Mange har nok haft den samme omgangskreds helt fra børnehaven og op igennem skoletiden - måske endda helt ind i voksenlivet.
Det er ikke tilfældet for den 20-årige sanger Mina Okabe. Hele sit liv er hun flyttet fra land til land på grund af sin fars arbejde.
- Det var svært ikke at have et sted, hvor man kunne føle sig hjemme, siger Mina Okabe, der debuterede med sangen 'I'm Done' sidste år.
- Hver gang man fik en veninde, skulle enten hun eller jeg flytte.
Men i en omskiftelig tilværelse, hvor omgangskredsen i London hurtigt blev udskiftet med en ny i New York og senere Manila på Filippinerne, har musikken altid været et fast holdepunkt for den dansk-japanske sanger.
- Musik er altid noget, jeg har haft med mig, uanset hvor jeg har boet. Det har været en god måde hurtigt at skabe nye relationer og få nye venner på.
I dag har Mina Okabe slået sig ned i Danmark, og hun er glad for at have venner forskellige steder i hele verden.
Se videoen øverst, og hør hvad Mina Okabe har lært af at flytte rundt i hele verden - og få historien bag 'I'm Done'.