Lyt til sangen 'For What It's Worth' med Liam Gallagher, mens du læser.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b1ae0bda11f9f178827c8eb
Rock & Rollers - not many of those these days!
Med de ord gav den tidligere Oasis-frontmand Liam Gallagher publikum på Northside Festival en lektion i, hvordan en ægte rockstjerne giver koncert.
I sin oversized armygrønne frakke virkede det som om, at Liam Gallagher havde glemt det fremragende danske sommervejr i Aarhus. Men det forhindrede ham ikke i at levere hits fra sit soloalbum 'As You Where' samt nogle af de allerstørste hits fra Oasis-dagene.
Flaben fra Manchester viste sine talenter på både maracas og tamburin, og under nummeret ’Wonderwall’, koncertens sidste, smed han tamburinen ud blandt publikum.
Her var 21-årige Stinus Kruse fra Silkeborg den heldige, der stod på det helt rigtige sted.
- Jeg var oppe på min kammerats skuldre under det sidste nummer, og så var jeg bare på det rigtige sted, siger Stinus Kruse med en blanding af chok og glæde i stemmen, inden hans kammerat bryder ind:
- Vi kunne fornemme, at der var noget under opsejling, og så siger Stinus: Jeg skal op på dine skuldre. Og så kaster jeg ham nærmest op på scenen, lyder det fra ham med et grin.
- Han var virkelig i storform
Flere gange under koncerten fik Liam Gallaghers bemærkninger fra scenekanten publikum til at bryde ud i grin.
Som da han snakkede om, hvor irriterende det er at skulle forholde sig til brexit - fuck brexit!, og da han kaldte et af sine bandmedlemmer for en ’wanker’.
Det var da også en Liam Gallagher i absolut topform ifølge 31-årige Philip Temple.
- Højdepunktet var ham som person. Jeg synes, han var fucking genial. Det er fedt at have en hooligan oppe på scenen, som fyrer pis af - det kan jeg kun være fan af.
- Han joker rigtig meget med publikum, og det er en del af hans personlighed. Det synes jeg er mega fedt, siger Philip Temple.
Liam Gallagher spillede kun fire af hans nye numre, og det var for lidt for 31-årige Morten Tandrup fra Aarhus.
- Det er fedt nok, at han kommer og rider på Oasis-bølgen, men jeg ville faktisk gerne have hørt mere af det nye - eller nogle af de lidt dybere Oasis-numre - ikke bare de sikre hits, siger han.
- Fik det vi kom efter
En som til gengæld var rigtig begejstret over de mange Oasis-numre var 35-årige Paw Trolle. Han havde taget konen med til Northside for første gang siden fødslen af deres søn.
- Jeg er stor fan af Oasis. Det var verdensklasse, og det er det, vi er her for - eller jeg er kommet her for at hygge mig med min kone uden vores søn, men ren musikalsk var det Liam, jeg glædede mig mest til.
Han var i det hele taget begejstret over fredagens musikprogram, som var spækket med sange fra bandet, der brød frem i 90’erne.
- Northside er for mig også en festival for 'gamle' mennesker. Det er lidt som at leve i fortiden. Hele dagen er nostalgisk med Liam Gallagher, Dizzy Mizzy Lizzy, som vi hørte, da vi var unge, og Queens of The Stone Age.