Efter indlæggelse og dødstrusler mod familien: Nu bryder superstjerne tavsheden

Sangerinden Britney Spears sætter nu ord på sin psykiske tilstand.

Britney Spears debuterede med hitsinglen '...Baby One More Time' i 1998 og har siden udgivet ni studiealbum. (Foto: © Allen Berezovsky, 2016 Allen Berezovsky)

Siden popsangerinden Britney Spears i januar aflyste en stort anlagt koncertrække i Las Vegas blot én måned før premieren, har hun været som forsvundet fra jordens overflade.

Den 37-årige sangerinde har holdt sig væk fra sociale medier og offentlighedens søgelys, og rygter og konspirationsteorier om sangerindens tilstand har floreret heftigt på de sociale medier.

Nogle fans mener for eksempel at vide, at sangerinden er blevet indlagt på et center for psykiske lidelser mod sin vilje.

Men nu har sangerinden brudt sin tavshed og for første gang kommenteret rygterne om hende, som hun kalder 'skøre'.

- Jeg ville sige hej, fordi tingene, der bliver sagt, er røget ud af kontrol!!! Wow!!!, skiver sangerinden i et langt opslag på sin Instagram.

- Der er rygter, dødstrusler mod min familie og mit management og så mange vilde ting, der bliver sagt, fortsætter sangerinden.

Hør hittet 'Overprotected' fra 2001 her, mens du læser videre:

Fans startede kamp for Britneys frihed

Rygter har hele påsken svirret om den amerikanske popsangerinde og hendes psykiske tilstand, efter hun angiveligt lod sig indskrive på et center for psykiske lidelser i starten af april.

Medier som Billboard og Variety rapporterede for nyligt, at popstjernen selv havde indskrevet sig selv på et center for psykiske lidelser, men flere fans af sangerinden er af en anden overbevisning. De mener, at sangerinden er blevet indlagt mod sin vilje, og at det blandt andre er hendes far, 66-årige Jamie Spears, der står bag.

Derfor har fans og kendte navne som rapperen Eve og realitystjernen Paris Hilton påsken igennem påberåbt sig opmærksomhed på Twitter og Instagram under hashtagget #FreeBritney – 'Befri Britney'.

Mandag kulminerede sagen så, da demonstranter samledes i Britney Spears' hjemby, Los Angeles, hvor de krævede, at sangerinden blev udskrevet og gjort fri af det formynderskab, hun har været under siden sit famøse sammenbrud i 2008.

Demonstranter samledes mandag i Los Angeles med skilte med ordlyden 'Befri Britney' og 'Britneys management er giftige'. I midten ses Barbara Grey, vært på podcasten 'Britney Gram', der startede #FreeBritney-bevægelsen. (Foto: © BIAG, Copyright © 2019 BACKGRID)

Men ifølge sangerinden bør fans ikke være bekymrede for hende.

- Min situation er unik, men jeg lover, at jeg gør, hvad der er bedst i den her situation, skriver Britney Spears og fortsætter:

- Jeg forsøger at tage et øjeblik for mig selv, men alt, hvad der sker, gør det bare sværere for mig. Jeres kærlighed og dedikation er fantastisk, men lige nu har jeg brug for en smule privatliv, så jeg kan håndtere de ting, som livet kaster min vej.

Far var ved at dø

Da Britney Spears i starten af året aflyste sine turné, var begrundelsen, at hun havde brug for at tage en pause og passe på sin far, Jamie Spears, der i efteråret måtte indlægges på hospitalet med en sprængt tyktarm.

- For et par måneder siden blev min far indlagt på hospitalet og mistede næsten livet. Vi er alle meget taknemmelige for, at han overlevede, men han har stadig lang vej igen. Jeg var nødt til at træffe den svære beslutning at samle mit fulde fokus og energi omkring min familie i denne tid, udtalte den populære sangerinde dengang.

Og ifølge Billboard og Variety var det netop for at komme oven vande oven på sin fars sygdomsforløb, at Britney Spears angiveligt lod sig indskrive på et center for psykiske lidelser i slutningen af marts.

- Min familie og jeg har været igennem en masse stress og angst på det seneste, så jeg havde bare brug for tid til at håndtere det. Men I skal ikke være bekymrede, jeg kommer tilbage meget snart, siger sangerinden i en video på sin Instagram.

Søndag blev Britney Spears set i offentligheden for første gang, siden hun angiveligt blev indlagt på et mentalhospital i slutningen af marts. Her ses hun med sin kæreste Sam Asghari foran et hotel i Beverly Hills i Los Angeles under, hvad mediet People kalder 'en kort påskepause fra sin behandling'. (Foto: © CLTN Backgrid, Ritzau Scanpix)

Sammenbrud for rullende kameraer

Britney Spears' psykiske tilstand og juridiske situation har i mange år været centrum for stor mystik.

I 2007 og 2008 gik sangerinden igennem et famøst sammenbrud, hvor hun blandt andet barberede sig skaldet for rullende kameraer og blev hospitalsindlagt af flere omgange.

Siden dengang har sangerinden været under et såkaldt formynderskab, hvor en advokat og hendes far har fungeret som værger for sangerinden. Det betyder blandt andet, at hun ikke har kontrol over sin formue, skal have godkendt sine indkøb og heller ikke selv kan bestemme over, hvilke personer hun omgås.

Siden da har popprinsessen udgivet fire album, turneret verden rundt tre gange og afholdt 248 koncerter i Las Vegas, der i løbet af fem år indtjente over 900 millioner kroner.

Hør hittet 'Stronger' her, mens du læser videre:

Sangerinden har gennem årene stort set ikke kommenteret det omtalte formynderskab, men kom i dokumentaren 'Britney: For the Record' fra 2008 med sit eget syn på sin tilstand som umyndiggjort.

- Selv når du skal i fængsel, ved du, at der er en dag, hvor du kommer ud igen. Men i den her situation føles det som om, at det aldrig får en ende (...) Når du gør noget forkert, lærer du af det og kommer videre, men jeg skal betale for det her virkelig længe, udtalte sangerinden i 2008 i dokumentaren 'Britney: For the Record' om sin situation.

- Jeg synes ikke, mit liv er ude af kontrol, det er i for meget kontrol. Der er ingen passion, der er ingen glæde. Hvis jeg ikke var under de her betingelser, ville jeg føle mig så frigjort (...) Det er slemt, og jeg er ked af det, fortalte en tårevædet Britney Spears dengang til kameraerne.

Det lader ikke til, at der er ny musik på vej fra sangfuglen, men til efteråret har musicalen 'Once Upon A One More Time' bygget over Britney Spears' mange hits premiere i Chicago.