OBS! Enkelte videoer i artiklen kan ikke længere afspilles, da DR ikke længere har rettigheder til at vise dem på dr.dk.
- Vi har været hele fucking verden rundt, over hele Europa, Tyskland, Belgien. Og jeg må sige: I er den største gruppe 'pussies' jeg nogensinde har set i mit motherfucking liv. Hvad fanden foregår der her i Danmark!
Sådan lød den opsigtsvækkende opsang fra scenen, da heavybandet Body Count fredag eftermiddag havde spillet bare to numre på Northside Festival i Aarhus. Og forsangeren Ice-T stoppede ikke sin tilsvining af det tyndtbesatte, middagstrætte publikum der:
- Der er et problem: Fisseficeringen af mænd, I er begyndt at få vaginaer. Spørg jeres kæreste, hun vil fortælle jer: I opfører jer som en fucking 'pussy', lød det fra Ice-T.
Det svageste publikum i Europa nogensinde
Ice-T har altid været en 'hard shit', som han selv siger. Han stod i 80'erne fadder til den benhårde gangsterrap, og slog i 90'erne endnu hårdere til med heavy metal bandet Body Count med sangtitler som 'Cop Killer' og 'Mommas Gotta Die Tonight'.
Men det er alligevel ment for sjov, når han sviner publikum til og kalder dem for 'fisser', forklarede han til P6 BEATs Anders Bøtter efter koncerten. Mestendels, i hvert fald:
- Det er den svageste pit (området foran scenen, red.) jeg nogensinde har set i fucking Europa, jeg ved ikke, om de havde drukket for meget kaffe i går aftes, eller hvad, fastholder Ice-T og medgiver, at der kom bedre gang i Aarhus-publikummet som koncerten skred frem.
Body Count spillede for få dage siden to udsolgte koncerter i Hamburg, fredag foran et kæmpepublikum i Sverige - og rykker lørdag videre til endnu et udsolgt gig i Luxembourg.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b1aeaac6187a510e81598d3
Men den 60-årige gansterveteran tager alligevel ikke det svage fremmøde på Northside personligt:
- En lille smule verbale tæv skader ikke nogen. Selv når det er en god pit, sviner jeg dem. Jeg prøver bare at gøre fyrene mere og mere aggressive, for specielt med et band som vores er det svært, når man ikke får feedback, siger Ice-T og uddyber:
- Hvis jeg spillede blues, vil man bare have folk til at læne sig tilbage, men med metal tager man af den energi, publikum giver dig.
Står 100 procent bag #MeToo
Med sidste års debat om seksuelle krænkelser af kvinder og minoriteter virker det ikke særligt 2018-agtigt at kalde mænd for 'fisser'.
Men Ice-T understreger, at det ikke er kvinderne, men mændene han disser:
- Jeg er på mændenes hold, så jeg taler shit til drengene, men det er altid ment for sjov, det er aldrig...jeg er ikke den fyr, der gør det i foragt.
#MeToo-bevægelsen mod seksuel undertrykkelse og krænkelser har da også Ice-Ts fulde støtte. For det er ikke spor gangster eller sejt at udnytte kvinder:
- Selv ikke i de lukkede fængsler er der nogen, der respekter voldtægtsforbrydere og pædofile og den slags. Det er der ikke noget cool ved, siger han.
- Jeg er 100% med metoo bevægelsen, jeg er med de kvinder, der står op og siger :'Hey, den her fyr bruger sin magt over for mig'. Hvis jeg vil tale med en kvinde, burde jeg kunne gøre det som en mand, og ikke sige: 'Hey, jeg fyrer dig' eller 'du mister dit job'. Den slags er langt ude, kun punk-ass motherfuckers ville gøre sådan noget lort.
Sendte sin 2-årige datter på scenen
Gansterrapperen rundede et skarpt hjørne tidligere i år, da han fyldte 60.
Men det er bare to år siden, han blev far sidst - og datteren Chanel er ikke bare med far på turne; hun kom også på scenen under Northside-koncerten.
- Man mister sit liv, hvis man efterlader familien derhjemme, fortæller Ice-T til DR.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b1ae843a11f9f178827c8f7
- At have min datter her og få hende til at forstå, hvad et stikord er og så løbe ind på scenen: Det shit er dope.
- En dag vil hun møde en fyr, der siger: 'Jeg er i et rockband', og så vil hun sige: 'Stop det, jeg var på scenen, da jeg var to år gammel, så fald ned', siger den hårde gangsterrapper.
Du kan høre hele interviewet med Ice-T som podcast på P6 BEAT på mandag.