'… og så brækkede han benet på stedet': Kendte musikere deler røverhistorier fra Distortion-kaos

Nej, Distortion bliver ikke til noget i år. Men vi hylder alligevel den berygtede gadefest.

(© Anthon Unger/Ritzau Scanpix)

- I bliver nødt til at gå væk herfra, ellers dør nogen lige om lidt. Jeg spiller ikke, før I har gjort plads.

Der var så proppet denne onsdag aften i 2011 under Distortion i indre by i København, at nogen var nødt til at gøre noget. Og denne nogen blev rapperen Kidd, der ifølge Politiken som den første tog ordet og forsøgte at få styr på masserne, før nogen kom til skade.

Der skete heldigvis ingenting, men det gav anledning til selvransagelse i ledelsen hos den københavnske gadefestival.

- Vi bliver nødt til at tænke over, hvad fanden det egentlig er, Distortion er blevet til, sagde pressechef Christian Langballe dengang til Politiken.

2011 var på en måde året, hvor Distortion blev voksen. Der er et Distortion før og efter 2011.

Hvert år er politiet på jagt efter gadetissende gadefestgængere, og det fører også nærmest årligt til diskussioner om, hvorvidt Distortion skal have lov at fortsætte. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

I anledning af den kedeligste festivalsommer i mands minde sætter vi gennem 'Musiksommer 2020' spot på nogle af de festivaler, vi normalt ville nyde med dåseøller, snaskede burgere og hæse stemmer, men desværre må undvære i år. Og i denne uge er vi nået til Distortion.

Distortion fandt sted første gang i 1998 som små fester for kunstnere, dj's og en indre kerne af københavnere, før den fra 2000 for første gang rykkede rundt i byen én dag ad gangen med små grillfester i baghaver.

Der var ifølge arrangørerne mellem 30 og 200 personer til hver forsamling dengang. Det var ikke helt aftalt med politiet og kommunen, og det var på mange måder uplanlagt og kaotisk.

I 2007 holdt Distortion den første store fest med omkring 1.500 mennesker på Enghave Plads på Vesterbro, og derfra voksede og voksede antallet af gæster, mens organisationen i store træk forblev den samme.

Få hele Distortions historie forklaret på halvandet minut i videoen her:

Men efter 2011 begyndte professionaliseringen af Distortion, der som organisation voksede og ikke længere blot bestod af kaotiske gadefester for særligt indviede københavnere.

I dag er Distortion allemandseje og har tilrejsende gæster fra udlandet, aftaler med kommunen, en lang række lukkede fester, der kræver armbånd, samt Nordens største elektroniske festival i Distortion Ø.

Og fordi vi savner gadefesten, har vi snakket med de to dj's Tomas Barfod og Faustix for at forstå det særlige ved Distortion - og for at få nogle røverhistorier, der indkapsler den omdiskuterede gadefestival.

Tomas Barfod: 'Det var et helvede dengang'

Tomas Barfod er en del af bandet WhoMadeWho, hvor han spiller trommer. Ved siden af har han også udgivet musik i eget navn. (Foto: © PYMCA, © Gonzales Photo/Kim Matthai Leland)

Tomas Barfod er dj, trommeslager i WhoMadeWho, og så har han været en del af Distortion siden de helt tidlige år. Først som optrædende med WhoMadeWho, så som gæst og fra midten af 00'erne bookede han artister for dem i en fem års tid.

- Det var jo et helvede dengang. Det rene kaos. Artister forventede ofte et ordentligt hotel og endte med at blive booket ind på et hostel med fællesbad og sådan noget. Det var meget DIY (gør det selv). Hele dna'et for Distortion er jo kaos, og det var ofte noget med, at man reddede det i sidste sekund.

Han har oplevet sin del af Distortion-kaos på nærmeste hold, men den episode, der står klarest tilbage, begynder i et næsten færdigt parkeringshus i Ørestad-bydelen af København i slutningen af 00'erne, hvor der var sat flere scener op.

- Jeg var booker og med til at afvikle det, men jeg havde ikke fået et armbånd, så jeg kunne ikke komme ind, hvor jeg skulle og rundt bag scenerne, fortæller han.

En af efterfesterne efter gadefesten i 2014 foregik i DGI Byen, hvor blandt andre Tomas Barfod dj'ede. (Foto: © Betina Garcia, Scanpix)

På et tidspunkt ankommer en gruppe tyske dj's, der er kørt hele vejen fra Berlin, men der var overhovedet ikke nogen, der kunne tage imod dem og hjælpe dem ind.

- Så de var ret sure allerede. Der var også en middag, de ikke kunne komme ind til, og der manglede både alkohol og et værelse til dem. Da de så senere endelig fik adgang til et værelse, havde brandvæsenet lukket det. Så de blev ikke ligefrem mindre sure.

Aftenen gik, og de tyske gæster nåede et punkt, hvor de blev ligeglade og i stedet bare ville feste. De endte til en eller anden efterfest ved Amagerfælled.

- Det endte med, at den ene blev kørt rundt i en golfvogn af nogen fra Distortion, indtil han pludselig væltede ud af vognen og brækkede benet på stedet, fortæller Tomas Barfod grinende.

Den episode står for ham tilbage som et godt billede på, hvad Distortion var: Kaos. Et logistisk helvede - men med en vis charme.

- Mit indtryk er, at det er blevet meget mere tjekket nu. Der er også så store navne nu, at man ikke tjekker dem ind på hostels.

Faustix: Kaos - men cool at spille der

Faustix modtog guld i USA for singlen 'Revolution', som han lavede med blandt andre Diplo. (Foto: © GONZALES PHOTO PETER TROEST)

- Man spiller helt klart på Distortion, fordi det er cool.

Så simpelt kan det ifølge Morten Olsen - bedre kendt under kunstnernavnet Faustix - siges.

Han har selv optrådt der hvert år siden 2014 og skulle også have optrådt på to scener i år.

Faustix har da også oplevet lidt af hvert i sine år på festivalen. Klarest i erindringen står en oplevelse fra backstage, før han selv skulle spille.

Faustix spillede sidste år på Nørrebro, hvor han fik sin kone, bloggeren Irina Olsen, med på scenen. Mens hans dj'ede, pumpede hun en CO2-kanon ud over publikum. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)

- Der er kun det her ene bord, og det er proppet med tomme flasker, forklarer han. En anden dj spiller, og jeg er næste navn.

- Der står så den her fyr, der helt tydeligt har været i gang siden morgenen. Han er helt blæst og står bare og snakker med sig selv. Pludselig springer han to meter op i luften og bodyslammer det her bord med flaskerne, forklarer Faustix grinende.

- Ingen aner, hvem han er, eller hvad der foregår. Han rejser sig, hans tøj og backstageområdet nu er helt smadret, mens han råber "Fuck, det er fedt mand!".

Faustix selv ville bare hurtigt hjem til Nordsjælland og familien igen. Det kan godt blive lidt for kaotisk og festligt.

Og så er Distortion i øvrigt det eneste sted, hvor Faustix har haft vagter med rundt, når han har spillet:

- Det er det rene kaos.