Busted skrålede om fremtiden, men endte hurtigt i fortiden. Hvad blev der af bandet bag 'Year 3000'?

Busted var 00'ernes største hjerteknusere, men rockdrømme og soloprojekter aflivede bandet.

(© Foto: Screendumps fra Youtube / Grafik: Oliver Seppo)

Året er 2002.

Buffaloskoene er for længst gemt væk bagerst i garderoben, og Tamagotchierne døde af sult engang i det forrige årtusind. Det lykkedes dog ét sejlivet 90'er-fænomen at overleve langt ind i 00'erne.

Boybands.

Og med nye frisurer og mere punk stod 00'ernes boybands klar til at overtage arven fra 90'ernes renskurede giganter som Backstreet Boys og 'N Sync.

Én af arvtagerne var Busted.

Charlie Simpson (tv.) splittede trioen på toppen på grund af sine rockdrømme. (Foto: © Scanpix og screendump fra Youtube / Grafik: Oliver Seppo)

Den engelske trio med de lalleglade ørehængere var et af de tidlige 00'ers største bandsucceser - men rock-ambitioner splittede bandet, da det var på sit højeste. Og langsomt forsvandt de ud i glemslen.

Her får du hele historien om boybandet, der blev stiftet, hittede og brød op på bare fire år.

Dominerede 00'er-poppen

Drengene fra Busted var ikke andet end teenagere, da deres debutsingle 'What I Go to School For' bragede ind på de engelske hitlister.

I Danmark var det fremtidsfortællingen 'Year 3000', der cementerede Busted som 00'ernes største teenage-hjerteknusere.

Lyt til 'Year 3000' imens du læser:

Fremtiden på de store scener så altså lys ud for de tre drenge: Charlie Simpson, James Bourne og Matt Willis.

I løbet af de næste fire år ville de toppe de engelske hitlister fire gange, sælge over fem millioner plader og dominere hitlister overalt i Europa.

Og der var en god grund til Busteds succes, mener Anders Reuter, der forsker i pop, EDM og hiphop ved Københavns Universitet.

- Jeg tror, at de ramte en virkelig god blanding af den amerikanske pop-punkede Green Day-lyd og boybandstilen. De var kække drenge med en masse humor og et blink i øjet, der havde god timing.

Men Busteds forsanger med de buskede øjenbryn, Charlie Simpson, havde andre drømme.

Sideløbende med Busted startede han derfor rockbandet Fightstar sammen med tre andre bandmedlemmer, og Charlie Simpsons rockambitioner fik ham i januar 2005 til at trække stikket.

Busted gik fra hinanden.

Særligt Charlie Simpson kunne nemlig ikke spejle sig i det pop-ry, som Busted havde fået.

- Vi hadede popmaskinen, og derfor splittede vi op på toppen. Nogen snakkede om at få os til at give koncert på Wembley Stadion, men vi opgav det. Eller jeg gjorde. Pointen er, at Busted var et rigtigt band, og jeg havde store problemer med, hvordan det blev opfattet, og det er en af grundene til, at jeg forlod bandet, sagde Charlie Simpson i 2016 til BBC.

Var du en af pigerne, der fik tegnet Busted-autografer på kroppen i 'Boogie' på DR? Se klippet fra 2003 her:

Misbrug, solodrømme og halvhjertet genforening

Efter bruddet med Busted fokuserede Charlie Simpson fuld tid på sit nye band, Fightstar. Det blev dog en lunken affære, og bandet gik fra hinanden i 2010.

Fightstar blev kortvarigt genforenet fire år senere, men efter et album med halvdårlig modtagelse erklærede bandmedlemmerne, at Fightstar var reduceret til et 'passionsprojekt', og dagene som fuldtidsband hørte fortiden til.

Busteds andet medlem, James Bourne, dannede efter bruddet sit eget band, Son of Dork, der havde mild succes på de engelske hitlister.

