De fleste drømmer om at se deres nærmeste lykkelige.
Men det kan være overordentligt svært at rumme andres lykke, hvis den konstant minder en om noget, man ikke selv har men desperat ønsker sig.
Det oplevede 27-årige Rikke på egen krop, da hendes tætte veninder begyndte at få børn.
Igennem tre år prøvede hun og hendes tidligere kæreste nemlig selv ihærdigt at få børn. Men til stor sorg for det unge par, ville det bare ikke lykkes for dem.
Det fortalte hun om i ugens udgave af radioprogrammet 'Sangskriver' på P3, hvor vært Jonas Gülstorff sidder klar med en musikalsk gæst, der skal skrive en personlig sang til en lytter i løbet af to timer.
Alt imens Rikke kæmpede for at blive gravid med sin kæreste, blev den ene efter den anden af hendes veninder gravide og fødte skønne, små babyer. Kampen om at få et barn blev til sidst for meget for Rikke, som følte sig nødsaget til at ende forholdet med sin kæreste.
- Jeg følte, jeg svigtede ham gang på gang i de tre år, vi prøvede. Jeg elsker den mand, men jeg har følt det her store svigt over for ham og følte til sidst, at han skulle ud at finde en, der kan give ham det, han allerhelst vil have. Jeg kunne bare ikke mere, fortalte Rikke om den svære beslutning i programmet.
Og ekskæresten er ikke den eneste, Rikke har følt, hun svigtede.
Selvom hun gjorde alt, hun kunne for at være glad på sine veninders vegne, blev det til sidst uudholdeligt for Rikke at rumme sin egen smerte over at blive konfronteret med deres familieforøgelser, når nu der ikke var udsigt til, at det ville ske for hende selv.
Derfor trak hun sig fra sine venskaber, og det har fået veninderne til at undre sig.
Rikke har nemlig ikke fortalt dem, hvad deres nye liv som mødre gør ved hende. Og hun har haft brug for hjælp til at sætte ord på det for at undskylde sit fravær.
- Det har været svært at sætte ord på. De føler sig svigtet, men de ved ikke hvorfor, for det har vi aldrig talt om, sagde Rikke, som i brevet til 'Sangskriver' berettede om, hvordan hun kommer for sent til barnedåb og børnefødselsdage, fordi hun må lægge sin mascara om flere gange og sidde og hanke op i sig selv i bilen inden.
"Mine veninder tager hensyn, de aldrig burde være nødsaget til, i deres lykkelige stunder. De ved ikke, hvordan de skal fortælle mig om, at de er gravide igen. De ved ikke, om de må tale om deres børn, hvis vi ses uden. De lægger låg på deres glæde, når jeg er i nærheden. Det er ikke noget, vi taler om, men jeg kan se det i deres blik", skrev Rikke blandt andet i sit brev.
Var nødt til at tage afstand
Dén historie rørte vært Jonas Gülstorff og gæst Mattias Kolstrup dybt.
- Puha. Jeg fik gåsehud seks gange der. Jøsses, lød det fra den tidligere frontmand i Dúné, som nu laver musik under navnet Liberty og er aktuel med albummet 'Haven't Felt This Great Since 1988'.
Lyt til sangen 'Closure' fra Libertys nye album her:
Det gav den 31-årige musiker svedige håndflader at skulle sætte ord på så stærke - og svære - følelser.
Men på trods af præstationsangsten kastede han sig fluks over opgaven - med fokus på at integrere følelsen af håb i melodien, som Rikke lød til at kunne bruge i sin nuværende situation.
Og efter små to timers kreativ udfoldelse, endte de to sangskrivere ud med sangen 'It's Been A While'.
Sangens titel og omkvæd tog udgangspunkt i en episode, Rikke for nylig havde med en af sine veninder, som vendte op og ned på Rikkes syn på sin måde at håndtere sorgen på.
- En veninde tog fat i mig og spurgte: "Hvor er du?". Hun syntes ikke, jeg har været der, når hun har haft brug for mig, så hun spurgte: "Hvad har du gang i? Hvor er du? Hvad laver du, hvorfor ser du ikke nogen af os? Det ender med, du mister alt, hvis du fortsætter sådan her", fortalte Rikke i 'Sangskriver'.
Og det fik hende til at indse, at det nu var på tide at få sat ord på de følelser, hun går med, og som er kommet imellem hende og veninderne.
