Dansk band måtte holde pause midt i succes: 'Vi var alt for unge til at håndtere presset'

Liss valgte at trække stikket og ikke udgive musik i tre år. Pausen har lært dem, hvor vigtigt deres venskab er.

Mens coronapandemien har tvunget den danske befolkning i selvisolation, har danske Liss valgt at tage skridtet videre.

De seneste måneder har bandet nemlig været isoleret midt ude i ingenting for ikke kun at lave musik, men også at finde hinanden som venner.

- Det var en oplagt mulighed for os til at kunne tage et sted hen, hvor vi kunne komme hinanden ved som kammerater og lave noget ny musik, fortæller forsanger Søren Holm fra Liss, mens guitarist Vilhelm Strange tilføjer:

- Man skal passe på, at man ikke kun mødes ene og alene på grund af musikken. Det er vigtigt, at man bliver ved med at dyrke venskabet.

Og de fire medlemmer fra Liss er nemlig først og fremmest gode venner. De kommer alle fra Aarhus eller omegn og har kendt hinanden i mange år.

Mellem 2015 og 2016 fik Liss enorm succes, der blandt andet sendte dem på tour i udlandet, fik verdensstjernen Pharrell Williams til at spille deres musik i radioen, og de fik store roser af diverse internationale musikmagasiner som Clash og The Fader.

Men midt i succesen blev de nødt til at trække stikket og tage en pause. Presset var simpelthen for voldsomt for de unge musikere, der dengang kun var mellem 19 og 20 år gamle.

Venskaber overskygger succes

Pausen har i dag lært dem at reflektere over deres karriere og givet dem tid til at dygtiggøre sig. Men vigtigst af alt har den altså lært dem at pleje venskabet.

- I en periode har vi haft en tendens til kun at mødes på grund af musikken, og det skal man passe på med, for så bliver det helt "kontormøde"-agtigt, hvor man glemmer venskabet og i stedet bliver kollegaer, fortæller Vilhelm Strange, mens Søren Holm tilføjer:

- Hvis vi ikke havde holdt pause, så tror jeg, skibet ville være sunket på et tidspunkt, vi var for unge til at kunne håndtere presset. Men jeg tror helt klart, at vi står stærkere nu, og vi har lært at sige nej til ting. Det har givet os en ro til at perspektivere lidt over livet og prioritere og respektere hinanden.

Men når man nu vælger at holde pause på toppen, kan angsten for, om man stadig er relevant, når man vender tilbage, godt indføre sig, fortæller Søren Holm.

- Vi var da helt vildt bange for, om der stadig var nogle, der gad at høre os spille. Det tror jeg altid, man vil være i sådan en situation, fortæller Søren Holm.

Men det var heldigvis ikke et problem. Det viste sig særligt, da Liss skulle spille på SPOT Festival sidste år.

- Da vi spillede på SPOT i Aarhus, hvor vi ikke havde spillet siden 2016, så stod folk bare i kø, så langt øjet kunne se. Det var det bedste publikum, vi nogensinde har haft, fortæller Vilhelm Strange.

- Det var for vildt. Man kunne slet ikke høre noget, fordi alle skreg. Så tænker man da: "Det skal nok gå, vi har den stadig," afslutter Søren Holm.

Se og hør Liss optræde med 'Leave Me On The Floor' i fredagens udgave af P3-programmet 'Tættere på himlen' øverst i artiklen. Herunder kan du se dem optræde med 'Vibrations':