Da Lauritz vågner lørdag morgen, er han enormt nervøs.
Det er i dag, han skal sige det, som han har besluttet sig for, og det giver ham ondt i maven at tænke på. Hvad nu, hvis de andre bliver vrede eller kede af det? Hvad nu, hvis de bliver skuffede?
De har aftalt at mødes i et lydstudie i Københavns Nordvestkvarter, hvor de har arbejdet sammen mange gange før. Da Lauritz ankommer, er det kun Jonas og Pelle, som er der. Stefan er forsinket, måske en hel time.
De tre drenge sidder bare og kigger på hinanden. Lauritz indser, at han ikke kan vente en time på, at Stefan dukker op, så han beslutter sig for at sige det nu.
En klump sætter sig i halsen, og varmen stiger i hans ansigt. Han begynder at græde.
- Jeg har tænkt rigtig meget over det, og jeg har ikke lyst til at være med mere, siger han.
Et boyband
Under navnet Page Four var de et af Danmarks allermest populære boybands med millioner af streams på Spotify og tusinder af skrigende piger til deres koncerter.
Et af medlemmerne var Lauritz Emil Christiansen. Han var 16 år, da Page Four blev stiftet, og han havde drømt om en musikkarriere hele livet. Da han var helt lille, spillede han trommer, og da han blev teenager, lærte han sig selv at spille guitar.
Han kunne sidde i timer på teenageværelset og skrive sange. Men der manglede noget. Nogen var jo nødt til at synge sangene.
- Det blev så mig, for jeg kendte ikke nogen, der lavede musik, udover min familie. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være sanger, fortæller Lauritz.
Lauritz indspillede sange på programmet GarageBand, og han lagde også et par videooptagelser på Youtube. En dag blev han kontaktet af et reklamebureau, som spurgte, om han ville være med til at lave nogle videoer, hvor han sang og spillede. Det sagde han ja til, og det var på her, han mødte Stefan, Jonas og Pelle.
- Det var meningen, vi skulle have sådan et musikkollektiv, hvor vi allesammen var soloartister og kunne hjælpe hinanden. Skrive sange sammen og spille de samme jobs, men én ad gangen. Så lavede vi en livestream og fik et opkald fra Sony Music, som spurgte, om vi ville starte et band.
Hvinende piger
Drengene kom altså i stald hos et af Danmarks største pladeselskaber, og lige pludselig var de et boyband. Det første nummer, de udgav, var 'Du og jeg – magi i luften', og siden fulgte numre som 'Sommer' og '17 år'.
Udover at indspille sange og stille op til koncerter, så fyldte fankulturen meget. De fleste af Page Fours fans var helt unge piger, som kunne bryde ud i spontan glædesgråd eller stikke i høje hvin, når de så deres store idoler.
- De var sgu meget søde ved os, de piger. De havde respekt for os, når de fik at vide, at vi skulle have noget fred. Hvis der var nogen, der fulgte efter os på Strøget, og de kunne mærke, at vi gerne ville være alene, så gik de igen, siger Lauritz.
- Det var sjovt nok at prøve. De unge piger er dem, der er allermest dedikerede, når det kommer til det der med at være fan. Det kommer jeg nok ikke til at opleve igen.
Et introvert boyband-medlem
Maskinen kørte, og Page Four spillede stribevis af koncerter. Pigerne hvinede, når de gik på scenen, og når noget gik godt, føltes det som det vildeste i verden.
- Da vi udgav 'Sommer', sad vi og sagde: ‘Tænk, hvis vi rammer 400.000 plays på Spotify, det kunne være for sindssygt'. Så gik der en måned, og så var den gået guld med tre millioner. Det gik lige pludselig virkelig stærkt. Det føltes som et fix, og det var virkelig lækkert at finde ud af, at det startede så godt.
Selvom det var fedt at lave musik på fuld tid, så var det svært for Lauritz at være centrum for opmærksomheden og møde nye mennesker hele tiden. Han er nemlig introvert, og det står i stærk kontrast til livet som boyband-medlem.
- Jeg sagde det aldrig til de andre, men jeg syntes virkelig, det var svært at stå foran så mange mennesker. Jeg var så selvbevidst, og jeg rystede i hele kroppen. De første koncerter og interviews kan jeg ikke rigtig huske så meget af, fordi jeg var så meget i mit eget hoved, fortæller Lauritz.
Slået ud af tinnitus
For et år siden var Page Four på endnu en tour. De skulle spille koncert i flere forskellige byer og møde en masse fans. Alt kørte som smurt – lige indtil en høj hyletone meldte sig i Lauritz' højre øre midt under en koncert. Hvor det var, kan han ikke huske.
Lauritz vidste godt, hvad hyletonen var, for han fik allerede tinnitus, da han var 12 år. Men det var sjældent, at hyletonen var så høj, og når det endelig skete, dæmpede den sig igen efter nogle sekunder, minutter eller maksimalt nogle timer.
