En ny dokumentar om popmusikeren Britney Spears har skabt stor opsigt i USA og har fået flere kendte til at udsende støtteerklæringer til den verdensberømte sanger.
I 'Framing Britney Spears' følger man popprinsessen fra hendes velmagtsdage i slut-90'erne, gennem et psykisk nedbrud og frem til i dag, hvor hendes far - ifølge dokumentaren mod Britney Spears' egen vilje - er hendes formynder og dermed styrer hendes økonomi.
Dokumentaren sætter desuden fokus på, hvordan hun er blevet behandlet af medierne og offentligheden gennem sin karriere.
Efter dokumentaren kom ud i fredags, har flere stjerner på de sociale medier udtrykt støtte til Britney Spears.
En af dem er 'Sex and the City'-skuespilleren Sarah Jessica Parker.
I et tweet bruger hun hashtagget "#FreeBritney" ("Befri Britney"), som igennem længere tid har været brugt af primært sangerens fans, der har kritiseret, at Britney Spears' far i de sidste 13 år har haft formynderskabet over sin datter.
Samme tweet er sangeren Bette Midler kommet med, og under den amerikanske sportsfest Super Bowl i går, udbrød Miley Cyrus et "Vi elsker Britney", mens hun var på scenen.
Ifølge The Guardian sætter dokumentaren blandt andet spørgsmålstegn ved formynderskabet.
Ifølge dokumentaren var Britney Spears' far, James Spears, ikke en stor del af Britney Spears' liv, før pengene begyndte at rulle ind på datterens konto.
Desuden fortæller advokaten Adam Streisand i dokumentaren, at han under et møde med Britney Spears og hendes far kan huske, at sangeren i 2008 accepterede at komme under formynderskab med den ene betingelse, at det ikke skete under hendes far.
Britney Spears tabte i november en sag mod sin far, hvor hun forsøgte at fjerne ham som sin formynder.
Dog forsætter en ny høring i sagen 11. februar, skriver flere medier. James Spears har afvist alle anklager under #FreeBritney.
Britney Spears i quizshows og sjove memes
Det er dog ikke kun formynderskabet, der bliver sat under lup i dokumentaren.
Hele Britney Spears' behandling i medierne bliver også belyst i filmen, fra måden hun blev seksualiseret på i en tidlig alder, til hvordan medierne først byggede hende op for så at pille hende ned.
Eksempelvis da hun allerede som 10-årig blev spurgt, om hun havde en kæreste. Og da hun under en pressekonference blev spurgt, om hun var jomfru. Og hvordan hun havde paparazzier hængende efter sig, mens hun var psykisk nede.
Når gæsterne i amerikanske quizshows skal gætte, hvad Britney Spears har mistet, og der lystigt bliver gættet på fornuft, sit barn, sin mand og sit hår. For ikke at nævne de utallige memes, der har floreret på de sociale medier med tekster som: "Hvis Britney kunne overleve 2007, kan du også overleve dette."
Giver øget opmærksomhed til #FreeBritney-bevægelse
Christian Ellegaard, der er kulturjournalist på dr.dk og gennem flere år har fulgt Britney Spears, har haft mulighed for at se dokumentaren.
Han peger netop på klippet fra det amerikanske quizshow som et godt eksempel på, hvordan sangeren tidligere er blevet behandlet af medierne.
- Dokumentaren giver et indblik i Britney Spears' liv og karirere, og hvordan hun er endt, hvor hun er i dag. Den sætter blandt andet fokus på, hvordan medierne i starten af hendes karriere gjorde hende til et sexsymbol, for senere så at udskamme hende for at være "for sexet" og en "dårlig rollemodel" for sine unge fans, siger Christian Ellegaard og fortsætter:
- Dokumentaren kommer også ind på Britneys famøse nedbrud i midten af nullerne, hvor medierne i høj grad holdt hende ud i strakt arm. De så hende som en god historie om storhed og fald, men glemte, hun også var et menneske. Dokumentaren viser, hvordan det her ikke bare handler om "hende den skøre blondine, der barberede sig skaldet", men at der faktisk er mere til historien, forklarer Christian Ellegaard.
Han siger, at dokumentaren ikke bringer noget nyt på banen, som Britney Spears-fans i forvejen ikke vidste, men at dokumentaren kan være med til at give andre et større indblik i, hvad den 39-årige sanger har været igennem.
- Jeg tror, at dokumentaren kan givet øget opmærksomhed til 'FreeBritney'-bevægelsen, fordi flere får øjnene op for den historie, der ligger bag hashtagget og overskrifterne. Og når kendte personer nu offentligt støtter op om 'FreeBritney'-bevægelsen, kan det også være med til at legitimere den, hvor nogle måske tidligere blot har affejet den som noget, en flok "skøre" fans har fundet på.
Dokumentaren har fået endnu flere på sociale medier til at dele indhold under #FreeBritney og medvirkede blandt andet også til, at Sarah Jessica Parkers tweet er gået viralt.
Det er endnu uvist, hvorvidt 'Framing Britney Spears', som ligger på streamingtjenesten Hulu, vil blive vist på danske streamingtjenester.
11.02.21: Der stod tidligere i artiklen, at Kacey Musgraves har tweetet #FreeBritney. Det var en fanprofil, hvori det stod og ikke i Kacey Musgraves' twitterprofil. DR beklager fejlen.