De har ventet i 35 år, men i aften kan Island (endelig) vinde Eurovision - fra et hotelværelse: 'De bør rejse en statue af os, hvis vi vinder'

Den islandske deltager Daði Freyr er lige nu i coronakarantæne, men er stadig med i konkurrencen om Eurovision-trofæet.

(Foto: © PATRICK VAN EMST, Ritzau Scanpix)

Lad os sige det som det er: De er tossede med Melodi Grand Prix på Island.

Faktisk er vores brødre mod nord så vilde med den traditionsrige sangkonkurrence, at 98 procent at tv-seerne på Island fulgte med, da den seneste Eurovision-finale blev sendt for to år siden.

Og selvom der ikke mange flere procent at give af, så kan den rekord meget vel blive slået i aften, hvor Island er blandt favoritterne til at løbe med Eurovision-trofæet.

- Islændingene er rigtig klar til at vinde Eurovision, så jeg tror, det bliver vildt, hvis det sker, lyder det fra Daði Freyr, der sammen med bandet Gagnamagnið repræsenterer den kolde ø med sangen '10 Years'.

Skulle Island gå hen og snuppe sejren, bliver det første gang siden debuten i 1986, at islændingene kan kalde sig Eurovision-vindere.

- Hvis vi vinder, bør de rejse en statue af os, lyder det med et grin fra Daði Freyr, der også var udpeget til at repræsentere Island ved sidste års Eurovision, der dog endte med at blive aflyst.

Daði Frey og søsteren Sigrún Birna på scenen i Rotterdam. Bag dem ses sangerens kone, Árný Fjóla Ásmundsdóttir, som Grand Prix-sangen '10 Years' rent faktisk handler om. (Foto: © Andres Putting, EBU)

Sidder i coronaisolation under finalen

I år er Daði Freyr klar til at tage revanche, men desværre har islændingenes vej mod deres første Grand Prix-triumf vist sig at være noget af en rutsjebanetur.

I sidste uge blev et medlem af den islandske delegation testet positiv for coronavirus, og efterfølgende røg hele landets Eurovision-hold i karantæne på hotellet i årets værtsby, Rotterdam.

Tirsdag i denne uge annoncerede Eurovision-arrangørerne så, at resten af den islandske delegation havde leveret en negativ PCR-test og kunne fortsætte i konkurrencen. Men blot ét døgn senere forlød det så, at et medlem af det islandske Grand Prix-band, Gagnamagnið, også var blevet testet positiv for corona.

- Vi ved ikke, hvordan det er sket. Vi har været ekstremt forsigtigte og er meget chokerede over, at nogen er blevet smittet, fortalte Daði Freyr forleden i et interview med østrigsk tv.

Se den islandske Eurovision-optræden her:

Samme dag, som nyheden om den positive coronatest satte en kæp i hjulet for islændingenes Grand Prix-eventyr, annoncerede Daði Freyr og co., at man ikke ønskede at optræde uden at være fuldtallige på scenen.

Derfor optræder Island ikke live i årets Eurovision-finale. I stedet bliver seerne præsenteret for en optagelse af en af Islands sceneprøver, der blev optaget for over en uge siden.

Det betyder, at Island trods alt fortsat er med i konkurrencen om sejren, selvom lørdagens finale ikke just bliver, som forsanger Daði Freyr havde forventet.

- Vi har det godt, men vi er skuffede, for hele pointen med at være med i Eurovision igen i år, var at opleve den her konkurrence i virkeligheden. Havde vi vidst, det ville ende sådan her, havde vi nok ventet ét år mere, fortalte Daði Freyr med et lille grin til østrigsk tv.

Årets Eurovision har været underlagt en lang række strikse corona-restriktioner og -foranstaltninger. Alligevel er to medlemmer af den islandske delegation blevet syge med corona. (Foto: © Andreas Putting, EBU)

Fik kæmpehit med Eurovision-sang om sin datter

Men lad os nu for en stund lige spole tiden lidt tilbage.

I sidste uge - før den islandske delegation blev ramt af corona - mødte DR nemlig Daði Freyr i Ahoy Arena i Rotterdam, hvor aftenens finalebrag finder sted.

Her fortalte den 28-årige musiker, der til daglig bor i Berlin med sin familie, om tankerne bag Grand Prix-bidraget '10 Years', der er dedikeret til Daði Freyrs kone, som i øvrigt også er med ham på scenen som en del af Gagnamagnið.

- Hun skulle have en sang, fordi hun er den bedste kone. Nu har vi har været sammen i ti år, så jeg tænkte, det var på tide at jeg skrev en sang til hende, fortæller Daði Freyr og fortsætter:

- Hun var ikke selv helt sikker på, om hun syntes, det var en god idé. Hun er jo også med på scenen, og jeg tror måske, hun synes, det ville være lidt mærkeligt at skulle optræde med en sang, der handler om hende selv.

Sidste år skulle Daði Freyr have deltaget i Eurovision med sangen 'Think About Things', som også tog udgangspunkt i én af hans allernærmeste; nemlig datteren Áróra.

Selvom sangen aldrig nåede hele vejen til Grand Prix-scenen, formåede 'Think About Things' alligevel at blive et stort hit både i og uden for Islands grænser.

Hør 'Think About Things' her:

Sangen nåede hitlister i lande som Belgien, Storbritannien og Sverige og er i skrivende stund blevet hørt tæt på 80 millioner gange alene på Spotify.

- Det var rigtig mærkeligt for mig at opleve al den succes, 'Think About Things' fik, for det hele skete samtidig med, at corona tog fart, så jeg sad jo bare derhjemme og så det på internettet, forklarer Daði Freyr med et lille grin.

- Men det var dejligt, at sangen fik så meget opmærksomhed, og det har givet mig muligheden for forhåbentlig at holde nogle koncerter uden for Island senere i år, siger musikeren, der da også allerede har en koncert i København i kalenderen for 2022.

Islands skæbne besegles i aften

Forud for det udenlandske turnéeventyr venter dog aftenens Eurovision-finale, hvor Daði Freyrs - og resten af Islands - skæbne altså skal afgøres.

I stedet for at stå på scenen i Grand Prix-arenaen Ahoy kommer Daði Freyr og resten af Gagnamagnið til at følge slagets gang fra deres hotelværelse i Rotterdam.

- Det ville være virkelig mærkeligt at vinde på den her måde og meget anderledes, end hvad vi havde forestillet os, har Daði Freyr fortalt til østrigsk tv om muligheden for at blive kronet som Eurovision-vinder midt i sin coronaisolation.

- Jeg ved ikke, hvad vores chancer for sejr er nu. Jeg ved ikke, hvordan det her påvirker os, og om vi har de samme chancer som alle andre, men jeg tror da, muligheden er der, tilføjede sangeren, der af bookmakerne lige nu spås en sjetteplads i lørdagens finale.

Om det alligevel bliver til islandsk sejr, får både Daði Freyr og vi andre svar på i aften, når årets finale i Eurovision Song Contest ruller over skærmen fra klokken 21.

Du følger med i festlighederne på DR1 og DRTV, mens du her på dr.dk kan hente din egen stemmeseddel til finalen.

Det islandske Grand Prix-bidrag '10 Years' bliver fremført af Daði Freyr og Gagnamagnið. Med på sangen er også et stort kor bestående af lydbider fra 1.000 forskellige personer, som musikeren har fået tilsendt via nettet. (Foto: © Andres Putting)