Dansk sangerinde hyldes for feministisk bevægelse: 'Vi kvinder skal turde rose hinanden'

Sangerinden Fallulah modtog torsdag aften en pris for sit projekt Hej Søster.

Fallulah vandt torsdag aften Talenprisen ved Artbeat Prisen 2019 for sit projekt Hej Søster. (Foto: © Scanpix / Hej Søster)

I 2018 søsatte den danske sangerinde Fallulah projektet Hej Søster, en feministisk bevægelse, der blandt andet har til formål at sætte mere fokus på kvinder i den danske musikbranche.

Torsdag aften blev sangerinden så hyldet, da hun ved uddelingen af den årlige Artbeat Prisen kunne gå på vinderpodiet for at modtage årets Talenpris for sit arbejde med Hej Søster.

- Det er ekstremt overvældende og et stort skulderklap, siger den 34-årige sangerinde om prisen, der får følgeskab af en pengepræmie på 10.000 kroner.

Hej Søster blev startet af den danske sangerinde i sommeren 2018 som en playliste på Spotify, der skulle kaste spotlys på danske kvindelige musikere.

Siden er projektet blevet udvidet med en webshop, der sælger t-shirts, net og plakater med bevægelsens logo.

- Filosofien bag Hej Søster er, at kvinder skal støtte hinanden og ønske hinanden succes både i livet og professionelt, siger Fallulah og fortsætter:

- Mit ønske er at bryde nogle af de gamle mønstre, mange kvinder har indvendigt om, at man er bange for at give hinanden credit eller rose hinanden. Det dér med at skinne et positivt lys på andre end en selv kan være svært.

Fallulah er lige nu aktuel med singlen 'Bloodline':

Kvinder vil hinanden det godt

Talentprisen, som Fallulah og Hej Søster modtog torsdag aften, gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har udvist et særligt stort talent inden for kulturformidling.

- Siden jeg stiftede Hej Søster har jeg simpelthen fået så mange positive tilbagemeldinger. Kvinder vil virkelig hinanden det godt, og der er så meget velvilje til at ændre på, hvordan tingene har været tidligere, siger sangerinden, der bærer det borgerlige navn Maria Apetri.

- Der ligger rigtig meget arbejde – og kærlighed – i det her projekt, så det er mega motiverende at få den her form for anerkendelse. Det bekræfter mig bare i, at jeg skal bruge endnu mere tid på det her.

Artbeat Prisen uddeles af kommunikationsbureauet Have Kommunikation i samarbejde med Spar Nord Fonden.

Du kan se alle vinderne ved torsdagens prisshow her:

De vandt ved Artbeat Prisen 2019

  • Artbeat Prisen 2019: Bloom, Golden Days Sekretariatet

  • Særprisen 2019: Lys over Lolland

  • Talentprisen 2019: Hej Søster

  • Den Ekstraordinære Pris: 100 Danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag