og lukke os ind i miljøet. Det har været svært at få taletid som kvinde. Tag mig nu seriøst, giv mit et spot og add mig på de playlister.
Hvad er du mest stolt over?
Jeg er rigtig, rigtig stolt over at stå her i dag. Og at mine ting begynder at streame, og at jeg ser en stigende interesse for min nye video 'Balenciaga'.
Hvad er drømmen – hvor er du om nogle år?
Drømmen er at tage alle Danish Music Award-statuetterne til næste år. Og derfra vil jeg selvfølgelig rigtig gerne ud over grænserne. Jeg rapper, skriver og synger også på engelsk, så det er en drøm lidt længere ude i fremtiden.
Lyt til Yakuza med 'Balenciaga':
Goldie
Den 22-årige rapper Goldie, hvis borgerlige navn er Glodie Topenya, er vokset op i Skanderborg og senere flyttet til Aarhus.
Hvorfor blev det musik for dig?
Jeg ved godt, det lyder totalt kliché, men jeg har altid elsket at lave musik, så hvorfor ikke satse på det? Jeg har altid holdt pauser, men jeg er altid startet igen. Jeg gik på produktionsskole og lavede musik der, men stoppede igen på grund af... ja, jeg var teenager. Og ja, så tænkte jeg, hvorfor ikke give musikken endnu en chance? I'm a bad bitch.
Jeg vil ikke kalde mig selv en pigerapper eller en kvindelig rapper. Jeg er bare en rapper, som skal være den bedste rapper i Danmark. Ærligt.
Hvad er du mest stolt af?
Jeg er stolt af al den buzz, jeg har fået. At mennesker, jeg ved hvem er, har delt mine ting. Og hvor langt jeg er nået som person. Jeg har lært mig selv at kende rigtig godt på kort tid. Og endelig at jeg gjorde det, mand.
Har du noget ritual, inden du går på scenen?
Min bedste veninde sagde til mig: 'Dine nerver sidder i maven, så du skal altid holde dig på maven, inden du skal på scenen, og så trække vejret'. Så det prøver jeg på at gøre. Og så tager jeg et shot Hennessy (cognac), inden jeg skal på scenen. Det gør jeg altid, faktisk. Det hjælper rigtig godt, og ens stemme varmer op, fordi det er så varmt.
Hvor er du om to år?
Om to år har jeg nok lavet et album. Min økonomi er blevet mere stabil. Jeg er et sted, som jeg kun kan drømme om at være. Der, hvor jeg tror, det er umuligt at være - det er der, jeg er.
Lyt til Goldie med 'Normalt galt freestyle':
Lille Høg
Bjarke Bech er 25 år og fra Svendborg. Han er producer og musiker, og er blevet kaldt manden bag en ny bølge af soundcloud-rap som Yung Coke og Pizzagang.
Hvorfor blev det musik for dig?
Fordi alt andet var kedeligt, haha. Dengang man skulle til at tage stilling til, hvad man ville lave, syntes jeg, det hele var noget pis. Jeg kunne bare så godt lide at lave musik, og så blev jeg bare ved med det. Indtil videre har jeg ikke haft behov for at lave andet endnu. Det problem tager jeg til den tid.
Hvor lang tid har du været i gang som producer og musiker?
Uprofessionelt i 11 år. Professionelt i fire år. Jeg er producer, men hvis folk spørger mig, hvad jeg laver, siger jeg 'musiker', fordi producer lyder som sådan en douchebag-titel. Der er mange idiot-producere derude. Og hey, jeg kan godt spille på et klaver.
Er det hårdt at prøve at slå igennem?
For mig har det aldrig været et mål at slå igennem direkte. Det har aldrig rigtig tiltalt mig at lave sådan et fucking hit, eller hvad det er, folk prøver at lave. Jeg gider ikke være i musikbranchen på den der kedelige måde, hvor man tænker: 'Åh, jeg håber, den her streamer meget', og at man med vilje prøver at lave ting, man tror virker. Tal har aldrig drevet mig. Jeg har altid lavet noget, jeg syntes var grineren, og så har folk heldigvis samlet det op, før jeg nåede at tænke: 'Jeg skal aldrig lave musik mere'.
Hvad er du mest stolt af?
At være med til at starte den her sindssyge hiphop-bevægelse, der er i Danmark. Hiphop har været en ting i lang tid, men den her nye slags hiphop med ny lyd. Da vi lavede 'Yung Coke' og 'Pizzagang', var det meget frontløberen for meget af det shit, der sker nu. Om et par år kommer det til at være helt udbredt, så det er jeg rigtig glad for at have været med til tidligt. Det synes jeg er sygt nice. Selvom jeg ikke har fundet på den nye lyd, har jeg været med til at bringe den til Danmark.
Hvad er drømmen i fremtiden?
Forhåbentlig står jeg på en større scene. Den allerstørste drøm er at arbejde med Future og Drake og Kanye West. Hvis jeg kan arbejde med de tre, vil jeg være sindssygt glad. Jeg har det altid, som om jeg først lige er gået i gang. Uanset hvad jeg har lavet, hviler jeg aldrig på laurbærrene. Når jeg får en single ud, er jeg bare sådan: 'Fuck den, nu skal vi lave noget vildere og større'.
Lyt til Yung Coke feat. Lille Høg og Guacamole Niller med sangen 'For ung til at ha min egen bando':
Baby Bino
22-årige Kasper Gruve Jakobsen fra København er rapper og blandt andet kendt for 'Blæst Hver dag' og 'God Mad'. Du kan læse mere om ham lige her.
Hvorfor blev det musik for dig?
Jeg syntes, det var grineren at spille fodbold, da jeg var lille, men så gik det op for mig, at jeg ikke kunne blive lige så god som dem fra min klasse. Man vil jo altid gerne være den bedste, og så valgte jeg noget andet. Det var i 8. klasse, og så begyndte jeg at skrive sange. Rap og hiphop er også sådan lidt konkurrenceagtigt.
Hvor lang tid har du været i gang som musiker?
Som erhverv har det været siden 2015-16, hvor vi begyndte at tjene penge på koncerter. Folk begyndte at kende min gamle gruppe 'Pizzagang', vi fik nogle koncerter, og så var det første gang, jeg prøvede at leve det der liv. Det er sjovt, for man laver jo det, man godt kan lide.
Hvad er det hårdeste i branchen?
Det praktiske. Og hvis man har taget et level op og lavet en sang, der er gået bedre, end det plejer at gå, vil man gerne have, at den næste går lige så godt. Så kan man føle lidt pres. Men det skal man bare arbejde på at lære ikke at lægge på sig selv. Man skal ikke tænke på de forventninger, der er til en.
Hvad er du mest stolt af?
Det er altid fucking svært at svare på. Jeg er da stolt af nogle kan mine sange. Jeg har set nogle klip fra en dokumentarfilm, hvor der står nogle piger og synger mit omkvæd. Det er da fedt at se, at folk responderer godt på det musik, man laver.
Hvad er drømmen i fremtiden?
Drømmen er at stå på Orange i stedet for her. At nå til det punkt.
Lyt til Baby Bino med 'Sprite':