Andreas blev mobbet med sin diagnose hele barndommen. En pelskåbe, et par solbriller og et pandebånd blev hans vej ud af mørket

Andreas Haukeland repræsenterer Norge i årets Eurovision Song Contest med en sang om sine egne usikkerheder.

(Foto: © Andres Putting, EBU)

Andreas Haukeland er svær at overse.

Med sin store pelskåbe, tonede solbriller og guldfarvede pandebånd emmer sangeren, der i år repræsenterer Norge ved Eurovision Song Contest, af selvtillid og attitude.

Under kunstnernavnet Tix er Andreas Haukeland i løbet af de seneste år blevet én af Norges absolut største popstjerner, og så sent som i april blev han kåret som 'Årets artist' ved Norges største musikpris, Spellemannprisen.

Hans bastunge festsange med titler som 'Skål' og 'Shotgun' er blevet soundtracket til en hel generation af unge i Norge, og hans streamingtal skal tælles i hundredvis af millioner.

Men bag succesen, de mørke briller og de tunge guldkæder gemmer sig en sårbar og følsom fyr, der i mange år har kæmpet for at blive accepteret af omverdenen.

Andreas Haukeland lider nemlig af tourettes og har hele sit liv kæmpet med ufrivillige tics, der som barn gjorde ham til et oplagt mobbeoffer.

- Jeg bekymrede mig meget om at passe ind og var virkelig bange for at skille mig ud på en negativ måde. Jeg forsøgte at skjule mine tics så godt, jeg kunne. Men det lykkedes selvfølgelig ikke, for tourettes er en diagnose, der er ret svær at skjule for andre, fortæller Andreas Haukeland.

I skolegården opdagede de andre børn hurtigt, at Andreas Haukeland ikke var som dem, og de begyndte at bruge hans diagnose som kasteskyts til grov mobning.

Børnene i skolen gav ham øgenavnet "Tics" opkaldt efter de ufrivillige bevægelser, hans sygdom stadig får ham til at lave den i dag.

Men efter flere år som mobbeoffer fik Andreas Haukeland nok.

- Jeg indså, at mit bedste forsvar var at tage ejerskab over dét navn, som alle gik og kaldte mig. Jeg besluttede mig for at omfavne det, og nogle år senere blev det så til mit kunstnernavn, Tix, fortæller han.

Tix er én af Norges største popstjerner netop nu. For blot en måned siden vandt han prisen som 'Årets artist' ved Norges største musikpris, Spellemannprisen. (Foto: © Christoffer Helvik)

Hyldet for at tale åbent om sine problemer

Med navnet Tix havde Andreas Haukeland ikke blot fundet et kunstnernavn, men et skjold, han kunne søge dække bag. Som Tix skabte musikeren en fiktiv karakter, han kunne gemme sig selv og sine usikkerheder bag.

- Tix er den diametrale modsætning af Andreas. Han tager tingene til det næste niveau, fylder virkelig meget og er ikke bange for at skille sig ud. Oppe i hans eget hoved er Tix verdens bedste - og måske burde vi andre faktisk begynde at tænke mere som ham, siger Andreas Haukeland og fortsætter:

- For mig er Tix min måde at sige: "Se lige her, venner. Jeg var egentlig "en fejl", men jeg har vendt min største svaghed til min største styrke og se alt det, jeg har opnået alligevel."

Som Tix begyndte han i 2012 at udgive såkaldte "russesange", de temasange, som de norske studenter fester til i månedsvis under den sagnomspundne "russefeiring", som danskerne måske bedst kender fra tv-serien 'Skam'.

Med årene har Tix dog bevæget sig væk fra udelukkende at skrive hårdtslående og fjollede festssange og er nu også begyndt at skrive sange om livets mørkere sider.

Sider, Andreas Haukeland i dén grad kender til.

Ud over sin tourettes har Tix i mange år også kæmpet med angst, depression og ensomhed, og i et interview i det norske talkshow 'Lindmo' afslørede Tix i januar, at han for tre år siden forsøgte at tage sit eget liv.

