Dansk hitduo bliver provokeret af metervaremusik: 'Hvad er det, man vil sige med det?'

Det er vigtigt for FOOL at forholde sig til omverdenen - også i musikken.

(© Pressefoto)

Tre sange.

Det var alt, der skulle til, før karrieretoget begyndte at rulle med 180 kilometer i timen for den danske duo FOOL.

Og det var særligt den tredje, der gjorde udfaldet i 2018.

- Fra 'Strapped' kom ud og fem måneder frem gik tingene så stærkt, at vi bare måtte hoppe på toget og lære ting undervejs. Vi havde nul spillejob i 2017 og 80 i 2018. Vi regnede ud, at vi sammenlagt kørte det, der svarer til at tage til Thailand og tilbage og lidt til, fortæller producer og trommeslager Rasmus "Jabs" Jarby, som udgør den ene halvdel af FOOL.

Og succesen fortsatte. Duoen knoklede derudad og var både overvældede, taknemmelige og glade for interessen fra omverdenen.

Lyt til FOOLs seneste single, 'Someone Said', her:

Men set i bakspejlet er de enige om, at det har været nødvendigt at skrue ned for tempoet og bearbejde alle oplevelserne. Og ikke mindst få tid til at følge ordentligt op på de relativt få sange, de havde delt med offentligheden. Noget, som corona-restriktionerne meget belejligt tvang ned over hovederne på dem.

- Vi har på mange måder følt, at vi har løbet lidt efter succesen. Vi skal bestemt ikke klage over noget, men vi har måske savnet noget fordybelsestid til at få lavet noget ordentlig musik, fordi det hele tiden skulle passes ind mellem alt muligt andet, og til at reflektere over de ting, vi har været igennem, fortsætter Jabs.

For mændene bag FOOL er den kreative proces hele udgangspunktet for at ville lave det, de laver. De står selv bag al musikken, produktionerne og det visuelle. Men da det pludselig måtte komme i anden række til fordel for praktiske ting som mails, interviews og ikke mindst koncerter, så har det været vigtigt for dem at finde tilbage til udgangspunktet.

Nødvendigt at italesætte menneskehedens udfordringer

Og det kan duoen skrive under på, at de har gjort i den seneste tid. De er nemlig enormt spændte og glade for endelig at have færdiggjort og finpudset deres debutalbum, 'Mango & Limelight', som udkommer i starten af september.

Og det udkommer ikke i albumformat for ingenting, understreger de.

- Det har været vigtigt for os at lave et album, som ikke bare er ti gange 'Strapped'. Der skulle være et narrativ og en dynamik. Du kunne sagtens blive ved med at udgive singler, når folk streamer, som de gør i dag. Så hvis vi skulle udgive album, skulle der være en idé med det, forklarer Jabs og fortsætter:

- Vi synes selv, albummet opsamler og afrunder alt det, vi har været igennem og tænkt og følt indtil videre. Det er både en opsamling og en videreudvikling af det, man har hørt fra os tidligere. Der er flere facetter og hints om, hvor vi gerne vil hen.

Husker du nummeret 'Strapped', som for alvor sendte FOOL mod stjernerne i 2018? Lyt til det her:

- På et album behøver alting ikke være radioskåret, så vi har glædet os til at vise, hvad vi ellers kan. Det er så rart at kunne sige, at nu kommer vi med et større statement end bare enkeltstående singler.

FOOL består af Jabs - eller Rasmus Jarby (tv.) og Adrian Mikkelsen (th.). På trods af en aldersforskel på 13 år, udgør de et perfekt, musikalsk match for hinanden, siger de. (© Pressefoto)

På albummet behandler duoen deres egne tanker og følelser omkring alle de ting, der er sket for FOOL i løbet af de sidste par år. Men de berører også større, samfundsaktuelle emner, som har fyldt meget i den offentlige debat.

Derfor er der referencer til alt fra kønsdebatten til klimaforandringerne at hente på albummet for dem, der har ekstra skarpe lyrik-ører.

Det er nemlig vigtigt for dem at forholde sig til verden omkring dem. For FOOL er der ingen undskyldning for ikke at sige noget, når man har en platform i en verden, hvor "ting er så fucked".

- Vi kan godt blive provokeret af metervaremusik, for hvad er det, man vil sige med det? Det føles hurtigt meget tomt. Der sker så mange ting, og der er så mange udfordringer, menneskeheden står overfor, og det er vigtigt for os at flette ind. Ikke forstået på den måde, at vi har følt det som en forpligtelse. Mere som en nødvendighed, siger Jabs.

Vil aldrig gentage sig selv

Men hvad har FOOL lært af den "togtur", de stod på for tre år siden, hvor første single ramte streamingtjenesterne? Ikke så lidt - både professionelt og personligt.

Det er blandt andet gået op for især forsangeren Adrian, som var 20, da FOOL debuterede, at man skal passe på med at blive revet med af succesen. Og at det er vigtigt at have begge ben solidt plantet på jorden.

- Det lyder måske spøjst, men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg snakkede om mig selv hele tiden. Da det begyndte at gå rigtig godt, var der mange, der roste en og sagde en masse søde ting, og det er optur. Men så står man pludselig dér i mange sammenhænge og fortæller om sig selv, siger Adrian og fortsætter:

- Til sidst har man gjort det så mange gange, at man bare fyrer en linje af. På et tidspunkt havner man så ved siden af en, der er fuldstændig ligeglad, og så står man stadig dér og snakker om sig selv. Der måtte jeg lige stoppe op og tænke: "Det er ikke alle, der behøver at høre, hvad du har udrettet og fået af succes".

FOOL mærkede for alvor, at deres musik havde taget fat, da de hørte deres eget nummer 'Strapped' blive spillet i en masse camps på Roskilde Festival i 2018. - Det var fandeme syret. Vi har været meget på Roskilde og ved, der er nogle numre, man hører meget dér, og det er vildt, at ens eget har været in that mix. Så ved man, folk har connected med det. (© Pressefoto)

Og det med ikke at blive revet for meget med gælder også for musikken. Når tiden er knap, og mange pludselig har meninger om det, man laver, kan det være svært at insistere på at ville gå i nye retninger – for hvorfor dog det, når det går så godt?

Men det er et løfte, duoen har givet sig selv fra dag ét. Og det er noget, de tager med sig videre ind i det nye kapitel af FOOL, de allerede så småt har indledt. Selvom debutalbummet ikke engang er ude endnu, har de nemlig allerede nye sange in the making.

- Vi har lyst til at fucke med opfattelsen af, hvad FOOL kan være og skal blive. Vi vil aldrig lyde på én måde, men hele tiden udfordre. Det kan være svært, når toget kører hurtigt, og der ikke er tid til fordybelse. Men det er vigtigt for os ikke at blive repetitive og en dårlig efterligning af os selv, siger Jabs og afslutter:

- I en verden, hvor alting går hurtigt, og folk laver ting uden at vide hvorfor, vil vi bare virkelig gerne lave noget, der føles rent, vedkommende og ægte – og nyt.

Onsdag gæstede FOOL 'Musiksommer på P3'. Se dem optræde med nummeret 'Kids', som også er at finde på det kommende album, her: