"And I'll have you naked by the end of this song," synger Justin Timberlake.
Og han får ret.
Nanosekunder senere står han nemlig med den ene del af popstjernen Janet Jacksons sorte top i hånden – og et lamslået udtryk malet i ansigtet. Imens står hun ved siden af ham og forsøger febrilsk at dække sit nu blottede bryst.
Øjeblikket, der fandt sted ved Super Bowl-finalen i 2004 og blev overværet af millioner af tv-seere verden over, bliver én af amerikansk musikhistories største skandaler. Og skandalen var nær ved at blive enden på Janet Jacksons årelange karriere.
Nu trækker den 17 år gamle skandale, der siden er blevet døbt 'Nipplegate', så igen overskrifter. Det sker, efter Justin Timberlake i et Instagram-opslag for nylig for første gang offentligt undskylder overfor Janet Jackson.
- Jeg beklager dybt for de gange i mit liv, hvor mine handlinger har bidraget til problemet, hvor jeg har sagt noget forkert, eller ikke talte for det, der var rigtigt. Jeg forstår, at jeg kom til kort i disse øjeblikke og mange andre, og at jeg nød godt af et system, der billiger misogyni og racisme, skrev Justin Timberlake, der talrige gange har fået kritik for at lade Janet Jackson tage skraldet alene efter Super Bowl-episoden.
Hændelsen fik nemlig enorme konsekvenser for den dengang 37-årige superstjerne, som i kølvandet på den kontroversielle optræden blev bandlyst fra amerikansk radio og i pressen blev udråbt som syndebuk for den omdiskuterede bryst-smutter.
Men hvorfor nu al den virak over et blottet bryst? For at forstå, hvordan lidt bar hud kunne udløse så massiv en skandale, skal vi først lige berøre en dokumentar, der i de seneste uger har fået stor opmærksomhed.
Britney Spears-dokumentar (gen)startede debatten
Undskyldningen fra Justin Timberlake var nemlig også dedikeret til hans ekskæreste, Britney Spears, og kom i kølvandet på dokumentarfilmen 'Framing Britney Spears', der havde premiere for to uger siden.
Filmen fortæller historien om den populære popsanger, der de sidste 13 år har levet i et formynderskab med sin far som værge, efter hun i midten af 00'erne – for rullende paparazzikameraer – gennemgik et psykisk nedbrud og i sidste ende blev tvangsindlagt på hospitalet.
Dokumentarfilmen har trukket overskrifter kloden rundt og sat gang i en større debat om den måde, medierne tidligere har behandlet særligt kvindelige kendisser på, og mediernes mulige medskyld i Britney Spears' og andre stjerners nedture.
Således også Janet Jacksons.
Medierne har nemlig i årevis behandlet kvinder og mænd forskelligt – specielt når de kom i problemer. Det forklarer Lene Bull Christiansen, der har forsket i køn og popkultur ved Roskilde Universitet.
Hun nævner skuespiller Lindsay Lohan, der i midten af 00'erne kæmpede med misbrug af stoffer og alkohol. Det samme gjorde blandt andre de mandlige skuespillere Charlie Sheen og Robert Downey Jr. i årene før og efter, men de fik ifølge Lene Bull Christiansen en noget anden behandling af medierne.
- Lindsay Lohan blev fremstillet, som om hun var ude af kontrol og ved at blive skør. Det var der ingen, der sagde om Charlie og Robert Downey Jr.. Og da sidstnævnte gjorde comeback på det store lærred, blev han ikke spurgt ind til sit tidligere stofmisbrug, men om den film, han var i gang med at promovere, mens Lindsay Lohan har måttet høre for sin fortid længe efter.
Bryst-stunt udløste ramaskrig
Og lad os så skrue tiden lidt tilbage.
I årtierne frem mod 2004 havde Janet Jackson allerede sat et stærkt aftryk på den amerikanske og globale musikscene.
Med syv album og hele ti førstepladser på den amerikanske singlehitliste under bæltet, var hun op gennem 1980'erne og 1990'erne én af verdens "ubestridt største" kvindelige musikere. Det fortæller radiovært og dj Nicolai Molbech.
- Janet Jackson har haft enormt meget succes, og særligt i 1990'erne var hun kæmpestor. Hun har solgt millioner af plader, spillet kæmpe stadionkoncerter over hele verden. Nogle af hendes album har jo kastet fire-fem-seks hitsingler af sig. Det ser man altså ikke specielt ofte i dag. Hun var med andre ord en kæmpe stjerne.
