Den fynske festival Tinderbox trak overskrifter, da den i november sidste år kunne afsløre Depeche Mode som årets første hovednavn på festivalen, der foregår i denne weekend.
Det er nemlig første gang nogensinde, at det engelske band, der blev dannet tilbage i slut 1970'erne, spiller på en dansk festival.
Når de går på scenen på Tinderbox i aften, er det højst sandsynligt med nogle af bandets allerstørste hits, der stammer tilbage fra 1980'erne og 1990'erne, og de er stadig vildt populære.
Her peger P6 BEAT-vært Anders Bøtter på fem Depeche Mode-numre, der fortsat holder i dag.
'Personal Jesus'
- fra albummet 'Violator' - udgivet i 1990.
- Nogle sange er bare gjort af så godt et råstof, at det er umuligt at ødelægge dem. Johnny Cash lavede et cover af den, der endda var fuldstændig nedbarberet, hvor det kun var ham og en guitar.
- Så er det altså en stærk sang, man har skrevet. Den er tidløs. Den er fra 1990, men man kunne sagtens tro, den var skrevet i 2001 eller at den var endnu nyere.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58cbd80ca11f9f03648256a8
'Walking In My Shoes'
- fra albummet 'Songs of Faith and Devotion' - udgivet i 1993.
- Det her nummer har sådan et egocentreret mørke, der kommer og går til alle tider i musikbranchen. I det her nummer kommer man ind i det her mørke, der er meget vedkommende og næsten egoistisk. Man kan virkelig mærke smerten, og det er hele pointen.
- Det er en meget personlig sang og det med at tage udgangspunkt i sig selv er meget oppe i tiden. Det kan tolkes på mange måder, og man kan overføre det til sit eget liv. Her er det Martin Gore (guitarist), der har skrevet nummeret, men det er Dave Gahan (sang), der synger det, og man kan høre, at han ikke har det godt på det tidspunkt.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b17a23fa11f9f027c224605
'Somebody'
- fra albummet 'Some Great Reward' - udgivet i 1984.
- Jeg tror, at den sang måske er den mest tidløse af dem alle. Selvom det er et nummer fra 1984 er det reelt set bare en ballade, som Elton John kunne have skrevet. Når den fremføres live er det også uden så mange dikkedarer, hvor Martin Gore selv synger helt alene på scenen med en guitar eller et klaver.
- Det er så skrøbeligt og nervepirrende at se den mand krænge sin sjæl ud i den sang. Det kunne være en bryllupssang, der var hentet fra en salmebog eller en visebog. I liveversionen kunne man fristes til at tro, det var en nyere kærlighedsballade.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b17a261a11f9f027c22460a
'Stripped'
- fra albummet 'Black Celebration' - udgivet i 1986.
- Det er nok det mest atypiske nummer på listen, og det er fra 'Black Celebration'-albummet, der udkom i 1980'erne. Nummeret er fra 1986, men det er et nummer, der kigger meget frem i den her tid. Det er næsten lidt 1990'er-agtigt, men det er også sindssygt forud for sin tid. Og netop 1990'erne er kommet meget på mode igen.
- Det lyder måske lidt gammeldags, når man hører det, men jeg synes stadig, man kan trække nogle tråde til de lyde, mange bands bruger den dag i dag. En meget fin popsang med et mørke på overfladen.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58cbd80d6187a4080cc818d7
'Never Let Me Down Again'
- fra albummet Music for the Masses - udgivet i 1987.
- Det er en sang, der har sådan et melodistykke man ikke kan gå fejl af. Derudover er teksten sindssygt universel. I forhold til tiden - den er fra 1987 - kunne man godt tro, den handlede om stoffer, men den kunne også sagtens handle om bruddet med en god ven eller en kæreste.
- Og når det er så universelt - altså et mere generelt emne, så virker det ligeså godt den dag i dag.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b17a3c3a11f9f027c224639
Depeche Mode spiller i aften på Rød Scene på Tinderbox klokken 22.15.