Interviewet trak overskrifter i hjemlandet, hvor Tix efterfølgende blev hyldet for at turde tale åbent om sit livs lavpunkt og sin fortsatte kamp med sit mentale helbred. Noget, han siden har gjort til sin mærkesag, fortæller han.

Hvorfor har du valgt at være så åben om dine egne problemer?

- Fordi vi skal tale mere om den slags. Hvordan skal folk derude, der kæmper med noget lignende, kunne relatere til mig eller min musik, hvis jeg ikke selv går ud og taler om de ting, jeg kæmper med?, siger Andreas Haukeland og fortsætter:

- Det kan godt være, jeg er succesfuld og har klaret mig godt, men det har også været fucking hårdt, og jeg har til tider været helt ulykkelig undervejs. Det vil jeg gerne være åben om for at vise andre, at de her følelser eksisterer i os alle, og at det er okay at have det sådan engang imellem.

På Eurovision-scenen er Tix omringet af dansere klædt ud som mørke dæmoner. (Foto: © heiko junge, Ritzau Scanpix)

Vil sprede håb på Eurovision-scenen

Også Tix' bidrag til dette års Eurovision Song Contest, sangen 'Fallen Angel' - der på norsk bærer titlen 'Ut av mørket' - tager udgangspunkt i sangerens egne kampe.

For selvom sceneshowet, hvor Tix ses klædt ud som en engel iført pelskåbe og med enorme englevinger på ryggen, på overfladen kan virke skørt, så ligger der en dybere mening bag, fortæller Andreas Haukeland.

Hør 'Fallen Angel' her:

- Udtrykket "fallen angel" ("en falden engel") bruger man om folk, der har haft en svær fortid og har været meget igennem, men stadig besidder en masse indre skønhed.

- Fortællingen i 'Fallen Angel' og mit sceneshow handler om ikke at føle sig god nok. Du har en engel, det her smukke væsen, der tydeligvis burde være oppe i himmelen, men som ikke selv kan se sin egen skønhed. I stedet bliver han holdt tilbage af sine indre dæmoner - sine usikkerheder, sin fortid og mørke tanker.

I marts vandt Tix og 'Fallen Angel' en overlegen sejr i det norske Melodi Grand Prix, men selvom han nu repræsenterer Norge i dette års Eurovision, er det ikke konkurrencen, der fylder mest hos Tix.

I stedet ser Andreas Haukeland sin optræden på Eurovision-scenen som en mulighed for at sprede sit budskab om håb og optimisme.

- Der sidder 200 millioner tv-seere og følger med, der alle har haft et værre lorteår på grund af corona. Jeg vil gerne give dem lidt håb. Samtidig er mentalt helbred noget, vi skal snakke endnu mere om end nogensinde før, for lige nu er der rigtig mange, der kæmper med den slags derude.

Andreas Haukeland holder en eftertænksom talepause, inden han fortsætter:

- Jeg burde egentlig ikke sige det her, men for mig, handler det ikke rigtig om musikken længere. Det handler mere om, at jeg gerne vil hjælpe andre. Mit mål er, at der om 50 år sidder en bedstefar og fortæller sine børnebørn om dén her artist, han lyttede til som ung, og som er grunden til, at han stadig er her… at han stadig er i live, siger Andreas Haukeland og rømmer sig.

- Jeg ved, det allerede er sket. At folk har kunnet relatere til min musik, og at det har hjulpet dem. Og nu håber jeg at kunne hjælpe endnu flere gennem Eurovision. Det er mit største mål med alt det her.

Norge deltager i tirsdagens semifinale af Eurovision Song Contest. Den anden semifinale, hvor Danmark er med, bliver sendt på torsdag, mens den store finale afholdes nu på lørdag. Du kan se alle tre shows på DR1 og DRTV klokken 21.

Tix fotograferet i årets Eurovision-værtsby, Rotterdam, mandag - som er Norges nationaldag. I den anledning havde Tix iført sig en klassisk norsk "russedress" for at hylde de norske studenter, som gik glip af fejringen både sidste år og igen i år. (Foto: © heiko junge, Ritzau Scanpix)