De har dannet band i 12 år, spillet koncerter i hele verden og udgivet fire album.
Alligevel er det de færreste danskere, der overhovedet ved, hvem danske Iceage er, fortæller Johan Suurballe Wieth, der er guitarist i bandet.
- Herhjemme er vi relativt ukendte. Når folk hører vores navn, reagerer de ofte med: "Nåeh ja, det er dem, der spiller meget i udlandet", uden at de overhovedet ved, hvilken salgs musik vi laver.
Men selvom der derfor er længere mellem koncerterne herhjemme, er det ikke noget, der går det danske punkrock-band på, fortæller Johan Suurballe Wieth, der sammen med resten af bandmedlemmerne spillede steder som USA, Kina, Japan og Tyrkiet sidste år.
- Jeg har det sgu fint med det. Da vi startede, havde vi ikke en specifik drøm om, at vi skulle blive store et bestemt sted. Vi græder ikke over, at vi ikke spiller mere herhjemme, selvom det selvfølgelig er dejligt, når vi så endelig gør det, fortæller han og tilføjer:
- Til gengæld har vi så spillet nogle fede steder i udlandet, som andre danske bands måske ikke kommer til i deres karriere. Så vi står et fint sted, synes jeg.
Fredag spillede bandet dog på dansk jord, da de optrådte live i radioprogrammet 'Livebeatet' på P6 Beat, og minikoncerten er faktisk en af de få, der har kunnet lade sig gøre for bandmedlemmerne at spille i 2020, fordi de - ligesom resten af musikbranchen - er ramt af coronapandemien.
Men selvom Iceage selvfølgelig er kede af, at de ikke kan komme ud at spille for deres fans, har coronapandemien også givet dem en ro, de ikke har været vant til.
- Vi har arbejdet på en ny plade det seneste år, og det har faktisk været lidt rart at have mere tid til at fordybe os. Før ville vi ud med vores musik så hurtigt som muligt, så vi kunne spille hele tiden, men det kan vi alligevel ikke nu, fortæller Johan Suurballe Wieth.
Se og hør Iceage optræde med 'Take It All' i fredagens udgave af 'Livebeatet' øverst i artiklen. Herunder kan du se dem optræde med 'Beyondless'.