Norsk hitmager skabte intens nattefest på Tinderbox: 'Man bliver aldrig træt af at lytte til ham'

Den norske DJ Kygo rullede den store hitparade ud, da han gæstede Danmark på Tinderbox fredag aften, og det var lige, hvad publikum ville have.

Publikum var vilde med den bare 26-årige DJ, der lynhurtigt blev verdenskendt med numre som 'Firestone' og 'Stole the Show'. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Fredag aften satte Kygo scenen for en af årets største fester på Tinderbox.

Med sin fængende og tropiske pop-house blev der skruet op for varmen på pladsen foran Rød Scene.

Publikum tog da også godt imod den norske DJ med det borgerlige navn Kyrre Gørvell-Dahll, da han spillede sine monsterhits ’Firestone’, Stole the Show’ og ’It Ain’t Me’ - sidstnævnte kan du høre lige her:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b3678c26187a612bca8e241

En af dem, der havde ventet længe på at opleve Kygo, var 20-årige Denise Engelkestock, der befandt sig få meter fra scenekanten, mens superstjernen fyrede sin hitparade af.

- Det var megafedt. Men nu var jeg også til hans koncert i februar i København. Og det er jo svært at leve op til den første gang, man ser ham. Men han spillede rigtigt mange af sine egne sange, og det er det, man bare kan fyre den af til, siger hun.

Denise Engelkestock har været fan af Kygo længe. Og det er hendes fortjenste, at Mads Krag Hillbrandt i dag også kan kalde sig fan. (Foto: © Christian Mejdahl, DR)

Hun så koncerten sammen med Mads Krag Hillbrandt på 19 år. Han er først blevet fan af Kygo i den senere tid under indflydelse af Denise.

Han synes, det var særligt fedt, at man kunne mærke Kygo, selvom det "bare" var en DJ-koncert.

- Det er fedt, at han integrerer publikum og ikke bare står og sætter en plade på. Man kan jo se, han fyrer den af deroppe, og man får lyst til at give den gas sammen med ham, når han beder os om at hoppe eller han sætter sig ned til klaveret og spiller akustisk.

- Det giver bare lidt ekstra, og man føler, at han gerne vil give os fans en god oplevelse, siger han.

Pelle Peter Jensen, P3-vært og DJ

  • Kygo har været med til at opfinde Tropical House-genren, som var rigtig stor for to år siden. Det er elektronisk, men det er ikke tramper-amok-musik, og derfor kan det også spilles i radioen.

  • Han er virkelig god til melodier, og det er jo noget af det vigtigste - uanset om man spiller metal, klassisk eller elektronisk.

  • Jeg kan godt frygte en smule, at han er en kunstner som dør, når genren dør om et år eller to. Han er stadig et kæmpestort navn, men han skal genopfinde sig selv, hvis han stadig skal være relevant.

Mere afdæmpet end andre DJs

Selvom Kygo blot er 26 år gammel, har nordmanden allerede formået at gøre stor karriere på den internationale musikscene.

Han har blandt andre arbejdet sammen med navne som Selena Gomez, Ellie Goulding og OneRepublic.

Og netop de mange hits var også noget af det, der tiltalte Kristian Johansen på 23, der også så koncerten og har lyttet til Kygo i lang tid.

- Man kender alle numrene, og han har skabt en ny genre med tropical house. Og det er virkelig noget, der fanger.

- Det er mere afdæmpet end for eksempel TooManyLeftHands eller Steve Aoki, der også spiller her, og som godt kan blive lidt hårdt og party-agtigt. Kygo har jo også sange, man bare kan læse lektier til. Man bliver aldrig træt af at lytte til ham, siger han.

Kristian Johansen og Sidsel Kreuz er begge fra Odense og skulle direkte hjem efter koncerten for at lade op til endnu en dag på Tinderbox næste formiddag. (Foto: © Christian Mejdahl, DR)

Kristian Johansen var til koncerten sammen med Sidsel Kreuz, der var solgt til stanglakrids til koncertens finale, da Kygo forlod sin DJ-pult og satte sig ned til klaveret for at spille en akustisk udgave af et af sine største hits i form af ’Firestone’.

- Man blev meget tilstedeværende, og man kunne også virkelig mærke ham, og at det var 'live', fortæller hun.

Sammen anbefaler de, at man lytter til ’Remind Me to Forget’, hvis man vil føres godt ind i Kygo-universet.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b36cac7a11f9f14b036fbd5

- Det nummer stadfæster, hvad ham og hans genre står for. Det er det rene tropical house, som han har skabt. Den melodi kommer virkelig igennem, siger Kristian Johansen.

Anmeldere kaster sig om med stjerner

Kygo får også ros med på vejen af anmelderne. Fyens Stiftstidende giver ham fem stjerner og skriver, at han skabte en fællesskabsfølelse, der ellers kun har været at finde til Depeche Mode på Tinderbox.

Gaffa svinger sig op på fire stjerner. Musikmagasinet skiver blandt andet, at "Kygo ejede scenen og guidede sit stort fremmødte publikum med gode vibrationer og dagdrømme mod øde bounty-øer fra første taktslag".