Mø blev starstruck over Birthe Kjær - og 5 andre ting du gik glip af på Smukfest

Torsdagen på Smukfest bød blandt andet på stjerne-tårer, gennemblødte fans og royalt besøg.

OBS! Videoer i denne artikel kan ikke længere afspilles, da DR ikke længere har rettigheder til at vise dem på dr.dk.

Mew sendte kuldegysninger gennem bøgeskoven

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b6c6706a11fa0040402c9d9

Blandt de mange kunstnere, der spillede bøgeskoven op torsdag, var den danske rockgruppe Mew.

Den danske trio har spillet sammen siden 1995, og fik for alvor deres store gennembrud med pladen 'Frengers' fra 2003.

På den populære skive finder man blandt andet nummeret 'Comforting Sounds', der i dag er ét af bandets allermest populære numre - og det var da også netop denne følsomme sag, som Mew havde valgt at lukke deres koncert på Smukfest med.

Se gruppen sende kuldegysninger gennem bøgeskoven med 'Comforting Sounds' i videoen herover og se flere numre med Mew øverst i artiklen.

Kronprins på fornemt besøg

(Foto: © SCANPIX)

Omkring 50.000 gæster og frivillige fester i disse dage løs i det jyske, men torsdag fik festivalpladsen ekstra fint besøg.

Kronprins Frederik lagde nemlig vejen forbi årets Smukfest, hvor han ifølge Ekstra Bladet hang ud i backstageområdet bag Bøgerscenerne, hvor mange af årets hovednavne giver koncert.

- Jeg skal nyde det, jeg ser her, og der er et godt program, sagde den musikglade kronprins til Ekstra Bladet.

Kronprinsen afslørede ikke, hvilke koncerter, der stod på den royale 'must see'-liste. Men klokken 00:25 var han i hvert fald til koncert med Nephew, som fik royalt besøg på scenen til publikums store begejstring.

Mø rørt til tårer med Birthe Kjær

Mø (t.h.) sammen med Birthe Kjær (t.v.). (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, (c) Ritzau Scanpix)

Det var en meget rørt Mø, der torsdag fik overrrakt årets Smukfestpris, der også er kendt under navnet Polka Verner Legatet.

Den danske elektro-pop sensation modtog prisen sammen med Birthe Kjær, der ligesom Mø udover æren også fik det medfølgende legat på 100.000 kroner.

- For at være helt ærlig, så føler jeg mig meget som den samme person som for seks år siden, før alt det her rigtig startede. Men når så sådan nogen ting som det her sker, så kan man lige mærke det og så bliver man rørt ad helvede til. Det gjorde jeg i hvert fald, lød det fra Mø, umiddelbart efter, hun fik prisen i hånden.

Det betød også meget for hende, at modtage prisen sammen med dansktop-veteranen, Birthe Kjær.

- Hun er jo en kvinde, jeg er vokset op med som barn. Hun er en kæmpestor dansktopstjerne. Og hun har altid været sig selv og har gjort sin ting og arbejdet hårdt og det er vildt inspirerende. Jeg synes virkelig, hun i den grad er en dansk legende.

- Det gør det endnu mere særligt at få lov til at dele den med hende og få lov til at møde hende, helt ærligt, jeg er altså rimelig starstruck.

Medina-hit holder stadig

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b6c7ec7a11fa0040402cadc

I år er det ti år siden, at Medina for første gang satte ild til de danske dansegulve med kæmpehittet 'Kun for mig'.

Torsdag beviste hun så endnu engang, at den ti år gamle diskoteksbasker i den grad stadig holder, da hun spillede op til fest i Skanderborg.

Udover 'Kun for mig' bød Medinas koncert på en perlerække af andre hits - blandt andet nummeret '100 dage', hvor sangeren Thomas Helmig gjorde sangerinden selskab.

Rock i regnkaos

Forsanger i Dúné Mattias Kolstrup bøjer sig for det gennemblødte publikum under koncerten. (Foto: © Kasper Månsson, @DR)

Omkring kl. 20 torsdag blev flere dages tørke afløst af en ordentlig regnskylle. Da Dúné gik på scenen kl 21:30 havde regnen taget til, og i koncertens sidste 45 minutter væltede det ned.

Det var Dúnés fans dog fuldstændig ligeglade med, så festen fortsatte på trods af regnen, da Dúné rockede igennem på Stjernescenen.

Det er måske også en af de sidste chancer, Dúnés fans har for at opleve Skivebandet, der onsdag meldte ud, at de går i opløsning efter 17 år.

Festival sætter nye busser ind

Fejl på flere shuttlebusser har på årets festival betydet, at tusinder af gæster på Smukfest ikke får den bustransport, de havde forventet og betalt for.

Men nu har festivalen sat 20 nye busser ind for at afhjælpe problemerne.

- I går og i dag havde vi nogle udfordringer med vores busser, som blev stoppet i en trafikkontrol, som nogle af dem ikke kunne overholde. I dag har vi lejet tyve ekstrabusser ind fra Herning Turist, så vi kan køre folk frem og tilbage, sagde talsmand for festivalen, Poul Martin Bonde torsdag.

- Antallet af solgte billetter er det samme som sidste år. De køer, der kan være, skyldes, at mange kommer på samme tid, og at der er enkeltdagsgæster, der skal have ombyttet deres billet til et armbånd, siger han.

Antallet af gæster på festivalen ligger dagligt på omkring 50.000.