Netop nu er 18.000 glade festivalgængere samlet ved Egeskov Slot på Fyn.
Det er nemlig her, Heartland Festival finder sted.
Men skal man tro statistikken, er der faktisk ikke overvægt af regulære fynboer på festivalen.
Tal fra de to foregående år viser, at op mod 40-45 procent af gæsterne på Heartland kommer fra storkøbenhavn.
Så med en håndfuld fordomme under armen tog vi ud for at teste, om det kan passe, at man skal bo på Østerbro med sin kandidatgrad og stemme på Alternativet for at have sin gang på festivalen, der kombinerer talks og samtidskunst med musik og madboder.
Tristan Alexander Bertram-Nielsen 26, og Carina Randeris Nielsen, 22
Er det ikke kun hipstere, der kommer på Heartland?
Carina: Man kan måske sige, det er nogle, der er mere kulturelt funderede eller finder glæde i at opleve nogle andre ting udover musik og øl.
Tristan: Men hvis man kigger rundt her, kan jeg da ikke spotte én, der er hipster.
Er I veganere og bor i København?
Carina: Nej. Men vi er lidt alternative alligevel. Vi arbejder som kunstnere og bor i et kolonihavehus i Odense.
Har I en videregående uddannelse inden for humaniora?
Begge: Nej.
Stemmer I på Alternativet?
Begge: Ja.
Hvorfor er I her?
Tristan: Vi havde hørt om det gennem nogle, vi kender. Og Tinderbox og Roskilde var bare ikke så fedt mere. Så vi ville gerne prøve noget, der var mere ro på og lidt mere hyggeligt.
Carina: Og så glæder jeg mig til at høre Mew, Søren Huss og Peter Sommer. Og jeg har lige været inde at høre en talk med Jørgen Leth, som er et af mine store idoler.
Lyt til Mews nummer 'Satellites' her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b10e639a11f9f2054912807
Nikolaj Tetzlaff, 26
Er det ikke kun hipstere, der kommer på Heartland?
Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg tror, det er folk over 30 år. Folk, der har mindre overskud til alt for meget ballade og gerne vil have tingene nemmere og godt kan lide ordentlige forhold.
Er du veganer og bor i København?
- Jeg bor i København, men er ikke veganer.
Har du en videregående uddannelse inden for humaniora?
- Nej, jeg er økonomiuddannet.
Stemmer du på Alternativet?
- Nej, det gør jeg ikke.
Hvorfor er du her?
- Jeg har en ven, der ikke bor så langt herfra, så det er dejlig nemt. Og så er det en ny måde at holde festival på for mig, da det er mit første år. Og jeg glæder mig til at se C.V. Jørgensen og Mew.
Lyt til C.V. Jørgensens nummer 'Costa del Sol' her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b10e7ab6187a4124c15d521
Jesper Tommerup, 30 og Mads Andersen, 32
Er det ikke kun hipstere, der kommer på Heartland?
Jesper: Nej, der er også en del gamle mennesker.
Mads: Ja, jeg føler også, det er ret bredt. Du har jo folk fra 15 til 75.
Er I veganere og bor i København?
Mads: Nej, vi får vegetarkassen nogle gange, men bor i Aarhus.
Har I en videregående uddannelse inden for humaniora?
Mads: Ja, jeg er ph.d.-studerende i medievidenskab.
Jesper: Nej.
Stemmer I på Alternativet?
Mads: Jeg har gjort det.
Jesper: Nej.
Hvorfor er I her?
Mads: Musikken. Særligt Lykke Li!
Jesper: Ja, og Coco O. og When Saints Go Machine.
Lyt til Coco O.'s nummer 'Bled for You' her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b10e63aa11f9f205491280d
Ulrik Pedersen, 42
Er det ikke kun hipstere, der kommer på Heartland?
- Det troede jeg, men publikum har ændret sig lidt i forhold til tidligere, synes jeg. Men du kommer nok til at stå i vinbar med Bjarke Ingels og Jørgen Leth.
Er du veganer og bor i København?
- Jeg er ikke ret meget for veganere, men jeg bor på Vesterbro i København.
Har du en videregående uddannelse inden for humaniora?
- Nja, samfundsvidenskabelig. Jeg har læst strategi og ledelse på CBS.
Stemmer du på Alternativet.
- Niks, jeg stemmer borgerligt.
Hvorfor er du her?
- Jeg er her på grund af musikken og mine venner. Og jeg glæder mig til Günther Wallraff, LCD Soundsystem og Van Morrison.
Lyt til LCD Soundsystems nummer 'Call The Police' her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b10e63aa11f9f205491280a
Anna Søe, 24 og Maria Lenau Christensen, 24
Er det ikke kun hipstere, der kommer på Heartland?
Anna: Nu er vi jo lige kommet i dag og synes, det er rimeligt blandet. Det er første gang, vi er her. Men jeg tror da, vi passer meget godt ind i fordommene om, hvem Heartland også henvender sig til.
Er I veganere og bor i København?
Anna: Jeg er vegetar og københavner. Maria: Jeg vil ikke kalde mig noget, for jeg spiser kød nogle gange og bor i København.
Har I en videregående uddannelse inden for humaniora?
Begge: Vi læser socialvidenskab og pædagogik... På RUC.
Stemmer I på Alternativet?
Anna: Nej. Maria: Jeg har gjort.
Hvorfor er I her?
Maria: Det, der tiltaler mig, er blandt andet de der talks, og så er det dejligt, det er en lidt mindre festival.
Anna: Jeg glæder mig til eventyrstemningen med slottet og voldgraven og at rende rundt i labyrinter og så videre.