Dansk rapper kunne ikke tale i flere måneder: 'Det har været en lang og besværlig tid'

Kesi satser på at være klar til sommerens festivaler efter sin operation på stemmebåndet.

Kesi optrådte i maj 2018 til Kronprins Frederiks fødselsdagsshow i Royal Arena i København, men var faktisk tæt på at aflyse på grund af problemer med stemmen. (Foto: © Jonas Olufsen, Ritzau Scanpix)

Der var ikke noget at tyde på rapperen Kesis stemme, da han torsdag talte foran den fremmødte fanskare ved Åboulevarden i Aarhus.

Men det er ikke længe siden, det så helt anderledes ud for den danske hitmager.

Sidste år fik han nemlig pludselig problemer med sin stemme, så han havde svært ved både at synge og tale, og i lang tid vidste hverken han eller lægerne, hvad der var galt.

Lyt til Kesis nummer 'Pengedans' her:

Det viste sig at være en cyste (en slags vabel) på stemmebåndet, der skulle opereres væk.

Det resulterede i et hårdt efterår og vinter, hvor Kesi måtte aflyse en turné, og han blev tvunget til at holde en lang pause fra sit job som musiker.

- Jeg havde to-tre måneder, hvor jeg ikke kunne snakke. Cysten udviklede sig til at være rigtig slem, fordi jeg i starten blev ved med at bruge min stemme, sagde Kesi, da han torsdag deltog i en Q&A under Spot Festival i Aarhus, der løber af stablen hen over weekenden.

Beordret til sangøvelser

Efter operationen i januar i år kunne Kesi, med det borgerlige navn Oliver Kesi, på sin Instagram-profil fortælle, at alt var gået godt, og at han skulle i gang med genoptræning.

Men han lagde torsdag ikke skjul på, at det har været et hårdt forløb.

- Det har været en sindssygt lang og besværlig tid, sagde Kesi og afslørede, at lægerne blandt andet har beordret ham til at lave sangøvelser, hvilket han ellers ikke normalt plejer at gøre brug af.

Kesi nåede at optræde på Smukfest i 2018, før han måtte aflyse sin efterårsturné på grund af cysten på stemmebåndet. (Foto: © KIM MATTHÄI LELA, Ritzau Scanpix)

Men efter at have holdt pause fra at være i studiet, at indspille og at bruge sin stemme generelt, så føler han nu, at det går så godt, at han er klar til at komme ud og spille live igen.

- Jeg er tilbage!, proklamerede han foran det fremmødte publikum til Spot Festival, som dog ikke fik en smagsprøve på, hvordan Kesi lyder live efter operationen.

Det kan man til gengæld opleve til sommer, når han blandt andet optræder på Grøn for første gang, på Langelandsfestival og til Smukfest, mens hans også tager på Danmarksturné til november.

Og måske bliver det med ny musik.

- Jeg har en masse sange liggende, og jeg er ved at finde ud af, om det skal være et album, eller hvad jeg har lyst til at gøre med dem. Jeg ved det ikke lige nu.

Lyt til nummeret 'Søvnløs' her: