De to venner Rudi Daouk og Jakob Mihoubi har det bedst, når de kan hygge sig med at skrive musik i deres fælles studie i Vanløse. Langt væk fra spotlyset og uden at tiltrække sig nogen form for opmærksomhed.
Men i Asien er de lige nu toppen af poppen - bogstaveligt talt – og det får i den grad spotlyset til at pege på den danske sangskriverduo, der kalder sig Jay & Rudy.
Denne uge er den kinesiske popstjerne Lay nemlig gået nummer et på den amerikanske Billboards albumhitliste for verdensmusik, og de to danskere har været med til at skrive tre af sangene på hans album, ’Namanana’, der både er udkommet i en kinesisk og engelsk version.
- Jeg var lige vågnet og tjekkede Instagram, som man jo desværre altid gør, og der så jeg, at Lay havde delt sin førsteplads derinde. Så står man der med morgenhår og tænker, at det var da meget fedt, og så skrev jeg til Rudi, fortæller Jakob Mihoubi og tilføjer:
- Der var ingen af os, der rigtigt havde regnet med det. Det er kæmpe stort.
Lyt til Lays 'Lay U Down', som Jay & Rudy har været med til at skrive, mens du læser videre:
De seneste år har Jay & Rudy skrevet en masse sange sammen med andre sangskrivere i Sydkorea.
Det har kastet flere effektive hits af sig i Asien, og særligt deres bidrag inden for genren k-pop, koreansk pop, har været succesfuld.
Har ikke brug for opmærksomheden
Selvom det er vildt, at de nu ligger nummer et på Billboard sammen med Lay, så er det faktisk slet ikke første gang, at de oplever sådan en topplacering i år.
Det har de nemlig oplevet to gange før.
Først i februar med den nu afdøde k-pop-stjerne Jonghyuns sidste album, der lå nummer et samme sted, og dernæst med Jonghyuns tidligere boyband, koreanske Shinee, der i april gik nummer et i Japan.
- I Asien er der kultur for, at det ikke kun er artisten, der bliver hyldet. Man lægger også mærke til dem, der har skrevet og produceret sangene. Men vi har faktisk ikke brug for opmærksomheden, siger Rudi Daouk.
Han har lavet musik med vennen Jakob Mihoubi i mange år.
Som teenagere lagde de ud med selv at være optrædende, men med årene kom sangskrivningsdelen til at fylde mere og mere. I dag skriver de kun sange til andre.
- Vi har været i branchen noget tid, men det er først i år, at det har taget rigtig fat. Vi begyndte allerede at tage til Sydkorea i 2014, men det var først, da vi fik kontrakt med selskabet Ekko Music Rights, at der skete noget, siger Jakob Mihoubi.
Takket være en producer fik de plads på det store koreanske musikbureau SM Entertainments sangskriver-workshop, hvor rigtig mange af k-pop-genrens hits fødes.
- Man tager derover og bliver delt op i grupper med andre sangskrivere, og så får man at vide, hvem man skal arbejde sammen med den uge. Og så laver man ellers én sang om dagen, fortæller Rudi Daouk.
Artiklen fortsætter under billedet.
Vil gerne sikre sig respekt i branchen
Indtil videre har de – foruden de allerede nævnte – lavet sange til populære kunstnere som TVXQ!, Zhoumi, Super Junior og NTC 127.
- TVXQ er legend! De har solgt flere millioner album og har været med i 15 år. Vi lavet en sang til dem, som er på deres seneste album, fortæller Rudi Daouk begejstret.
Det er dog de færreste herhjemme, der kender de popstjerner, som Rudi Daouk og Jakob Mihoubi skriver sange for. Også deres venner her i Danmark kan indimellem have svært ved at følge med i, hvem Jay & Rudy hitter med lige nu.
Men duoen er taknemmelig for alt det, som de har opnået indtil videre, og har umiddelbart ikke travlt med at bryde igennem i for eksempel USA.
- Hvis det sker, er det fint, men sker det ikke, er det også helt fint. Vi vil bare gerne fortsætte med det, vi gør, og skabe os et godt navn i branchen. Vi vil gerne have, at folk ser på os og siger: De er nogle gode gutter, de to. Det vigtigste er, at der er respekt for vores sangskrivning, siger Jakob Mihoubi.
Så hvad byder fremtiden på?
- Forhåbentlig mere hygge i studiet, og at vi kan få flere og flere sange udgivet i Asien. Vi vil gerne arbejde hårdt og møde en masse mennesker, så vi kan få taget fat om den her branche og karrierevej, siger Jakob Mihoubi.
Lige nu er de aktuelle med en ny single, 'One More Time', med k-pop-boybandet Super Junior, der synger sammen med den Grammy-vindende latingruppe Reik fra Mexico.