- Hvorfor skulle de have en veninde omkring sig, som egentlig bare har ondt indeni og er ked af det og græder over barnløshed. De skulle have lov at nyde deres lykkelige stunder, og det følte jeg bedst, jeg lod dem gøre ved at trække mig, så de kunne bruge de veninder, der også selv har børn eller er gravide, sagde Rikke i programmet og fortsatte:
- Jeg håber, I kan hjælpe mig med at fortælle dem, at jeg har prøvet og virkelig prøver at være der, men det kræver bare så meget af min krop og mit sind at være omkring dem og deres børn. Jeg har taget afstand, fordi jeg elsker dem og deres børn, og jeg føler, jeg har været en dårlig veninde og at jeg svigter dem, hvis jeg møder op og græder og har ondt.
'Jeg ryster helt'
Skønt Mattias Kolstrup - eller Liberty - var gået til opgaven med svedige håndflader, viste hans anstrengelser sig ikke at have været forgæves.
Resultatet, 'It's Been a While', faldt nemlig i god jord hos Rikke, som havde svært ved at finde ord til at beskrive, hvad det betød for hende nu at have en sang, der sætter ord og lyd på hendes situation og følelser.
Lyt til 'It's Been a While' og Rikkes reaktion her:
- Wow. Hold da op. Den er virkelig god, Mattias. Tårerne triller ned hos mig. Tusind tak, hold da kæft, lød det grådkvalt fra hende, da sangens sidste tone klingede ud.
- Den rammer bare. Jeg ryster helt. Det kommer til at gøre en forskel for mig, fordi I har sat ord på det, jeg ikke selv har kunnet beskrive for mine veninder.
Slut med misforståelser og gætteri
Om den også ville gøre en forskel for Rikkes veninder, måtte hun dog vente lidt med at finde ud af. Programmet blev nemlig optaget på forhånd.
Men efterfølgende har Rikke opfordret sine veninder til at høre det igennem, så de måske kunne få øjnene op for hendes side af sagen. Noget, hun har haft svært ved selv at åbne op om.
Og selvom det ikke er dem alle, der har kontaktet Rikke efterfølgende, har hun alligevel fået positiv respons fra dem, der har.
- Jeg blev ringet op af en af mine tætte veninder, som var rørt og syntes, det var sejt af mig at tale om det tabu, det er at være jaloux. Det havde fået hendes øjne op for, at der jo er flere sider af en sag, fortæller Rikke og fortsætter:
- Hun prøvede at sætte sig i mit sted og kunne slet ikke forestille sig, hvordan hun selv ville håndtere at føle sig udenfor på den måde.
Rikke og veninden fik talt om, hvordan de har fulgt hinanden igennem en hel ungdom og stået over for de samme udfordringer - at det er hårdt at gå i gymnasiet, hvilken uddannelse, man skal vælge, hvem man skal være kærester med - indtil nu. Og det kan være en udfordring at nå til et sted i sit venskab, hvor man ikke længere altid forstår hinanden.
- Vi fik også talt om de misforståelser, der er opstået undervejs. Hun har ladet være med at invitere mig til børnefødselsdage og arrangementer med børn, fordi hun troede, det ville være for hårdt for mig. Vi aftalte, at vi skal give hinanden valget selv og tale om tingene, i stedet for at gætte sig frem til, hvordan den anden har det, siger Rikke, som er glad for, at der endelig er blevet prikket hul på bylden.
Hun håber, at andre, der står i samme situation, vil lade være med at lukke helt af, som hun selv har gjort. For det er mere konstruktivt at tale om tingene.
Og så håber hun, at hendes historie vil få folk til at tænke lidt over det, inden de spørger andre på hendes alder om, hvorvidt de ikke snart skal have børn.
- Det er ærgerligt, at folk synes, det er så naturligt at spørge andre om. De ved ikke, hvad der sker hjemme i soveværelset eller i folks kroppe. Det er så personligt! Og det er svært for sådan en som mig hele tiden at få smidt i hovedet.
Rikkes fulde navn er redaktionen bekendt.
Fik du ikke hørt ugens udgave af 'Sangskriver' på P3 med Mattias Kolstrup? Så kan du finde hele programmet her.
Læs teksten til 'It's Been A While' her:
I feel like a bad lover
My body is betraying me
Couldn't give you what you wanted
So that's why I had to leave
Where have you been?
Where are you now?
It's been a while since we've seen you around
I've been distant from you
It's so unfair, but it's true
I was selfish and blind
I got lost in my mind
Shared the same dream
Went down the stream
Had to set you free
Cus you got hurt by me
I feel like a bad friend
It wasn't my intention
You gotta know, that I'm trying
Reaching out through my crying
Where have you been?
Where are you now?
It's been a while since we've seen you around
I've been distant from you
It's so unfair, but it's true
I was selfish and blind
I got lost in my mind
Shared the same dream
Went down the stream
Had to set you free
Cus you got hurt by me