'Det er sjældent nok at lave god musik': I dag kan Instagram blive din genvej til succes

Instagram kan være en vej til stjernerne, mener dansk sanger. Men er det så let, som det måske lyder?

(Foto: © Navid Tollah/Pressebillede)

For 12 år siden lagde en canadisk teenager hjemmelavede videoer på YouTube, hvor han spillede og sang covernumre af tidens største hits.

I dag er han en af verdens største popstjerner. Alt, der skulle til, var, at det rigtige menneske faldt over videoerne. Og ja, du har måske gættet, at det er Justin Bieber, det drejer sig om.

Siden har utallige musiknavne startet deres karriere ved at lægge musik og videoer på sociale medier. For blot at nævne et par stykker blev Charlie Puth opdaget på baggrund af et cover af Adeles 'Someone Like You', som han lagde på YouTube i 2011.

Halsey blev opdaget af den etablerede musikbranche på Soundcloud. Og Shawn Mendes blev som kun 15-årig et kæmpehit på video-appen Vine – ligeledes med coversange.

Herhjemme blev rapperen Kidd et fænomen tilbage i 2011, da han udenom de store pladeselskaber fik landets unge til at synge med på 'Kysset med Jamel' og 'Ik lavet penge', som han lagde på YouTube.

Rapperen Tessa fik en pladekontrakt i hus efter at have lagt freestyle-videoer op på sin Instagram-profil. (Foto: © screenshot, instagram)

Og senest har Danmarks nye rapstjerne, Tessa, fået et stort pladeselskab i ryggen udelukkende på baggrund af en række videoer, hun havde lagt på sin Instagram-profil.

I dag er netop Instagram blevet en så integreret del af mange menneskers - og især unges - hverdag, at det er svært at forestille sig en nyere musikstjerne, der ikke kan følges på Instagram.

Men hvad betyder Instagram egentlig for artister i dag? Kan man overhovedet være en stjerne uden at være på Instagram? Og er det dér, man skal prøve at blive opdaget, hvis man sidder og brænder inde med stjernedrømme og bare venter på at vise verden, hvad man kan?

Hvor er lytterne?

Ifølge 27-årige Julia Aabjerg Bratland, som blandt andet arbejder som A&R - eller talentspejder - på pladeselskabet Universal Music, er der ikke noget entydigt svar på, hvor vigtigt det er at være på Instagram. Men, tilføjer hun, det er værd at overveje, hvem ens potentielle lyttere er, og hvor de bruger deres tid.

- Man skal spørge sig selv: "Hvem lytter til min musik?". Hvis dit publikum er til stede på Instagram, giver det mening at være der, forklarer hun og suppleres af kollegaen Astrid Storm på 24, der også arbejder som A&R hos Universal Music:

- Jeg tror ikke, det er umuligt at skabe sig en karriere uden at være på Instagram, men man kan gå glip af meget ved ikke at være der.

Og med "meget" mener hun alt fra opmærksomhed og interaktion med lyttere og fans til en decideret vej ind i branchen.

Selvom det måske ikke altid er der, de to talentspejdere støder på en ny artist og deres musik for allerførste gang, vil det stort set altid være på Instagram, de søger hen for at få et indtryk af, hvem og hvad de har med at gøre, forklarer de.

- Sat lidt på spidsen, så plejer jeg at sige, at Instagram er "musikbranchens LinkedIn". Det handler selvfølgelig om musikken, men på Instagram kan du tit spotte talent, inden der overhovedet er kommet en sang ud. Man kan lægge et cover op eller en story fra et studie. Og hvis det er nogen, der er gode til at vise deres personlighed på Instagram, kan man hurtigt få et indtryk af dem som mere end musiker, siger Astrid Storm og fortsætter:

- Når du kombinerer deres Instagram og deres musik, får du et større overblik over artisten som helhed.

Og så er det da også sket en enkelt gang i Astrid Storms karriere, at der er skrevet pladekontrakt alene på baggrund af et par videoer Instagram. Hun arbejder nemlig med danske Tessa.

- Min kollega Christian Møller og jeg havde aldrig hørt et færdigt track, inden kontrakten var underskrevet. Det var udelukkende efter at have hørt nogle freestyles, hun havde lagt på Instagram. Hun har 100 procent domineret det medie til sin fordel.

Tessa hitter i øjeblikket med 'Til banken' sammen med Karen Mukupa og Natasja. Lyt til den her:

Blev opdaget på Instagram

Tessas eksempel er ikke enestående. En anden, der har haft held med at få sit talent ud gennem Instagram, er 22-årige Mekdes.

I dag hitter hun i radioen med numre som 'Lonely' og 'In Favor of You', spiller koncerter og har udgivet sin debut-ep. Men det hele startede med coversange på Instagram. For fire år siden lagde hun nemlig en video ud på sin profil, som blev afgørende for hendes karriere.

Det hele startede med en coversang på Instagram for fire år siden. Nu har Mekdes udgivet en række singler og en debut-ep og spillet et hav af koncerter - senest i Tivoli i sidste uge. (Foto: © Nikolaj Bransholm, Ritzau Scanpix)

- Jeg havde i et godt stykke tid følt mig klar til at komme ud til nogen og blive hørt, så jeg øvede mig på en sang og fik min ven til at optage mig synge. Og så lagde jeg det op på min Instagram, forklarer Mekdes.

I sommer optrådte Mekdes live i P3 med 'In Favor of You'. Se optrædenen her:

Kun få måneder efter skete der noget. Hun blev kontaktet af et stort pladeselskab, som var stødt på videoen og gerne ville arbejde med hende.

