- Der er stadig børn på fem, der synes, at vi er sygt optur. Men vi er også begyndt at få dem på 30 med.
Det går godt for Citybois, selvom det er snart fire år siden, at de første gang dukkede op på de danske tv-skærme som en del af ’X Factor’.
Der er sket meget, siden de på dramatisk vis blev elimineret fra den famøse sangkonkurrence lige før den finale, som mange havde regnet med, de ville vinde.
- Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at vi kunne stå her fire år efter og spille på festivaler og stadig udgive musik. Det er rimelig surrealistisk, siger Thor Farlov, den ene halvdel af Citybois, da DR møder dem backstage på årets Samsø Festival.
I videoen øverst kan du høre Citybois fortælle, hvordan de sidste fire år i musikbranchen har udviklet og påvirket dem.
Brød X Factor-forbandelsen
Stort set ingen af de tidligere X Factor-vindere har formået at gøre sig bemærket efter sejren i tv-showet – måske på nær Martin Hedegaard, showets første vinder, der syv år efter sin sejr gjorde comeback under navnet Saveus.
Men Citybois har som få formået at bryde X Factor-forbandelsen og har fået stablet en reel popstjerne-karriere på benene.
- Der er en lidt dårlig arv omkring X Factor-deltagere, hvor det bare går ned ad bakke for folk, så snart showet er slut. Så at vi stadig kan stå her og lave vores egen musik, det er vildt fedt.
Med hits som ’Pool’ og ’Bedre End Rihanna’ har de i tre år serveret sommerbaskere til de hungrende masser, men det har også haft sin pris at skulle lege popstjerne, når hormonerne stadig farer rundt i kroppen, og man ikke helt har fundet ud af, hvem man egentlig selv er.
Lyt til 'Pool' her, mens du læser videre.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b4c86a3a11f9f0634d92520
- Vi kom ind i musikbranchen, da vi begge var 15 år, og det er rigtig ungt. Det er meget pres at have liggende på én, når man kun er 15 år gammel. Vi var jo ikke engang helt udviklede oven i hovedet på det tidspunkt. Vi vidste ikke engang, hvad kærlighed var!, udbryder Anthon Edwards.
Turde ikke sige nej
Drengenes unge alder betød, at det var de voksne – forældre, managere og pladeselskabschefer, der tog størstedelen af beslutningerne på vegne af de to popspirer. Det kunne til tider være svært for gruppen at trumfe deres egne holdninger igennem.
- Vi turde ikke sige nej til ting. Hvis der var nogle voksne, der sagde, at noget var en god idé, jamen så var det en god idé. Men i dag har vi mere erfaring på rygraden og tør at sige vores mening, siger Anthon Edwards.
I dag er drengene fyldt henholdsvis 18 og 19 år. Og i takt med at der er kommet flere fødselsdagslys i lagkagen, har de to unge mænd i lang højere grad overtaget de karrieremæssige tøjler.
Nu er de meget mere med til selv at beslutte, hvilken vej Citybois-universet skal udvikle sig.
- Vi tager vores egne beslutninger, og vi tror meget mere på os selv og vores egne idéer nu. Vi skriver selv vores sange. Vi vælger selv, hvem der skal producere dem. Vi vælger selv, hvilke festivaler vi vil spille på. Og vi tør siger nej til ting, siger Thor Farlov.
Popstjernedrømmens pris
Men selvom drengene er blevet ældre og mere selvsikre i rollen som popstjerner, så kan det stadig være svært, at alle ved, hvem du er – og at alle har en holdning, til det du gør.
- Jeg har ikke taget toget i de sidste tre år, fordi jeg synes, det er mærkeligt, at folk i det skjulte sidder og tager billeder af én, siger Thor Farlov og fortsætter;
- Jeg føler hele tiden, jeg er på arbejde. For det er man. Hvis jeg virker arrogant eller underlig i offentligheden, så vil folk snakke om dét og sprede rygter. Så jeg skal hele tiden tænke, at folk skal opleve mig som sød og ydmyg. Det har været meget underligt, at skulle forholde sig til, når man er så ung.
Citybois seneste single er nummeret 'Ring på dig', som du kan høre her.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b4c88b26187a4148cd7222c
Tager 100 år mere som Citybois
Næste skridt for duoen er at arbejde videre med deres musik og blive endnu dygtigere sangskrivere - selvom Anthon Edwards allerede betegner dem som 'nogle af Danmarks bedste', når det kommer til at skrue pophits sammen.
Selvtilliden og charmen - to af grundstenene i Citybois' dna - fejler fortsat ikke noget. Og står det til gruppen selv, fortsætter de gerne popstjerne-tilværelsen i mange år endnu.
- Jeg håber, vi stadig laver Citybois om ti år. Eller 100 år!, siger Thor Farlov, inden Anthon Edwards bryder ind:
- Det vigtigste i hele det her Citybois-ræs er, at Thor og jeg kan kigge hinanden i øjnene og tænke ’Har vi det sjovt? Er det sjovt det her?’. For vi bliver ved, indtil vi ikke synes, det er sjovt længere - men det synes vi lige nu.
Citybois gav koncert på Samsø Festival torsdag.