Dansk musiker giver 'bloddryppende' optræden: 'Det er, som om verden er ved at gå i stykker'

Musikeren Goss føler sig indimellem skør i en tid præget af blandt andet corona, klimakrise og Donald Trump.

- Det hele er sgu lidt skørt for tiden.

Ordene, der kommer fra den danske musiker Mads Damsgaard Kristiansen, bedre kendt under kunstnernavnet Goss, kan de fleste nok tilslutte sig.

For i en tid hvor corona, klimakrise og andre ulykkeligheder fylder meget både i mediernes skriggule overskriftsbjælker og i samtalerne hen over aftensmaden, kan verdenssituationen til tider føles en smule overvældende.

Sådan er det også for Goss, der lige nu hitter med sangen 'Mad Man', som netop handler om, hvordan man forholder sig til en omverden, der mest af alt lader til at stå i flammer.

- 'Mad Man' handler om, hvordan vi går rundt i den her verden, hvor det hele lidt føles, som om det er ved at gå i stykker, og hvordan det næsten er umuligt ikke at føle, man også selv er ved at gå i stykker, forklarede musikeren, da han fredag gæstede programmet 'Ny Lyd' på P3.

- Den handler ikke kun om corona, men om Trump, klimaet, hele paletten af ting, der får én til at sige: "Shit mand, hvad foregår der? Hvad gør vi lige?"

Fredag spillede Goss nummeret 'Mad Man' live og satte samtidig et ekstra, dramatisk tvist på sangens tematik, da han og bandet optrådte indsmurt i blod. Se optrædenen i videoen øverst.

Forsøger at bearbejde tingenes tilstand

I 'Mad Man' beskriver Goss, hvordan verdenssituationen gør ham skør. Samtidig beskriver han, hvordan følelsen af afmagt nærmest kan føles som at være "besat af djævlen".

- Nogle gange kan man ikke rigtig placere al den information, der flækker rundt inde i en, nogen steder. Det kan faktisk påvirke mig helt fysisk. Det er, som om der er noget, der ikke kan komme ud. Så føler jeg, jeg er nødt til at løbe en ekstra løbetur eller vinterbade for at kunne holde den her følelse ud i strakt arm, forklarede Goss.

Ifølge Goss er sangen, der udkom i sidste måned, en måde for ham at håndtere de skøre følelser, verdenssituationen nogle gange efterlader ham med.

- Jeg er generelt meget optimistisk, men jeg tror, det her er et forsøg på at bearbejde de her ting og sige: "Det er okay at gå og have det rimelig presset, for det giver nok meget god mening, at man har det sådan i de her tider."

Presset eller ej, så har Goss dog også ting at glæde sig over. For få uger siden blev netop 'Mad Man' nemlig udpeget som 'P3's Uundgåelige'. Et æresmærke, der betyder meget for musikeren.

- Titlen som 'P3's Uundgåelige' var noget, jeg på en måde havde jagtet i 15 år. Den kan jeg så tikke af listen nu, lød det fra Goss, der også drømmer om at spille på musikfestivalen Coachella og gæste Orange Scene på Roskilde.

- Men først og fremmest vil jeg bare gerne lave noget musik, der betyder noget for nogle mennesker. Noget musik, der er helt sit eget, og som virkelig lyder som mig.