Busteds første genforening blev uden forsanger Charlie Simpson. (Foto: © Youtube Screendumps / Grafik: Oliver Seppo)

Son of Dork måtte lade livet i 2008, og James Bourne fokuserede derefter på sangskrivning, hvor han skrev sange for artister som Jonas Brothers og Melanie C fra Spice Girls.

Han forsøgte sig også med en solokarriere under navnet Future Boy, der var en hyldest til hans yndlingsfilm 'Tilbage til fremtiden'. Det var også den film, der var inspirationen bag Busteds megahit 'Year 3000'.

Tredje og sidste medlem af Busted, Matt Willis, endte efter bruddet i afvænning. I podcasten 'The Naked Professors' talte han ud omkring sit blandingsmisbrug, der startede, da han blev afhængig af sin astma-inhalator som syv-årig.

Han indrømmede også, at han i sin tid med Busted var en 'kæmpe alkoholiker'. Matt Willis var i stand til at komme ud af sit misbrug og prøvede efterfølgende kræfter med reality, hvor han deltog i 'I'm A Celebrity, Get Me Out of Here', ligesom han også forsøgte sig med skuespil og som tv-vært for blandt andet Brit Awards.

Men det var ikke det sidste, vi havde set til Busted.

I 2014 turnerede to tredjedele af bandet med den engelske gruppe McFly, der blev dannet i 2003, efter McFly-medlemmet Tom Fletcher var blevet afvist til en audition for Busted. De kaldte sig McBusted.

Turnéen var relativt succesfuld, og McBusted varmede i en periode også op for teenageidolerne fra One Direction, men der blev hurtigt sat punktum for den halvhjertede genforening uden forsanger Charlie Simpson.

McBusted gik fra hinanden i 2015.

Hør, hvordan McBusted lød med sangen 'Get Over It':

Ifølge Anders Reuter er det ikke usædvanligt, at genforenede boybands må smide håndklædet i ringen.

- McBusted blev jo ikke nogen særlig succes. De var populære nok i England, men de havde ikke den samme succes som hverken genforeningen af Take That eller Backstreet Boys. Mange boybands, der vender tilbage efter at have været væk, appellerer ikke til deres fans på samme måde. De er blevet ældre ligesom deres fans, siger Anders Reuter.

Fra Year 3000 til 2019

I dag er Busted blevet voksne, men lyden er igen den samme, som da de var teenagere. (Foto: © Getty Images / Grafik: Oliver Seppo)

Hvis dit indre teenagehjerte stadig banker for boybandtrioen, så frygt ej.

Busted i sin oprindelige version, uden drengene fra McFly og med Charlie Simpson tilbage i front, blev nemlig officielt genforenet i 2015. Kort tid efter annoncerede bandet en større turné i England, der solgte 100.000 billetter inden for den første time.

I 2016 udgav de så det lydmæssigt eksperimenterende album 'Night Driver', der var bandets første udgivelse i 13 år. Albummet fik god anmeldermodtagelse, men lunkne streamingtal.

Lyt til 'What You're On' fra 'Night Driver':

I februar i år forsøgte Busted sig så igen, da de udgav deres fjerde album 'Half Way There', der i modsætning til albummet 'Night Driver' forsøgte at vende tilbage til Busteds oprindelige pop-punk-rødder.

Træk i pilen for at se, hvordan Busted så ud i 2003 sammenlignet med deres genforening 14 år senere. (Foto: © Tim Roney, Getty Images / Foto: © Dave J Hogan, Getty Images)

Men hvis man spørger Anders Reuter, er det usikkert, om Busted kan blive lige så succesfulde som i starten af 00'erne.

- Der er plads til Busted i England, men jeg tror mere, det bliver for de hardcore fans. I Danmark bliver det nok for meget få udvalgte. Vi lever i en mere alvorlig tid med klimakrise og skøre verdensledere, der ikke kalder på fjol på samme måde som dengang.

Hør, hvordan Busted lyder i 2019:

https://www.riddle.com/view/207233