Dansk sanger hitter som aldrig før – men mærker det ikke selv: 'Ingen genkender mig på gaden'

Drew Sycamore har fået sit store gennembrud i en tid, hvor intet er, som det plejer.

Har du haft tændt for radioen en gang eller to i løbet af de seneste måneder, er du nok stødt på navnet Drew Sycamore.

Med sangen 'I Wanna Be Dancing' har den dansk-walisiske sanger nemlig sikret sig ét af årets foreløbigt største radiohits.

Den dansable popperle, der udkom sidste efterår, har været på listen over de mest spillede danske numre i dansk radio i hele 20 uger og startede sågar det nye år ud med at toppe listen som den mest spillede sang i hele Danmark.

Men selvom Drew Sycamore, der også er kendt for hits som 'Perfect Disaster' og 'Take It Back', altså for alvor har fået gang i karrieren, har hun svært ved selv helt at forstå sin nyfundne popstjerne-status.

Succesen er nemlig kommet, mens det meste af landet har været lukket ned grundet coronarestriktioner.

- Jeg ved jo, at mine sange bliver spillet meget i radioen, men jeg har ikke oplevet det på egen krop endnu. Jeg har jo ikke rigtigt prøvet at spille store koncerter, hvor folk synger med på mine sange, og når jeg går på gaden, bliver jeg heller ikke genkendt. Der er jeg jo dækket til af et stort mundbind, fortæller musikeren med et grin.

Se Drew Sycamore spille sit kæmpehit 'I Wanna Be Dancing' live i 'Go' Morgen P3' i videoen øverst.

Glæder sig til at spille tårevædet koncert

Fredag morgen gæstede Drew Sycamore programmet 'Go Morgen P3'. Her optrådte hun live med sin musik og blev også spurgt ind til det absurde i at få sit store gennembrud i en tid, hvor ingenting er, som det plejer.

Her forklarede sangeren, at hun har valgt at fokusere på det positive frem for at være frustreret over de begrænsninger, som coronasituationen har ført med sig.

- Jeg dyrker ikke frustrationsfølelsen, for det er ikke noget, jeg kan bruge til noget, fortalte Drew Sycamore i programmet og uddyber til dr.dk:

- Selvfølgelig har jeg også dage, hvor jeg er færdig med corona, men jeg synes, det er svært at bevare pessimismen med det år, jeg har haft. Jeg har oplevet så mange vilde ting og fået succes. Det er jeg vildt glad for, forklarer hun.

Drew Sycamore glæder sig dog til, at hun – forhåbentlig snart – kan komme ud at spille koncerter igen. Både så hun kan se sit publikum i øjnene, men også så hun selv for alvor kan begynde at fordøje den succes, hun har oplevet på det seneste.

- Jeg ved, min musik er populær, og at folk lytter til den, men jeg har ikke fået det dér real life-bevis på min succes endnu, forklarer hun og fortsætter:

- Men jeg glæder mig helt vildt til, når ting åbner op, og jeg skal spille min første store koncert. Jeg tror, det bliver en helt vildt rørende oplevelse at stå på scenen og se og høre folk synge med. Der får jeg nok lidt tårer i øjnene.