I dag har Mekdes to Instagram-profiler: En privat og en offentlig. Den private bruger hun udelukkende til indhold, der er rettet mod hendes venner, og den offentlige til alt, der har at gøre med hendes karriere som musiker.

Med tiden fandt hun nemlig ud af, at hun ikke havde det så godt med at blive alt for personlig på en åben profil, hvor alle og enhver kan følge med.

- Det er fedt, at folk ved, hvem du er, men de behøver ikke vide alt. Jeg startede med at være ret personlig, men fandt ud af, at det ikke er noget for mig. Jeg synes, det kan gå hen at fylde for meget og fjerne fokus fra det, det egentlig handler om: Musikken. Jeg vil ikke have, at det skal kunne komme til at påvirke min karriere negativt, forklarer hun.

Hun mener, at Instagram ikke er noget, man kan komme udenom som ung artist i dag. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Men man skal passe på ikke at koble antallet af likes sammen med kvaliteten af musikken – eller sit eget personlige værd, for den sags skyld.

- Man kan få en masse ud af Instagram, og det spiller en stor rolle for artisters karrierer. Det er sådan, man markedsfører ting i dag. Og det må man bare få det bedste ud af og ikke tage det personligt, hvis det ikke eksploderer med følgere og likes, siger Mekdes.

Ikke længere nok at lave god musik

Hvis du går og drømmer om at blive opdaget af de helt rigtige musikbranchepersoner eller det helt rigtige publikum, der vil elske dig og din musik, skal du dog umiddelbart ikke være bekymret for størrelsen af din følgerskare eller antallet af likes på dine opslag.

Ifølge Julia Aabjerg Bratland fra Universal Music forventer hun nemlig ikke en masse følgere eller helt perfekte billeder. Det vigtigste er, at man får et billede af et interessant menneske, som har en nogenlunde idé om, hvem de er, og hvad de gerne vil.

- I dag er det sjældent nok at lave god musik, du skal også være en, folk kan connecte med på et emotionelt plan, når de lytter til din musik. Det er svært at skulle opfinde det på en artists vegne, og det føles ofte unaturligt og uautentisk, forklarer hun.

Og er der noget, man ikke må være i dag, er det uautentisk. Vi vil vide, hvem der gemmer sig bag de sange, vi græder, griner, fester og relaterer til. Og det kan et pladeselskab ikke bare finde på, mener Julia Aabjerg Bratland og Astrid Storm.

- Jeg har oftest størst succes med at lade artisten styre sin Instagram 100 procent. Man skal ikke manipulere nogen til at gøre noget, der ikke er dem. Jeg tror ikke, man kan være fed på Instagram, hvis man hader hvert sekund, man er på. I sidste ende kan alle gennemskue, hvis noget bliver for kalkuleret, siger Astrid Storm.

Da Tessa lagde sine freestyle-videoer på Instagram sidste forår, vidste de færreste, hvem hun var. Under et år senere kunne hun bryste sig af at have spillet koncerter på blandt andet Roskilde Festival og vundet en pris ved Zulu Awards. (Foto: © CAMILLA LUNDBYE, Ritzau Scanpix)

Helhedsindtrykket er vigtigt

Okay, så det skal altså komme til dig naturligt. Det kan de sagtens sige, tænker du måske. "Bare vær dig selv". Hvordan gør man lige det?

Måske er det faktisk ikke så indviklet og abstrakt, som det lyder. Men du er nok nødt til at tænke over, hvad du udstråler.

- Hvis du har nogle tanker om, hvordan du gerne vil opfattes som artist, så brug det til din fordel og leg med dit udtryk på sociale medier. For det er en del af det helhedsindtryk, man får af dig, siger Astrid Storm.

- Det kan være en udfordring, hvis man tager sig ud som en bestemt type, men vil noget helt andet. Hvis man vil være Led Zeppelin, men ligner Doja Cat, begynder det at blive svært, supplerer Julia Aabjerg Bratland med et grin.

Det er ikke en helt uvant situation for dem, fornemmer man.

Men selvom det måske er det mest simple råd i hele verden, så er det vigtigste faktisk at være synlig og tilgængelig.

- Vi vil gerne finde det nye, store talent, men man bliver nødt til at kunne få øje på det. Det er ikke sikkert, man finder den demo, du har uploadet et obskurt sted. Det skal være muligt at opdage dig. Hvis du ikke engang tør dele musikken med dine venner og bekendte, så er du måske heller ikke nået dertil, hvor du er klar til at dele det med resten af Danmark.

Det er Mekdes enig i. Hun har selv anbefalet andre at øve sig, lave et cover og lægge det op på Instagram, hvis de har spurgt hende, hvordan man kommer ud med sit talent. Her kan man nemlig på en nem og enkel måde få lov at vise, hvad man kan.

Lyt til Mekdes' seneste single, 'Lonely', her:

Og så kommer alt det andet bagefter. Efterhånden som Mekdes er nået længere ud med sine sange, hober der sig nemlig henvendelser op i indbakken. Og selvom hun sætter pris på alle de søde beskeder, kan det være svært at følge med. Især når man i forvejen er dårlig til at svare sine egne venner og familiemedlemmer.

- Folk er så søde, og man bliver helt varm indeni, og det giver motivation at læse deres beskeder. Men jeg har desværre også hørt om nogen, der var kede af ikke at have fået svar. Jeg prøver at svare så meget, jeg kan, og folk må ikke tage det personligt, siger hun og tilføjer:

- Men nogle gange vil jeg hellere svare min mor.