Hele 22 år efter at hun debuterede som soloartist, stod Janet Jackson i 2004 over for at udgive sit ottende studiealbum, 'Damita Jo', og en optræden ved Super Bowl, der dengang blev overværet af omkring 140 millioner tv-seere, var ikke noget dumt sted at promovere sin nye skive.
Men optrædenen gik altså ikke helt som planlagt.
Da Justin Timberlake rev frontstykket af Janets Jacksons top og afslørede et nøgent bryst - kun prydet af et stjerneformet smykke på brystvorten – udløste han i stedet en lavine af klager, retssager og konsekvenser.
Bryst-ups'eren – som mange mistænkte for at være et velorkestreret pr-stunt, hvilket Janet Jackson dog senere har afvist – sendte ramaskrig gennem det amerikanske medielandskab, og Justin Timberlake var hurtigt ude at undskylde for miseren.
Det samme gjorde Janet Jackson – angiveligt grundet et enormt pres fra tv-kanalen CBS, der havde sendt Super Bowl-optrædenen i tv - men gjorde det senere klart, at hun ikke forstod, hvorfor et blottet bryst kunne skabe så hidsig debat.
- Det er virkelig pinligt for mig at vide, at 90 millioner mennesker har set mit bryst, for siden at se det blive blæst ud på nettet og smækket op i fuld størrelse på en computerskærm. Men der er værre ting i verden, og at det her skal have så meget opmærksomhed, forstår jeg ikke, udtalte Jackson efter episoden til USA Today.
Fik enorme konsekvenser - men kun for Jackson
Super Bowl-skandalen fik ikke store konsekvenser for Justin Timberlake, der blot én uge senere både modtog priser og optrådte ved prisshowet Grammy Awards og flere år senere, i 2018, sågar blev inviteret tilbage som hovednavn ved Super Bowl-pauseshowet.
For Janet Jackson var konsekvenserne derimod enorme.
Udover at hun mistede sin invitation til Grammy-uddelingen – jeps, den samme prisfest, hvor Justin Timberlake optrådte – fik Jackson også boykottet sine sange på flere amerikanske radio- og tv-stationer. Stjernen måtte efter sigende også trække sig fra et kommende filmprojekt, ligesom forlystelsesparken Disney World så sig nødsaget til at fjerne en Janet Jackson-inspireret statue.
- Med tanke på den seneste skandale, så har vi besluttet, at det er bedst at erstatte hendes statue med en ny, lød beskeden fra Disney-parken.
Skandalen betød også, at Janet Jacksons album 'Damita Jo', der udkom få måneder efter Super Bowl-finalen, solgte langt dårligere, end man ellers havde regnet med.
Ifølge Nicolai Molbech havde episoden uoverskuelige konsekvenser for sangeren.
- Janet Jackson har aldrig formået at rejse sig siden. Hun gik fra at have været en kunstner, der solgte 10-15 millioner eksemplarer, når hun udgav et nyt album, til at sælge et par millioner. Musikken var heller ikke af samme kaliber som tidligere, men Super Bowl-skandalen havde en kæmpe aktie i Janets kommercielle nedtur, vurderer radioværten.
- Det er, som om skandalen overskygger alt andet, og Janet får på en eller anden måde ikke rigtig afsluttet den shitstorm godt nok. Hun ender med at hænge i et mærkeligt limbo, hvor hendes musik ikke længere er i fokus. Og selvom hun udgiver flere plader siden hen, så har sangene bare ikke været gode nok til at få hende oven vande igen, tilføjer han.
'Det var Janets bryst og dermed også hendes ansvar'
Men helt ærligt. Hvordan kan ét enkelt bryst ligefrem være dødsstødet til en 22 år lang popstjernekarriere?
Svaret skal blandt andet findes i den måde, kvindelige musikere og andre kendisser blev opfattet omkring årtusindskiftet, mener kønsforsker Lene Bull Christiansen.
- I 00'erne havde man i kendiskulturen et kvindesyn, der hed, at kvinder både skulle være hypersexede, men samtidig leve op til den her puritanske forestilling om, at kvinder var dydige og uskyldige. Det betød, at kvindelige stjerner dengang havde en millimeter tynd line at balancere på, hvis de både ville sælge plader, men heller ikke ville udskammes. Det var jo vanvittigt dobbeltmoralsk, forklarer Lene Bull Christiansen.
Hun fremhæver også Britney Spears, som både blev hyldet som sexsymbol, men samtidig blev udskammet for at være for sexet og offentligt spurgt ind til, om hun stadig var jomfru.
- Britney Spears var jo den ultimative Lolita-drøm. Hun blev fremstillet som en sød og uskyldig skolepige, men blev jo samtidig fuldstændig hyperseksualiseret i sine musikvideoer og af medierne, forklarer hun.
