Man skal aldrig invitere folk, man ikke kender, med hjem. Det har den 19-årige sanger Ida Laurberg altid fået at vide af sin mor.
Så da hun skulle på date med en fyr, tog hun sine forholdsregler og foreslog, at de mødtes et offentligt sted, fortæller hun.
De gik en tur sammen, og bagefter inviterede Ida Laurberg fyren med hjem til sig. Men det kom hun til at fortryde. For her forsøgte fyren at presse Ida Laurberg til seksuelle handlinger, hun ikke havde lyst til.
- Efter noget tid gik det op for mig, hvad der var sket. Jeg satte mig i mit køkken og græd i en halv time, siger Ida Laurberg.
Men Ida Laurberg ville ikke lade den ubehagelige oplevelse tage magten over hendes liv. Så hun tog sin computer, fandt et beat frem og skrev sangen 'Rip Your Shirt'.
- Efter denne her oplevelse havde jeg en klump i maven af smerte og skam. Musikken hjalp mig til at få den her klump ud af kroppen, siger Ida Laurberg.
Mød Ida Laurberg i videoen, hvor hun fortæller om den grænseoverskridende oplevelse og om at skrive sangen 'Rip Your Shirt'.