- Hvad så, Roskiiiiilde?!
Det brede smil skinner om kap med pailletterne på de lyserøde glimmerbukser, inden en overvældet Jada igen griber mikrofonen.
- Jeg er simpelthen så glad for at se jer alle sammen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, så I rent faktisk tror på det, men jeg mener det virkelig, siger hun.
Menneskehavet foran scenen svarer igen med jubel og klapsalver, mens hundredvis af farverige håndvifter, de er efterhånden blevet et trademark for sangerinden, danser over hovederne på publikum i triumf.
Selvom klokken kun er 13 – nærmest umenneskeligt tidligt i en festival-tidzone – er tusindvis af festivalgæster fredag mødt op for at opleve den danske popkomet Jada optræde på dette års Roskilde Festival.
En koncert, der byder på sprød pop, lyserød konfetti, en kæmpe blomsterprydet gynge og slutter af med, at hovedpersonen selv crowdsurfer sin vej gennem et euforisk publikum.
Se Jada crowdsurfe under nummeret 'Keep Cool' her:
Et par timer efter koncerten møder vi Jada backstage.
- Hvordan var det egentlig at stå på scenen?
Det har hun svært ved at svare på. Oplevelsen er stadig så frisk i erindring, at den ikke rigtig har bundfældet sig.
- Jeg er stadig helt overvældet. Men det, jeg kan huske fra koncerten lige nu, var helt fantastisk. Jeg er meget rørt over den opbakning, vi fik fra publikum, siger Jada, der sidste år spillede på den lille Countdown-scene, men i år var rykket ind på den noget større scene Avalon.
- Sidste års koncert var ret speciel for mig. Koncerten var helt fantastisk, og jeg nød at stå på scenen, men samtidig var det en periode, hvor jeg havde det virkelig skidt med angst og stress. Så følelsen af at være tilbage her på Roskilde er ret specielt for mig, siger hun.
Se billeder fra Jadas koncert på Roskilde Festival her:
Kæmpede sig tilbage efter personlig nedtur
Få måneder efter sidste års koncert måtte Emilie Molsted, som Jada hedder i civil, nemlig trække stikket på en ellers sprudlende karriere, da hun i efteråret gik ned med stress og angst.
Det havde tæret på hende at skulle leve op til sine egne og andres forventninger til, hvordan hun var den gode kæreste, den perfekte datter, den bedste ven og den fejlfri popstjerne.
Så hun trak sig fra rampelyset og søgte tilflugt i barndomsbyen Bisserup, hvor hun fik ro og plads til arbejde med sine problemer og få hovedet på rette køl.
Ved årskiftet vendte Jada tilbage med fornyet energi og en ny mentalitet. Det handlede ikke længere om at være perfekt og altid skulle leve op til egne og andres forventninger. I stedet handler det i dag om én ting for den 25-årige sangerinde: At have det godt.
- Og jeg har det simpelthen så godt lige nu. Jeg er et virkelig godt sted, siger hun, inden hun tager en slurk af sin lyserøde rabarber-drink, der fint matcher glitterbuksen fra scenen, som hun stadig har på.
Den indre perfektionist, der bar en del af skylden for krisen sidste efterår, kæmper Jada stadig med at tøjle, men hun har også lært at acceptere, at den til tider vil dukke op til overfladen.
- Det har været sundt at blive bevidst om, at jeg er perfektionist, og at jeg lige skal holde øje med, at det ikke tager overhånd. Men jeg slår heller ikke mig selv oven i hovedet, hvis jeg alligevel ender i perfektionistfælden. 'Det skete, og så er det sådan', tænker jeg så. Jeg tager lidt lettere på tingene nu, forklarer hun og bruger dagens koncertbrag som eksempel:
- Jeg blev så overvældet af publikums reaktioner, at mit hoved var helt tomt for ord, og jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Tidligere havde jeg måske banket mig selv oven i hovedet og tænkt: 'Ej, du skulle have forberedt dig noget mere. Hvorfor sagde du ikke sådan og sådan?'. Men sådan er det ikke længere. I dag tænkte jeg bare: 'Jamen, så bare sig, hvad der falder dig ind, når du har noget at sige'. Det er, som om der er kommet lidt mere elastik inde i mit eget sind.
Ville ikke ofre alt for det perfekte album
Jada debuterede i slutningen af 2017 med sin første single 'Keep Cool' og har senest hittet stort med nummeret 'Lonely', ligesom hun i starten af året blev hædret med den prestigefyldte P3 Talentet-pris ved årets P3 Guld.
I sidste uge siden udsendte hun så sit længe ventede debutalbum – et album, der har været flere år undervejs.
- Jeg har egentlig være ret rolig omkring, at albummet skulle ud, men de sidste to uger inden udgivelsen gik jeg pludselig i panik og tænkte: 'Det er jo lort. Alt er lort'. Så det var en stor lettelse, da albummet kom ud og fik lov til at møde resten af verden, for jeg er meget stolt af det album, fortæller Jada om pladen, der bærer titlen 'I Cry A Lot'.
Det er en titel, der ikke skal tolkes så brutalt, som den måske i første omgang kan lyde.
- Titlen kom til mig, da jeg sad og tænkte over, hvordan de sidste to år har været. Og én ting, der har gjort sig gældende – uanset om jeg har haft det godt eller skidt – er, at jeg har grædt meget.
- Jeg har let til tårer, og det kan til tider føles lidt skamfuldt, men det er det jo ikke. Jeg græder bare meget. Når jeg er glad, når jeg griner, når jeg er vred, når jeg er trist, når jeg er træt. Så titlen er på en måde bare et faktum. 'Jeg græder meget, og hey, her er min nye plade. Værsgo', siger den unge hitsangerinde med et grin.
Se Jada optræde med hittet 'Lonely' under sin koncert på Roskilde her:
Processen med at få det ti sange lange album i hus er på mange måder blevet påvirket af sangerindens nye mantra om at have det godt.
- Jeg har prøvet at udfordre den der tanke om den lidende kunstner, der skal ofre alt i jagten på det perfekte værk. Jeg vil gerne være ærlig i min musik og arbejde hårdt, men jeg vil ikke ofre alt. Jeg vil have det godt samtidig, siger hun og fortsætter:
- Det har handlet meget om at sige: 'Hvordan laver vi det her så godt, som vi kan, uden at vi skal ofre os selv på albumbålet? Uden at brænde ud eller få stress?'. Og det, synes jeg, vi er lykkes med. Jeg har det i hvert fald rigtig godt.
Vil du se mere til Jada? Den 25. august er der premiere på programmet 'Jada - Lillebitte, kæmpestor' på DRTV, hvor du kan følge Jadas kamp med angst og stress og tilblivelsen af hendes nye album.