I årene op til bryststuntet ved Super Bowl var musikscenen allerede blevet udsat for talrige gimmicks, der både havde trukket overskrifter og sat sind i kog. Tag bare Britney Spears' og Madonnas nu ikoniske kys ved MTV Video Music Awards i 2003 eller den russiske pseudo-lesbiske duo t.A.T.u., der i 2002 storhittede med deres velorkestrerede blanding af skoleuniformer og homo-erotik.
Men Janet Jacksons blottede bryst var altså dråben, der fik bægeret til at flyde over.
- For det første spillede det en stor rolle, at det skete ved Super Bowl-finalen. Den begivenhed er nærmest sammenlignelig med Dronningens nytårstale i den forstand, at det er noget, der samler nationen, siger Lene Bull Christiansen og fortsætter:
- Det hjalp så heller ikke, at Janet Jackson var sort og dermed repræsenterede en kvindetype, der på det tidspunkt allerede var indhyllet i en stereotyp forestilling om at være særligt løssluppen og promiskuøs.
Men hvorfor var det Janet Jackson, der stort set på egen hånd stod i modtager-enden af den massive kritik?
- Dengang havde man en opfattelse af, at det var kvindens ansvar at leve op til forventningen om, at hun skulle være dydig. Det var Janets krop og bryst, der kom i fokus, og dermed var det også hendes ansvar. Det kan virke virkelig væmmeligt i dag, men den tankegang var desværre ret normal dengang.
Hitalbum stryger til tops efter kærlighedsstorm
Og her er vi så i dag, 17 år senere.
Janet Jackson har ikke selv kommenteret på Justin Timberlakes undskyldning for deres fælles fuser på scenen for snart to årtier siden.
Til gengæld har fans af sangeren i kølvandet på bryst-skandalens nyvundne opmærksomhed besluttet sig for at overøse hende med kærlighed.
Det blev tydeligt, da Janet Jacksons album 'Control' fra 1986 dagen efter Justin Timberlakes undskyldning pludselig var at finde på førstepladsen på Apples liste over de mest solgte album i USA - 35 år efter sin udgivelse.
- Jeg troede aldrig nogensinde, det her ville ske. Jeg sætter virkelig pris på jer, og jeg elsker jer så meget. Tusind tak, lød det fra Janet Jackson til sine fans i en video på Twitter.
Hør nummeret 'What Have You Done For Me Lately' fra hitpladen her:
Selvom Janet Jackson altså ikke selv har kommenteret Super Bowl-episoden, efter den igen er begyndt at trække overskrifter, har fans og andre reageret på Justin Timberlakes undskyldning, som mange mener kommer alt for sent.
- Det er for sent, din taber. Hvis du tænker over det, er ingen af deres (Britney Spears og Janet Jackson) karrierer kommet sig over de hændelser, der skete i de år, mens hans (Justin Timberlake) karriere strøg frem. Han er medskyldig!, lyder det i ét af mange kritiske opslag på Twitter.
For sent eller ej, så mener Lene Bull Christiansen, at det er vigtigt, vi kigger tilbage og diskuterer, hvordan vi og medierne håndterede Janet Jacksons skandale.
For selvom der er sket meget med måden, vi som samfund omtaler og ser kvinder på, siden 2004, understreger Lene Bull Christiansen, at de forskellige forventninger til mænd og kvinder stadig trives i bedste velgående.
- Vi hører stadig om folk, der beklager sig over, at Helle Thorning-Schmidt vover at farve sit hår pink eller bære neglelak med glimmer i – og det taler jo ind i de samme modsigende idealer, som Janet Jackson blev offer for.
Men hvad ville der så ske, hvis en stjerne som Ariana Grande i dag gik på scenen og blottede sit bryst foran alverdens tv-seere? Ville det mon udløse samme ramaskrig som det, vi så for 17 år siden?
Nej, mener Lene Bull Christiansen. Og dog:
- Det ville nok ikke få samme ødelæggende konsekvenser for Ariana, men der ville stadig blive skrevet spalte op og spalte ned om det. Det er der ingen tvivl om. Samtidig skal vi huske, at selvom vi er i en progressiv periode lige nu, så kan tingene sagtens vende, siger hun og slutter:
- I 1940'erne så vi også, at kvinder blev mere seksuelt frigjorte for så at blive sendt tilbage til kødgryderne i 1950'erne. Så intet er mejslet i sten, og derfor er det også vigtigt, at vi bliver ved med at debattere og snakke om de her ting.