På lørdag er det præcis fire år siden, at en 19-årig Nicklas Sahl indtog Grøn Koncert-scenen i Aarhus sammen med Mads Langer.
Solen bragede ned, og foran scenen stod over 30.000 mennesker og hujede på den dengang unge amatørmusiker fra Hadsten.
- Det var voldsomt, fortæller Nicklas Sahl med et stort smil til radiovært Pelle Peter Jencel i programmet 'Musiksommer på P3'.
- Men der gik ikke mere end fem sekunder, og så var alle mine nerver væk. Jeg syntes bare, det var sjovt, mindes Nicklas Sahl, der siden er blevet professionel musiker med flere hits på samvittigheden.
Hør et af Nicklas Sahls hits, 'Planets', her, mens du læser videre.
Havde ventet hele livet på at stå på scenen
Mads Langer havde forud for koncerten for fire år siden lavet en konkurrence på Instagram, hvor den, der lavede det bedste cover af et af hans hits, fik lov til at optræde med ham. Nicklas Sahl var en klar vinder.
- Jeg var blown away, da jeg så hans cover, fortæller Mads Langer over en skrattende telefonforbindelse.
At Nicklas Sahls nervøsitet forduftede efter få sekunder på scenen, kan musikeren bag hits som '3 AM', 'Flawless' og 'You're Not Alone' skrive under på:
- Jeg oplevede ham som én, der hele livet havde ventet på at komme op på den scene, så folk kunne fatte, hvad det var, han havde gang i, griner Mads Langer, som derfor også kun kan råde den unge musiker til at fortsætte det gode arbejde.
- Der er langt mellem nye artister, der både kan spille, synge og skrive sange. Og det bedste råd, jeg kan give Nicklas, er derfor bare at blive ved med at gøre sig umage hver eneste dag. At skrive sange og øve sig på sit instrument. Så kan jeg ikke se, hvordan det ikke skulle gå godt med det talent, Nicklas har.
I videoen herunder kan du se Nicklas Sahl optræde i 'Musiksommer på P3' med verdenspremieren på sin nyeste single, 'Say It Back'.
Sangen er en del af hans kommende album, 'Unsolvable', der udkommer 7. august.