Dansk musiker hitter med sang om sin identitetskrise: 'Jeg har altid været forvirret over, hvem jeg er'

Bbybites har accepteret, at hun stadig er forvirret over, hvem hun selv er - og nu har hun fået et radiohit ud af det.

Hvis du har været på date, og måske endda flere, kender du måske det med at komme til at fremhæve nogle bestemte ting ved dig selv og nedtone andre, alt efter hvem du sidder overfor.

Det gør 25-årige Martha Maj Hauptmann, som laver musik under navnet Bbybites.

Hun har selv tænkt meget over typer og identitetsmarkører og været i tvivl om, hvad der passede på hende.

Men efterhånden er hun begyndt at omfavne, at det ikke altid er lige let at finde ud af, hvem man er, og hvilken "kasse" i samfundet man passer ned i. Endda i en sådan grad, at hun er begyndt at lege med det – for eksempel på dates.

Og det er de tanker, hendes sang 'Bby' handler om. Det fortalte hun om i 'Ny lyd' på P3 fredag, hvor hun også spillede sangen live.

Se Bbybites optræde med 'Bby' i P3 i videoen øverst.

- Jeg kan godt lide at spille på, at jeg kan fornemme, når nogen har en bestemt type, og så passe ind i den type. Jeg synes, det kan være sjovt at lege med personaer og karakterer på den måde, uddyber hun til dr.dk.

- I dag handler alting om, at vi skal realisere os selv. Vi lever i et samfund, hvor der er frit valg på alle hylder, når man skal finde sig selv og vælge sin identitet. Men jeg har altid haft svært ved at passe ned i en bestemt kasse; jeg kan ikke finde ud af, hvilken jeg skal vælge. Derfor har jeg altid været forvirret over, hvem jeg er, siger hun.

- Men nu har jeg ligesom fundet mig selv ved at acceptere, at jeg ikke ved, hvor jeg passer ind.

Og Bbybites har altså nu fundet en måde at få det maksimale ud af sin identitetskrise. Da sangen 'Bby' udkom i januar, blev den nemlig hurtigt samlet op af to af landets største radiostationer, P3 og The Voice – på samme tid.

- Det var virkelig vildt. Jeg havde fået at vide, jeg ville blive 'Voice Choice', og da jeg så fandt ud af, at jeg også blev 'P3's Uundgåelige' i samme uge, begyndte jeg at tude, fortæller Bbybites.

- Jeg er meget glad for, at folk har forstået mit univers og mine tanker. Det er altid tydeligt for en selv, når man skriver sange, men man kan godt blive i tvivl, om andre også forstår det.

For kun et år siden udgav Bbybites sin første single og blev udvalgt til talentprojektet KarriereKanonen, hvor hun strøg videre til finalen. Og siden er det altså gået stærkt – selvom hun stadig har til gode at spille koncerter for et stående publikum.

Det får hun forhåbentlig mulighed for at råde bod på, når hun drager på turné med singer-songwriter-kometen Dopha i løbet af foråret.

- Det er, som om der er sket virkelig meget, men også ingenting på grund af omstændighederne omrking corona. Men jeg har i hvert fald lært mig selv bedre at kende og forstår, hvad det er, jeg vil.