Spændingen blev trukket til det yderste, da P3 onsdag eftermiddag udråbte vinderne i talentkonkurrencen Karrierekanonen, der tidligere har bragt flere stjerner til den danske musikhimmel.
I timerne fra 12 til 14 offentliggjorde værterne Mads Gundersen og Pelle Peter Jensen de tre vindere. En ad gangen.
Imens holdt de i alt otte finalister vejret i backstageområdet på Smukfest, hvorfra udsendelsen blev sendt. Så forløsningen var stor, da første navn blev afsløret klokken 12.30.
- Busfest nuuuuu! Alle skulle have en kildetur. Jeg kan slet ikke finde på noget klogt at sige lige nu, sorry!, udbrød Sharon Kumaraswamy, da hun sammen med Aske Knudsen med duoen Ravi Kumar blev det første navn, der blev offentliggjort direkte i radioen klokken 12.30.
Busfesten henviste til, at alle deltagerne i formiddag blev kørt samlet i bus inden offentliggørelsen, hvor de sammen fejrede hele Karrierekanonen-forløbet.
- Det er vildt. Vi er virkelig glade, jeg har stadig ikke helt fattet det, tror jeg, lød det fra Aske Knudsen.
Se et nummer fra Ravi Kumars optræden på Smukfest her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b69f5516187ac0c9876f71b
Glemte liggeunderlag og sovepose
Som den anden i rækken blev den 20-årige popsanger Tobias Albert udråbt som vinder af Karrierekanonen 2018. Og det fremkaldte tårer:
- Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan en fucking tøsedreng, grinte han.
- Jeg tuder hele tiden. Jeg er så glad. Jeg kan ikke leve uden at lave musik, og det er det, jeg skal nu, sagde han efter offentliggørelsen.
Tobias Albert stoppede med at drikke og ryge i starten af året for intenst at arbejde på Karrierekanonen, og det har han holdt – kun afbrudt af tre undtagelser: sin egen studenterfest, af Roskilde Festival - og så i nat efter finalekoncerten til Karrierekanonen.
Lyt til Tobias Alberts 'Posing Like A Model' her.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5aa8fbb36187a414e8e95d23
- Jeg var så glad for, det var overstået, og vi kom nok i seng klokken fem i nat. Jeg havde så travlt med at pakke udstyr, så jeg glemte både liggeunderlag og sovepose, men heldigvis kunne jeg låne en sovepose af en, som jeg kunne ligge på, griner han.
P3-vært rørt til tårer
Som det sidste navn blev popduoen Fravær udnævnt til vindere af Karrierekanonen 2018 - og står dermed til at gå i fodsporene på nogle af de største danske musiknavne fra de seneste to årtier: Marie Key, Magtens Korridorer og The Minds of 99 eksempelvis.
Lyt til Fraværs 'Drengedrøm' her:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5aa8f6476187a414e8e95cf5
De unge drenge, 17-årige Nikolaj Pellegrini og Gustav Müller på 18 år, der tilsammen udgør Fravær, brød begge sammen og ingen af dem kunne holde tårerne tilbage.
De to havde kun én eneste sang, da de meldte sig til Karrierekanonen, og selvom de længe har drømt om at lave musik, havde ingen af dem troet, det var muligt, de i dag skulle udnævnes til vinderne.
- Det er totalt surrealistisk. Det er for sindssygt det her, lød det fra Gustav Müller.
- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg græder ellers aldrig, og nu kan jeg slet ikke holde op, fik Nikolaj Pellegrini fremstammet.
Gik videre midt i oldtidskundskab
De to går i klasse sammen på Sankt Annæ Gymnasium i København, hvor de om lidt skal starte i 3. g.
Det var midt i en oldtidskundskabs-time, at de vidste, de ville modtage et opkald fra P3, hvorfor de gik ud fra klassen - og skreg i vilden sky, da de fik den gode nyhed om at være gået videre i konkurrencen.
- Vi skreg så højt, vi blev nødt til at gå ned på toilettet. Og vi havde aldrig nogensinde regnet med, at vi ville vinde nu. Det er så fucking sindssygt, siger Nikolaj Pellegrini.
Ud over æren modtager vinderne hver et skræddersyet talentforløb, airplay på P3 eller P6 BEAT og en koncert på Smukfest 2019.
Selvom det lød som en kliché, virkede P3-vært Pelle Peter overbevist om, at finalisterne i Karrierekanonen 2018 udgjorde det stærkeste hold nogensinde:
- Vi fucking mener det: I har været sindssygt gode i år. I er det stærkeste hold nogensinde. Ej, nu bliver jeg helt rørt, sagde værten og tørrede en tåre væk.
Udskilningsløb siden foråret
Forud for den endelige afgørelse i Karrierekanonen 2018 er gået et spændende udskilningsløb: Blandt de artister, der har meldt sig til karrierekanonen, blev der i foråret udvalgt 12 talentfulde musiknavne, der fik lov til at spille på Spot Festival i Aarhus.
Herefter blev der udvalgt otte finalister, der modtog ekstra rådgivning om deres optræden og musik over sommeren.
Tirsdag eftermiddag og aften gav hver af de otte navne koncert på LiveCamp-scenen på Smukfest ved Skanderborg, og onsdag blev de tre vindere så altså kåret.
Karrierekanonen 2018
- •
KarriereKanonen bliver arrangeret af Smukfest, Bandakademiet og DRs radiokanaler P3 og P6 Beat og er blevet holdt siden 2002.
- •
Året igennem kåres 'Ugens Kanon' hver uge på P3, hvor der løbende bliver lyttet til materiale fra alle, der har indsendt.
- •
Alle kandidater finkæmmes og vurderes løbende, så der ved forårets Spot Festival i Aarhus kun er 12 finalister tilbage. Her indsnævres feltet endnu engang, og otte går videre til finalen, der holdes på Smukfest.
- •
På festivalen kåres tre vindere, der vinder en koncert på Smukfest næste år, et skræddersyet talentforløb og airplay på P3 eller P6 BEAT.
- •
Du kan følge med i ugens Karrierekanon-navn på dr.dk/kanon