Efter halvanden uge var tonen stadig ulideligt høj i Lauritz' øre. Han ringede til Page Fours manager og fortalte, at han ikke kunne gennemføre touren. Bandet spillede fire koncerter uden Lauritz, mens han lå hjemme i sin seng, langt fra store sceneshows og hvinende teenagepiger. Han brugte mest tid på at se serier og høre musik, simpelthen for at distrahere sig selv fra tinnitusen.
- Hvis jeg sidder eller ligger for lang tid uden lyd, så bliver jeg sindssyg. Så tager jeg min telefon frem og ser noget. Når jeg skal sove, ligger jeg oftest og ser noget, indtil jeg falder i søvn, fortæller Lauritz.
- Når man har tinnitus, handler det om at ikke at blive stresset og gøre så meget som muligt for at være glad. Når jeg bare sidder og slapper helt af, så er den der. Så lægger jeg mærke til den. Jeg skal virkelig kæmpe for at holde mig i gang. Have noget at tænke på.
Et halvt år senere fortalte Lauritz de andre drenge i Page Four, at han ikke ville være med længere. Til Lauritz' store lettelse tog de andre det pænt og sagde, at de forstod ham. Ingen var vrede eller skuffede, og de ville ikke forsøge at få ham til at ændre sin beslutning, sagde de.
Drengene tilbragte et par timer sammen i studiet. Der blev ikke sagt særlig meget, de sad mest bare og tænkte for sig selv.
- Lige mens jeg sagde det, nåede jeg næsten at fortryde det. Men da det var overstået, føltes det sygt fedt. Jeg var så lettet over, at de kunne forstå det, og at det var fint nok. Hvis de havde prøvet at presse mig, tror jeg, at jeg var gået hjem med en sindssygt nederen følelse. Sådan var det heldigvis ikke, siger Lauritz.
Page Four tog på en allersidste tour i foråret og spillede den sidste koncert i maj 2018.
Sange for andre
Lauritz gynger lidt frem og tilbage i en sort kontorstol. Sådan en rigtig producer-stol, der giver sig, når man læner sig tilbage. Bag ham står en kæmpestor mixerpult.
I dag er han fyldt 20 år. Livet som popstjerne er skiftet ud med en hverdag hernede i et lydstudie lige ved siden af det studie, hvor han gjorde det forbi med Page Four. Det er sted, som han holder utrolig meget af, og hvor han faktisk allerede brugte meget af sin tid, mens han var med i boybandet.
Han bruger sin tid på det, som han allerbedst kan lide. Han skriver og producerer musik. Uden at skulle stå forrest og skulle være teenageidol. Han sidder her næsten hele dagen hver dag sammen med to andre musikere, nemlig hans kæreste, Celine Svänback, og deres fælles ven, Jeppe London Bilsby.
- Jeg ser ikke særlig meget sollys, griner Lauritz.
- Når vi er færdige med dagen, er der forhåbentligt en sang færdig. Det går vi altid efter. Vi laver meget for kunstnere i USA og Sverige, og vi har lavet noget med Malte Ebert, også dengang han var Gulddreng. Vi lavede en masse til Page Four, dengang vi stadig spillede sammen, og med Stine Bramsen.
Det er altså sangskrivningen, der er i fokus nu. Ikke alt den larm, der bliver lavet omkring et boyband, som skal sælge musik, koncerter og merchandise. Nu handler det om at skrive nogle fede sange.
- I Page Four gjorde vi jo bare det, som skulle gøres. Der var en formel. Vi vidste, hvad der blev forventet af os – hvilket ikke var meget mere, end at vi udgav musik og spillede koncerter. Nu har vi en deadline næsten hver dag, og der skal afleveres noget hele tiden. Det er mega fedt, siger Lauritz.
Det lyder som en form for voksenliv. Og det er præcis sådan, det føles.
- Men jeg ved ikke, om jeg rigtigt føler mig som en voksen. Hvis folk begyndte at kalde mig en mand, ville jeg sige, at det er forkert. At jeg er en dreng. Men jeg føler, at jeg lever et meget voksent liv.
Nyt projekt
Selvom Lauritz trives med at sidde hernede i studiet hver dag sammen med Celine og Jeppe, så er han altså ikke nødvendigvis færdig som artist. Lige nu er det bare rart at have fokus på at lave en masse sange. Men den lille studie-trio, som tilsammen hedder Your Friends, er faktisk også begyndt at lave noget til sig selv.
- På et tidspunkt havde vi så mange sange, som bare lå der. Så kom det på tale, om vi selv skulle udgive dem i en form for bandkonstellation, os tre sammen. Det kan godt være, at det er ved at ske nu. Vi har én feature ude med en dj og Celine, der synger, siger Lauritz.
Hvor tror du, at du er om ti år?
- Jeg er sikker på, at inden for de næste ti år skal der bare prøves en masse ting. Jeg skal sikkert også udgive noget solo og rejse. Alt, der kan prøves inden for musik, skal prøves inden for de næste ti år. Jeg skal det hele.