Selvom Danmark ikke var med i finalen af dette års Eurovision Song Contest, så er der alligevel grund til at kippe med Dannebrog for vinderne fra Italien.
Gruppen Måneskin har nemlig den dansk-italienske bassist Victoria De Angelis som ét af sine medlemmer, og da Italien natten til søndag blev udråbt som vinder af verdens største musikkonkurrence, sad hendes moster, Pernille Uhrbrand, helt ude på kanten af sofaen.
- Det var godt nok spændende! Der var lige et tidspunkt under afstemningen, hvor jeg tænkte, at de nok ikke ville hive den hjem. Men det endte de med at gøre, så det var helt fantastisk, fortæller mosteren, der til daglig er produktchef i PostNord.
- Jeg er ved at sprænges af stolthed over hende. Det var et meget følelsesladet øjeblik, da de vandt. Jeg kunne se, at de var nervøse under afstemningen – dér så Victoria lidt sammenbidt ud.
Har du talt med hende efter sejren?
- Ja, jeg talte med hende i nat. De var så stolte og glade. De er kendte i Italien i forvejen, men der er ingen tvivl om, at Eurovision-sejren er kæmpestor for dem og en milepæl i den karriere, de drømmer om.
Mormor var mere nervøs end sit barnebarn
Moster Pernille så finalen sammen med familie og venner, der har kendt Victoria De Angelis hele livet – blandt andet Victoria de Angelis' mormor, Elin Uhrbrand. Dagen efter barnebarnets Eurovision-sejr er hun stadig overvældet og rørt.
- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle se mit barnebarn vinde den konkurrence. Det er slet ikke trængt rigtigt ind endnu, fortæller Elin Uhrbrand, der sammen med resten af familien "sprang op", da Måneskin i finalens sidste minutter blev udråbt som vinder.
- Jeg er så stolt, så stolt. Det havde slet ikke strejfet mine tanker, at de ville blive nummer ét, siger Elin Uhrbrand.
Hun er særligt berørt af sejren, fordi Victoria de Angelis' mor – Elin Uhrbrands datter – ikke har mulighed for at opleve sin datters succes.
- Victoria mistede sin mor for fem år siden, så det påvirker mig på mere end et plan. Jeg havde gerne set, at hendes mor kunne opleve den succes, hendes datter får nu. Det er nok også derfor, det gør mere indtryk på mig, end det ville have gjort under andre omstændigheder.
Elin Uhrbrand har ikke nået at tale med sit barnebarn efter nattens sejr, men hun havde hende i røret umiddelbart inden finalen. Og her var det faktisk mormoren, der var mest nervøs, indrømmer hun:
- Jeg talte med Victoria, lige inden hun skulle på i går. Der var jeg så nervøs, men det var hun ikke. Hun er sådan en dejlig pige. Hun er trofast og har begge ben på jorden.
Måneskin har boet i mosterens hus
Elin Uhrbrand tilbragte aftenen med italienske flag og italiensk mad hos datteren Pernille Uhrbrand. Og faktisk har moster Pernilles hus spillet en helt central rolle i forhold til Måneskins tilblivelse.
Det var nemlig under et besøg hos Pernille Uhrbrand i Hørsholm, at gruppens fire medlemmer for alvor besluttede sig for at satse på musikken.
- De har boet i mit hus i en påske for nogle år siden, hvor de spillede på nogle pubber i København og forskellige steder på strøget. Dér besluttede de sig for at prøve at gøre noget seriøst ved musikken og melde sig til X Factor i Italien.
Som sagt, så gjort. I 2017 endte det fire mand store band med at være de store vinderfavoritter i italiensk X Factor, men måtte i sidste ende tage til takke med en andenplads.
Sidenhen er Måneskin dog blevet ét af de varmeste navne på den italienske musikscene. Deres debutalbum, 'Il ballo della vita', solgte i 2018 tre gange platin, og deres Eurovision-bidrag 'Zitti e buoni' er i øjeblikket et massivt hit i Italien.
Og Europa var altså også vilde den italienske rocksang. Natten til søndag kunne Måneskin nemlig trække sig sejrrigt ud af Eurovision Song Contest med 524 point.
- Derfor betyder Danmark også noget for dem. Det var ligesom her, at de besluttede sig for at satse på musikken, forklarer Pernille Uhrbrand.
Victoria de Angelis var da heller ikke selv sen til at sende en hilsen til Danmark, efter Måneskin blev kåret som Eurovision-vindere.
- Tusind tak for stemmerne, Danmark – også selvom vi ikke fik topkarakter af jer. Vi kommer snart og spiller i Danmark, sagde en ekstatisk og noget hæs Victoria De Angelis til DR efter sejren.
Og selvom Måneskins Hørsholm-besøg efterhånden ligger nogle år tilbage, så er der tydeligvis blevet lagt mærke til kvartetten, da de boede hos Pernille Uhrbrand.
- Mange af naboerne så dem jo dengang, hvor de har siddet og jammet ude i min have, så nogle af naboerne var også forbi for at lykønske med sejren i går.
Hvem kommer talentet fra?
Pernille Uhrbrand understreger dog, at niecens musikalske løbebane startede længe før, hun som 17-årig sad og jammede med band-kammeraterne i sin mosters have, og sidenhen fandt på navnet til gruppen.
- Jeg kan huske, jeg var dernede at besøge dem, da hun var otte år, hvor hun var begyndt at få guitarundervisning og virkelig øvede sig. Hun interesserede sig allerede vanvittig meget for musik dengang og har så holdt ved det lige siden.
Mormor Elin fortæller også, at Victoria de Angelis har haft musikken "liggende i sig i mange år".
Hun afslutter dog med et lille "men":
- Jeg ved ikke, hvem hun har arvet talentet efter. Det er i hvert fald ikke mormoren.
Se den italienske vindersang her: