Dansk hitgruppe laver nyt album - hver for sig: Vi har haft brug for ikke at se hinanden

Oven på to år med massiv succes havde danske Chinah brug for at puste ud og trække stikket fra hinanden.

Danske Chinah består af Simon Kjær (tv.), Simon Andersson og Fine Glindvad. (Foto: © pressefoto)

I 2016 vandt de Talent-prisen ved P3 Guld. Siden har de spillet på nogle af landets største festivaler. Nu høster deres dugfriske nye plade store roser hos anmelderne.

Ja, mange ville nok betegne den elektroniske pop-trio Chinah som rimelig succesfulde - men ikke bandet selv.

- Hele den snak om succes kan være lidt træls på en måde. Hvorfor er det så vigtigt at snakke om, hvad der er en succes, og hvad der ikke er?

Ordene kommer fra Fine Glindvad, gruppens forsanger og kvinden bag vokalerne på hits som 'Away From Me' og 'Can't Remember How It Feels'.

- Inden for popmusik kan der godt være en lidt snæver forståelse af, hvad succes er. Den der antagelse om, at det handler om at blive så stor som muligt. Der må man lige huske sig selv på, om det også er dét, man selv synes er et succeskriterium, siger hun.

Hør nummeret 'Real Thing' fra den nye plade her, mens du læser videre.

Havde brug for ikke at se hinanden

Men uanset hvordan man måler og vejer gruppens bedrifter, så er der ikke nogen tvivl om, at Chinah siden debuten i 2015 har været en af den danske musikscenes mest lovende og spirende popnavne.

I weekenden udgav de pladen 'Anyone' - deres første album i fuld længde og opfølgeren til de succesfulde ep'er 'Once The Lights Are One' fra 2016 og sidste års 'Hints'.

Men denne gang er arbejdet med den nye plade foregået på en lidt anderledes måde, da de poptrioen i høj grad har arbejdet på den nye musik hver for sig.

De havde brug for ikke at se hinanden i en periode, forklarer Fine Glindvad.

- Jeg kunne mærke, da vi skulle til at lave musik igen, at der var en eller anden reaktion i mig. Jeg havde ikke lyst til, at vi skulle mødes i et eller andet studie. Vi havde brug for ikke at se hinanden i et stykke tid og puste ud, siger hun og fortsætter:

- Vi fandt ud af, at vi måske skulle lave musik på en ny måde, fordi vi er et andet sted i vores karriere nu. Vi havde ikke lyst til at mødes lige så meget, som vi havde gjort før, men hellere tænke: 'Okay, hvad vil du lave, hvad vil jeg lave' og så gøre dét – og så prøve at forene de ting til sidst. Vi ville gerne gøre det på vores egen måde, siger hun.

Sådan så det ud, da Chinah i 2016 vandt Talent-prisen ved P3 Guld.

Optog nye hits hjemme i sin seng

Derfor valgte gruppen at arbejde på de nye numre hver for sig i stedet for at mødes i et stort musikstudie.

Guitarist Simon Kjær skrev sin musik derhjemme, og Simon Andersson tog sin computer under armen og arbejde på nye toner rundt omkring på caféer og læsesale i København.

Hjemme i sin lejlighed optog Fine Glindvad sine vokaler - oftest direkte gennem headsettet på sine høretelefoner - mens hun enten lå i sin seng, flød i sofaen eller hang henover et bord. Det gav en 'sløset og afslappende lyd', som hun godt kunne lide.

- Tidligere tænkte vi lidt, at når man indspiller en vokal, skal man jo i et ordentlig studie. Men hvorfor egentlig? Hvis vi kan få noget til at lyde fedt derhjemme, så er det jo bare dét, vi gør, siger Simon Andersson og Simon Kjær tilføjer:

- Da vi første gang udgav musik, som der var nogle, der reagerede positivt på, var det jo noget musik, vi selv havde lavet og skabt på vores egne præmisser – så det virkede mærkeligt at ændre på det.

Gruppen startede med at lave musik sammen i 2014, og udgav deres første single 'Away From Me' i sommeren 2015. (Foto: © pressefoto)

Anmelderne roser ny lyd

Den tilgang lader til at have virket.

Anmelderne er begejstrerede for den nye plade, som bliver kaldt både 'forførende' og fuld af 'sexappeal'.

På det nye album har gruppen skiftet deres tidligere poppede melodier ud med en mere dyster og rå lyd, et skifte som magasinet Soundvenue i deres anmeldelse af pladen kalder 'det perfekte træk'.

På spørgsmålet om hvorvidt gruppen har været bange for at skubbe nogle af de fans, der faldt for gruppens oprindelige lyd, fra sig, trækker bandet på skuldrene.

- Jeg tror ikke, vi har haft noget valg end at gå en ny vej med vores lyd. Jeg tror, at havde vi tænkt for meget over, at leve op til andres forventninger, så havde det ikke fungeret. Så havde det ikke været fedt for os, for vi ville gerne gøre tingene på en ny måde, siger Simon Andersson og understreger, at de nye sange bestemt ikke er en fuckfinger til de gamle sange.

- Det her er bare en ny side - måske en skyggeside - af Chinah, siger Fine Glindvad, der er glæder sig over, at pladens 12 nye numre endelig er ude.

- Det er vildt syret. Vi bruger så meget tid på at snakke om alle mulige små detaljer i vores musik, og nu er sangene bare ude af vores hænder, siger hun inden Simon Andersson afbryder hende:

- Nu er der alle mulige andre, der skal forholde sig til det – og det er måske egentlig meget godt.

Chinahs nye album 'Anyone' er på gaden nu.