Gorm har lavet Danmarks måske dyreste t-shirt: - Folk stopper op og siger wow

Gorm Christensen har syet stort set alle sine festivalarmbånd på en t-shirt

Med armbånd fra 25 festivaler, har Gorm lavet en t-shirt der vækker opsigt. (Foto: © Martin Fält)

Musik, venner og fadøl.

Tre ting, der er indbegrebet af festival.

Men nogle er bare mere glade for at hoppe i takt og skråle med på alverdens sange, end andre.

En af dem, der er særligt begejstrede for festivaler, er Gorm Christensen.

Han har været på festival 27 gange, og nu har han kreeret Danmarks måske dyreste t-shirt.

- Jeg har været på rigtig mange festivaler. Af en eller anden grund har jeg gemt alle mine armbånd, på nær to, hjemme i en skuffe. Det tænkte jeg, var lidt kedeligt. Så jeg tog dem frem og syede dem alle sammen på én trøje, fortæller Gorm Christensen.

Når man har været til så mange festivaler, kan det svært at have det fulde overblik over, hvor mange penge, der egentlig er postet i hvert af de 25 armbånd.

- Først køber man billetten, og så køber man en masse øl og mad på pladsen. Så der ryger nok 1000 kroner om dagen, forklarer "festivalrotten", som han bliver kaldt af sin kone.

Frikvarter fra hverdagen

Gorm Christensen var til sin første festival i 1988 eller 1989. Siden da er det blevet til 27 af slagsen. Næsten én om året. Det er der en helt speciel grund til.

- Man kommer afsted og får et frikvarter fra hverdagen. Nu har jeg børn, og de ville måske egentlig godt med herud. Men vi sagde, at det her er voksen tid. Så vi er taget afsted uden. Så er man ladet op til hverdagen, når man kommer hjem, forklarer han og fortsætter:

- Det er en slags miniferie, hvor man får en masse oplevelser med gode venner, hvor vi ser en masse fede bands.

Trøjen er et rigtig godt redskab til at mindes de gode gamle dage.

- Når vi er afsted, så sidder vi og kigger på den, og så får vi en rigtig god snak om de bands, der spillede på de enkelte festivaler, siger han.

Selvom det egentlig bare er en sort t-shirt, vækker den opsigt, når den 47-årige medicotekniker trækker i festivaluniformen med de 25 armbånd.

- Folk stopper op og tænker, hvad der det for noget. "Er det noget, der er trykt på?" Så mærker de snipperne, og ser at det er ægte. Så tænker de ”Wow, har du virkelig været til så mange festivaler?”, siger han grinende.

Gorm Christensen har været på så mange festivaler, at der ikke længere er plads på forsiden af den sorte t-shirt. Derfor er der syet tre armbånd på ryggen. (Foto: © Martin Fält)

Musik i blodet

Det er dog ikke kun foran scenen, Gorm Christensen nyder at befinde sig. Han har musik i blodet og har selv spillet trommer, bas og trækbasun.

- Musik betyder meget for mig. Det giver en fællesskabsfølelse, hvor folk står og hopper og danser – sammen. Uanset om man er ung eller gammel, så giver det en følelse af fællesskab, forklarer han og fortæller om en af de oplevelser, der har gjort størst indtryk på ham:

- Nogle af de første festivaler på Midtfyns, hvor vi var 90.000 mennesker, og nærmest gav Roskilde baghjul, det var virkelig fedt.

I mange år gæstede han Midtfyns Festival. Men da den lukkede, tog han i nogle år turen til Skanderborg og Smukfest.

Men da Gorm Christensen kommer fra Fyn, giver det god mening for ham, at det næste, der skal syes bag på den sorte t-shirt er armbåndet fra Tinderbox 2018.