(Foto: © Hedda Rysstad, DR)

Alt har ændret sig for stjerne-dj efter misbrug: 'Det er sindssygt nervepirrende, fordi jeg ikke drikker'

Det er en anderledes oplevelse for Faustix at optræde til Distortion nu, hvor han selv har lagt alkoholen på hylden.

- EJ, DET ER FAUSTIX!

Der er en halv time til, Morten Olsen - bedre kendt under sit dj-alias Faustix - skal på scenen til dette års Distortion-menageri på Nørrebro i København.

Fra tourbussen og hen til backstageområdet er tilråbene fra horderne af glade gæster mange.

Den populære dj ledsages da også af tre sikkerhedsvagter, der skal skærme ham fra den værste vildskab, der følger med, når Nørrebro hvert år forvandles til et mange kvadratkilometer stort dansegulv med alt, hvad det indebærer af opkast, glasskår og folk, der vælter rundt.

Lyt til Faustix seneste hit, mens du læser, her:

Det er femte år i træk, Faustix spiller på den københavnske festival. Men i år er det ikke som de andre gange, han har optrådt der.

Faustix har nemlig ikke indtaget så meget som en eneste dråbe alkohol, siden han for over et år siden åbnede op om sit alkoholmisbrug, der sled gevaldigt på familien og karrieren.

Derfor er det også det, han selv kalder en ny udgave af Faustix, der nu går på scenen, når han optræder. Og det kræver en anden form for forberedelse, når man som afholdsmand skal stå ansigt til ansigt med det mere end almindeligt påvirkede Distortion-publikum.

- Distortion for mig er jo sindssygt nervepirrende, fordi jeg ikke drikker alkohol mere. Så jeg forbereder mig selvfølgelig musikalsk til Distortion, men jeg tænker også over, hvordan jeg skal være, siger han og fortsætter:

- For Distortion er kaos, og jeg har spillet her i fem år, og folk bliver mere og mere fulde. Og jeg får på en eller anden måde klaustrofobi, så jeg skal have styr på mit set og mit sind, siger Faustix, der onsdag aften skulle spille på Rope of Dope-scenen foran tusindvis af feststemte Distortion-gæster.

Herunder kan du være en flue på væggen før, under og efter Faustix' koncert til Distortion.

  • Den populære dj sørger for at omgive sig med mennesker, han ved kan give ham den tryghed, der er brug for, når de mange gæster kommer lidt for tæt på. - Jeg kan godt blive halvangst for turen fra bilen og hen til scenen, fordi folk er vilde og fulde. Og jeg har selv været fuld, og jeg ved, hvor pisseirriterende man er. Og jeg bryder mig ikke om at være for længe i det. Jeg bliver hurtigt træt, siger han og fortsætter: - Jeg tænker over, hvordan jeg ikke bliver en idiot, fordi Distortion jo er fyldt med folk, der hurtigt kan overskride ens grænser. Så jeg omgiver mig med mennesker, som støtter mig, så jeg føler ro. Det er enormt vigtigt. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    1 / 11
  • Det er ikke uden en vis portion ængstelighed, at Faustix pludselig befinder sig blandt op imod 150.000 berusede Distortion-gængere: - Når jeg står i det, har jeg det jo egentlig ad helvede til. Men jeg ville have det endnu værre, hvis jeg var alene. Så jeg har mine vagter, min tourmanager og måske min kæreste med. Og jeg kommer først lige op til et show. Jeg sidder ikke backstage i en times tid og synes, det er det fedeste. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    2 / 11
  • Selvom Faustix efterhånden er en erfaren dj med utallige koncerter bag sig, så skal han alligevel have styr på de sidste, uundgåelige nerver før hvert eneste show: - Jeg skal helst bruge de sidste fem minutter inden showet på bare at gå for mig selv og kigge ned i jorden. Jeg er supernervøs, inden jeg skal på, og folk skal helst ikke tale til mig. Så det vigtigste er, at folk holder kæft, griner han. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    3 / 11
  • Koncerten er sparket i gang med et brag, og Faustix står helt fremme på scenen for at suge publikums energi til sig: - I gamle dage spillede jeg på en eller anden måde for mig selv. Jeg glædede mig mere til selv at skulle feste i stedet for at skulle levere en fest. Og i dag er min indbakke fuldstændigt proppet med beskeder fra folk, der glæder sig til mit show og spørger, hvornår jeg går på. Det, følte jeg ikke, var tilfældet før. Så folk vil heldigvis også gerne den nye Faustix, siger han. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    4 / 11
  • Når Faustix giver koncert i dag, ligger det ham meget på sinde, at publikum skal kunne mærke ham, så de kan huske, hvor fedt det var, når de går fra koncerten: - Jeg spiller faktisk ikke så ofte i København, selvom mange af mine fans er derfra, så det er vigtigt for mig, at de ser mig for den nye person, jeg er blevet. Jeg er meget mere show-bevidst og vil gerne interagere mere med mit publikum. Det er jo lidt sjovere at kunne stykke en hel sætning sammen i stedet for bare at sige: '1-2-3-hop'. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    5 / 11
  • Publikum er ikke i tvivl. Faustix står for en fest af de helt store, og de glade Distortion-gæster hopper taktfast og trofast til dj'ens show. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    6 / 11
  • Publikum er på. Faustix er på. Som koncerten skrider frem, er den scenevante dj ikke til at skyde igennem: - Jeg er meget mere til stede og står ikke hele tiden og kigger ned i pulten. Jeg nyder musikken og interagerer med publikum nu. Før gravede jeg mig måske lidt ned, hvis der lige var stille i nogle passager. Men nu nyder jeg det meget mere og føler også, jeg leverer et meget bedre stykke arbejde, siger han. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    7 / 11
  • Hen mod slutningen af koncerten får Faustix uventet besøg af sin kæreste gennem fem år, beauty-influenceren Irina Olsen, der hurtigt griber røgkanonen til publikums og sin egen store begejstring. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    8 / 11
  • For tiden hitter Faustix med nummeret 'Crying In The Sun', der har over ti millioner afspilninger på Spotify, ligesom hans seneste single, 'Thorns', også har formået at blive streamet flere millioner gange: - Jeg vil gerne have, at folk måske skubber den gamle Faustix lidt fra sig. Jeg har været ædru i over et år nu, og det, synes jeg, er en kæmpe bedrift. Jeg er rigtig glad, og det synes jeg også, min nye musik afspejler. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    9 / 11
  • Koncerten er veloverstået, og bag scenen venter kæresten og venner med ros til den trætte dj. - Det var superfedt! Jeg er glad. Og nu skal jeg ud i min bil, og så skal jeg hjem. Der er ikke noget med at blive hængende og den slags. Jeg bruger så meget energi på den scene, fordi jeg giver mig fuldt ud, så nu vil jeg gerne have ro hurtigt. Der venter jo et nyt job i morgen, lyder reaktionen fra Faustix efter showet. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    10 / 11
  • Der går ikke mange minutter fra Faustix er nede fra scenen, til turen atter går gennem junglen af løsslupne Distortion-gæster på Nørrebrogade på vej tilbage til bilen. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    11 / 11