Britney Spears retter voldsomme anklager mod sin far i retten: 'Jeg er her ikke for at være nogens slave'

Har man været i tvivl om, hvordan Britney Spears har det med sit værgemål, er man det ikke længere.

Onsdag fortalte Britney Spears blandt andet i retten, at hendes værgemål har forhindret hende i at blive gravid. (Foto: © Eduardo Muñoz, Scanpix)

- Jeg har fortalt verden, at jeg er okay, og at jeg er glad – det er en løgn.

Sådan lød det fra Britney Spears, da hun på en Zoom-forbindelse til retten i Los Angeles onsdag amerikansk tid udtalte sig offentligt om det værgemål, hun har været underlagt de seneste 13 år.

Rygterne har ellers været mange.

Havde #FreeBritney-bevægelsen ret i, at Britney Spears ville befries fra sit værgemål? Eller var Britney Spears tilfreds med ordningen?

Det kan man ikke længere være i tvivl om, for i retten var hun fuldstændig klar i mælet.

- Jeg er ikke glad. Jeg kan ikke sove. Jeg er så sur, at det er vanvittigt, og jeg er deprimeret.

I en 24 minutter lang og uafbrudt enetale understregede Britney Spears på det kraftigste, at hun vil ud af sit værgemål, som startede i 2008.

- Værgemålet gør meget mere skade end gavn for mig. Jeg burde ikke være i et værgemål, hvis jeg kan arbejde, tjene penge til mig selv og betale andre. Jeg er her ikke for at være nogens slave.

- Det eneste, jeg ønsker, er, at det her stopper, og at jeg ejer mine egne penge, lød det fra Britney Spears ifølge flere internationale medier. Heriblandt Variety.

Faren overtog styring efter tvangsindlæggelse

Det hele startede tilbage i 2006, efter skilsmissen fra danseren Kevin Federline.

Her røg Britney Spears ind i et alkoholmisbrug og havde højlydte skænderier med familien, hvilket betød, at hun fik frataget både forælder- og besøgsretten til sine to små sønner.

Det medførte, at hendes far, James Spears, i 2008 blev hendes værge og tog kontrollen over hendes liv, efter hun havde været tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital.

Det betød blandt andet, at det var hendes far, der styrede, hvornår hun måtte se sine to sønner.

De første 11 år styrede han det meste af hendes liv, blandt andet hendes karriere.

Men fra 2019 har han kun styret det økonomiske og forretningsmæssige i samarbejde med et forvaltningsfirma.

Og den måde, hendes far har styret hendes liv på, omtalte Britney Spears bestemt ikke i pæne vendinger i retten.

- Min uvidende far og alle andre, der har været involveret i værgemålet, burde være i fængsel.

Folk var mødt talstærkt op foran retten i Los Angeles, hvor Britney Spears talte sin sag. Mange holdt skilte op med hashtagget FreeBritney. (Foto: © Mario Anzuoni, Scanpix)

Vil være gravid, men må ikke

I retten fortalte Britney Spears dommeren Brenda Penny, at hun ønsker at få sin egen advokat. Hun vil reducere sine terapiaftaler, og hun vil have friheden til at blive gift og få et barn.

Og så ønsker hun at sagsøge sin familie for den måde, de har behandlet hende på.

- Værgemålet forhindrer mig i at få børn. Jeg har fået sat en spiral op, så jeg ikke kan blive gravid.

- Jeg ville have den ud, men det såkaldte hold omkring mig nægtede mig at gå til lægen, fordi de ikke vil have, at jeg kan få børn.

- Og ærligt talt, så vil jeg have muligheden for at sagsøge min familie, fortalte Britney Spears til retten.

Hun fortalte også om en særlig episode, hvor hun ikke bestod en mentaltest, hvorefter hendes far beordrede hende til at gå i et rehabiliteringsprogram.

- Jeg græd i telefonen i en time, og han elskede hvert minut af det. Den kontrol, han havde, til at gøre sin egen datter fortræd. Han elskede det, lød det fra Britney Spears.

'Jeg burde ikke være i et værgemål'

Sidste gang hun udtalte sig om værgemålet i retten var i 2019. Her foregik høringen bag lukkede døre.

Men denne gang ønskede Britney Spears, at det blev holdt åbent, så folk kunne høre, hvordan hun har det.

Ifølge Billboard sagde Britney Spears, at hun ikke havde afgivet forklaring for retten i to år, fordi hun ikke følte, at hun blev lyttet til sidste gang.

Hun troede ikke på, at nogen ville tro hende, hvis hun stod frem med sin historie om, at hun blandt andet er blevet udnyttet af dem, som tjente penge på hende.

- Jeg troede, at folk ville gøre nar ad mig og grine af mig og sige:"Hun lyver. Hun har alt, hun er Britney Spears". Men jeg lyver ikke, jeg vil bare have mit liv tilbage, sagde sangeren i retten.

Samuel Ingham, Britney Spears advokat, som er udvalgt af retten, fortalte til retten, at Britney Spears ikke har bedt ham indgive et forslag om at afslutte værgemålet, men at han ville gøre det, hvis hun bad ham om det.

Britney Spears har flere gange optrådt i Danmark. Her ses hun under Smukfest i 2018. (Foto: © Lasse Lagoni, Scanpix)

Efter en pause var det hendes forældres advokater, der snakkede.

De roste Britney Spears for hendes mod til at tale i retten.

Advokat Vivian Thoreen, der repræsenterer Jamie Spears, kom med en kort forklaring af sagen fra farens side.

- Han er ked af at se sin datter lide og være i så meget smerte. Mr. Spears elsker sin datter og savner hende meget.

Efter pausen fortalte Britney Spears' advokat, Samuel Ingham, også, at han ville diskutere værgemålet med hende, og hvorvidt hun skulle have en advokat, som ikke er udvalgt af retten.

- Jeg vil støtte hendes beslutning, uanset hvad hun beslutter sig for.

Britney Spears afsluttede sin tale i retten med at sige:

- Jeg fortjener at have de samme rettigheder, som alle andre har. At få børn, at have en familie og mange andre ting.