For tre år siden optrådte hun for over en million mennesker hver fredag i flere måneder.
Det var dengang 16-årige Chili Pedersen og hendes sangstemme var på alles læber, da hun i 2017 gik hele vejen til finalen i 'X Factor' på landsdækkende tv og scorede sig en andenplads.
Men siden er det ikke meget, vi har hørt til det unge talent.
- Lige efter 'X Factor' følte jeg, at jeg havde en masse ting at se til i forhold til min skole, og jeg skulle også finde ud af, hvad jeg egentlig ville – både med musikken og helt generelt, fortæller den i dag 20-årige sanger og sangskriver fra Kirke Hyllinge.
- Det har været en læringsproces, hvor jeg har kunnet lære mig selv bedre at kende som menneske og musiker, og jeg har brugt tiden på at finde min egen stil, siger Chili Pedersen om pausen efter 'X Factor'.
Og om end hun stadig er midt i sin musikalske og menneskelige udvikling, føler hun sig tættere på at have fundet sin egen stil end nogensinde før.
Det har udmøntet sig i den første single fra Chili siden hendes tid i 'X Factor'-showet, 'Dear Night Sky'.
Lyt til 'Dear Night Sky' med Chili, mens du læser videre:
- I 'X Factor' havde Thomas Blachman (Chilis dommer i 'X Factor') en vision, og så prøvede jeg at finde mig selv i den. Jeg var meget poppet før, og i løbet af showet blev det strippet helt af og taget i en anden retning. Og nu har jeg fundet frem til en god mellemting, forklarer Chili om sin musikalske rejse og den nye musik, som hun selv beskriver som alternativ pop og R&B.
Rejsen starter først for alvor nu
Selvom singlen først er udkommet nu, er det ikke, fordi Chili i mellemtiden holdt op med at skrive sange. For Chili føles sangskrivning nemlig som at skrive dagbog, og det er noget, hun har gjort, siden hun var 13 år, fortæller hun.
Chili skriver sange om alt fra at reflektere over det at være menneske i universet, som på 'Dear Night Sky', til at kunne sige fra i ubehagelige situationer, og at det er okay ikke at vide, hvem man er, og hvad man vil.
Det er bare først nu, hun føler, at hun har været klar til at dele musikken med offentligheden. Og hun har skullet igennem flere faser for at nå dertil.
- Når jeg hører nogle af de sange, jeg har skrevet i mellemtiden, kan jeg tydeligt høre, at okay, det her var min Billie Eilish-fase, og det her var min Ed Sheeran-fase. Det er meget sjovt at kunne se tilbage på, siger Chili med et grin.
- Det er først nu, at jeg virkelig har fundet frem til det, jeg gerne vil lave, efter at have arbejdet virkelig intenst på det i løbet af det seneste år. Men jeg er stadig i gang med min udvikling. Nu laver jeg noget helt andet, end jeg gjorde i 'X Factor', så jeg føler, at det er her, min rejse for alvor starter.
Efter tre års stilhed og en masse demoer, der endnu ikke har set dagens lys, var det da heller ikke helt uden nervøsitet i kroppen, at Chili udgav 'Dear Night Sky' i slutningen af august.
- Da der første gang begyndte at være snak om, at jeg skulle udgive 'Dear Night Sky', blev jeg helt overvældet, men turde selvfølgelig ikke håbe på for meget. Men da det så skete, føltes det fandeme vildt. Det var så fed en følelse.
Fra tv-studie til festivalscene
I kølvandet på udgivelsen blev Chili desuden smækket på plakaten på årets Uhørt Festival, der præsenterer nye kunstnere på den danske musikscene, i København, hvor hun optrådte torsdag aften.
Her fik Chili lov til at spille sine nye sange for et publikum for første gang. Og selvom man fristes til at tænke, at en mindre festival næppe vil være lige så nervepirrende at optræde på som på landsdækkende tv, var det en helt anden - men mindst lige så nervepirrende - oplevelse for den spirende sanger og sangskriver at optræde på Uhørt Festival.
- Jeg har været så nervøs! Det var en vildt mærkelig følelse, for når jeg før har optrådt med mit eget materiale, har det mest været for folk, jeg kendte, eller et meget mindre publikum. Det at stå med et band foran så relativt mange mennesker i forhold til, hvad jeg er vant til, var godt nok lidt nervepirrende, fortæller hun om koncerten.
- Men det var virkelig, virkelig fedt - også at se folks reaktioner og connecte med publikum.
Har du i løbet af artiklen fået lyttet til 'Dear Night Sky', og kan du lide, hvad du hører, er der flere gode nyheder i sigte.
Ambitionen er nemlig at udgive flere sange og spille koncerter, så snart det er muligt, afslører Chili, som ved siden af musikken har to deltidsjobs og er ved at tage kørekort.
Men hun skal selv kunne følge med. Hun har nemlig ikke skrevet kontrakt med et pladeselskab, og derfor står hun for det meste selv.
- Der er meget arbejde i det, når man ikke har et pladeselskab bag sig. Det kan godt være lidt stressende at holde styr på det hele, men det er faktisk også en ret fed følelse at være så meget inde over det selv. Det er hårdt arbejde, men sådan er musikerlivet, når man skal til at starte sin karriere, siger Chili.
- Når jeg zoomer lidt ud og ser på, hvad jeg laver nu, føles det helt rigtigt.